Kvinde løber op ad trappe
En trappe er genial til at få pulsen op på kort tid. Det gælder blot om at sætte fuld turbo på fusserne!© Getty Images

Træn dig sundere på få sekunder med mikrotræning

Du kan bremse de negative følger af for meget siddetid med små mikrotræninger.

26. august 2021 af Jeanette Linder

Det er ikke godt for kroppen at sidde stille mange timer i træk. Blandt andet fordi det kan give forhøjede niveauer af de skadelige fedtstoffer triglycerider i blodet, som ser ud til at øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme. 

Men faktisk kan du modvirke de negative følger med en minimal indsats. Det tyder det i hvert fald på i et forsøg, hvor otte personer blev testet på to forskellige dage. Begge dage sad de stille otte timer i træk, dog blev siddetiden den ene dag afbrudt hver time af fem gange fire sekunders sprint på kondicykel. Dagen derpå blev alle budt på en kalorietung morgenmad, hvorefter forskerne overvågede virkningen af den fede mad i kroppen.

De ultrakorte sprinter havde tydeligvis en virkning. Personernes fedtforbrænding var nemlig højere seks timer efter måltidet, sammenlignet med når de havde været stillesiddende dagen før. Det medførte samtidig et 30 procent lavere niveau af triglycerider i blodet.

Sådan kan du mikrotræne

Hvor længe?

Testpersonerne sprintede i 4 sekunder efterfulgt af 45 sekunders pause. Dette gentog de 5 gange i træk hver time – i alt 160 sekunders træning på 8 timer.

I forsøget kørte de på kondicykel designet til straks at få høj puls. Det kan derfor være nødvendigt med lidt flere end 4 sekunder for at opnå samme effekt.

Hvordan?

For at få høj puls hurtigt kan du løbe op ad en trappe, lave øvelser som burpees, englehop eller jump squats eller løbe hurtigt med høje knæløft på stedet.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 29. juli 2021.

Du vil (garanteret) også kunne lide