Det giver god smidighed og kan føles rigtigt rart at få strakt musklerne godt igennem. Men tilsyneladende er det ikke de eneste fordele ved strækøvelser.
I et studie tyder det faktisk på, at dit indre pumpesystem også bliver styrket. Her blev 39 forsøgskaniner delt ind i tre grupper, hvoraf to af grupperne lavede strækøvelser for ben og fødder fem gange om ugen, mens den sidste gruppe ikke lavede noget.
Efter 12 uger havde strækkene selvsagt forbedret deltagernes smidighed i knæ og ankelled, men overraskende nok havde de også fået et sundere kredsløb – det vil sige bedre blodgennemstrømning i ben og arme og mindre stive blodårer. Det kan teoretisk set betyde en lavere risiko for blodpropper.
Programmet bestod af klassiske stræk, herunder to øvelser for knæ og ankler, som skulle holdes i 5 x 45 sekunder med 15 sekunders pause imellem.
3 gode stræk
1. Stå almindeligt oprejst med samlede ben. Bøj så venstre ben bagud, og tag fat om foden med venstre hånd. Træk hælen op mod bagdelen, og mærk et stræk foran på låret. Hold positionen i 30-40 sekunder, og skift så ben.
2. Sæt dig på knæ med bagdelen hvilende på dine hæle, oprejst overkrop og underbøjede tæer, så du mærker et stræk i ankler og tæer. Gør det for ondt i fødderne, så læn dig lidt frem.
3. Sæt dig med venstre knæ og fod i gulvet og højre ben et stort skridt foran i en 90-graders vinkel. Støt eventuelt hænderne på knæet. Ret ryggen, og skyd venstre hofte frem, så du mærker et stræk i den. Hold positionen i 30-40 sekunder, og skift så ben.
Kilde: The Journal of Physiology
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 26. august 2021.