Måske har du engang eller engang imellem undret dig over, hvorfor det ikke rigtigt virker på din vægt, at du træner? Svaret er muligvis tidspunktet for din træning.
For er du i stand til at stå tidligt op og for eksempel snuppe dig en løbetur, før du møder på arbejde, tyder noget på, at det kan være et smart træk, hvis du gerne vil høvle nogle kilo af mave og hofter.
Derfor virker tidlig træning
Ny amerikansk forskning viser nemlig, at det betyder noget for din vægt, hvornår du lægger din træning. En gruppe deltagere blev fulgt gennem 10 måneder med det formål at undersøge sammenhængen mellem timingen af træning og vægttab.
Forskerne fandt ud af, at de personer, der trænede først på dagen, i gennemsnit tabte sig mere end de personer, der trænede eftermiddag og aften. Derudover bevægede morgenfolkene sig også mere i løbet af dagen og spiste lidt mindre.
Måske en ting at have in mente, når du skal i gang med at planlægge ugens kommende træning?
Kilde: Nature.com
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. oktober 2019.