Glem alt om røgelsespinde, røde gevandter og skaldede munke. Selv om meditation oprindeligt er en buddhistisk opfindelse, så er den først og fremmest en sindstilstand, som gør dig bedre til at være til stede i nuet og hjælper dig til at slappe mentalt af.
For de fleste af os har hverdagen for få timer til, at vi kan nå at afholde de mentale frikvarterer, vi har brug for til geare helt ned og få genopladet batterierne. Vores hjerner bliver stopfyldt med informationer, og det kan være svært at finde fokus. Vi stresser og bliver i dårligt humør, og i sidste ende tapper det krop- pen fuldstændig for energi. Her kan meditation være en hjælp. Meditation giver dig nemlig en følelse af at have mere tid ved at fjerne følelsen af stress, når du har rigtig travlt.
“Meditation åbner op for de dele af hjernen, der styrer kontrol og følelser. På den måde lærer du ikke at være dikteret af dine følelser og konstant jage rundt, styret af din sindstilstand. I stedet kan du konstatere, hvilke følelser, der påvirker dig, og du kan selv bestemme, hvad du vil bruge dem til her og nu,” fortæller Heidi Frier, der er krops- og psykoterapeut og i mange år har undervist i meditation. Meditation giver med andre ord en ekstra ‘platform’ i hjernen, som du kan bruge til at mærke efter, hvordan du har det. Der bliver frigivet plads i hjernen til, at du kan mærke dine egne følelser og reflektere over dem.
Meditation er motion
Måske virker det lidt abstrakt med ‘platforme’ og ‘luft’ i hjernen. Men så prøv at tænke meditation som en form for motion for hjernen.
“Når vi er fysisk aktive, kan vi mærke det på kroppen. Meditation fungerer på samme måde for hjernen. Meditation skaber ro i hovedet og er rigtig effektivt mod stress, sygdom og udbrændthed,” siger Henning Daverne, der har beskæftiget sig med meditation i 20 år.
Når vi er i god mental form, bliver vi også meget bedre til at være i stede i nuet. Det lyder så enkelt, at vi skal nyde nuet, men mange af os har svært ved at koncentrere os fuldt ud om det, vi oplever i øjeblikket, og de mennesker, vi er sammen med. Vi skal jo både spekulere over, hvad der tidligere skete på jobbet, hvornår vi (og børnene) skal til fritidsaktiviteter, og hvad vi skal have til aftensmad.
Denne tankekværn resulterer i, at vi både bliver irriterede på dem, vi er sammen med, og os selv, fordi hjernen kommer på overarbejde. Der er simpelthen ikke plads til at bruge sanserne og bare være til, og derfor oplever vi ikke det liv, der udspiller sig lige foran os, optimalt. Der kan meditation hjælpe – ikke kun, mens du sidder og mediterer, men også i dit liv generelt:
“Når du begynder at meditere, vil du til at starte med mærke en komplet afslappethed lige efter. Det er som at åbne op for nogle helt nye tankeveje. Når du så begynder at få øvelsen og bruge meditationen oftere, vil du på et tidspunkt opleve, at din afslappede sinds- tilstand kommer til at overtage og skubbe din travle og stressede tankegang til side. Her vil du opleve en tættere kontakt til dig selv og dine omgivelser, fordi du giver hjernen tid og lov til at koncentrere sig om at opleve dem,” siger Heidi Frier.
Ikke overbevist endnu? Hvad så med det argument, at du simpelthen bliver gladere af at meditere? Det er bevist ved hjernescanninger, at de dele af hjernen, hvor angst, stress og bekymringer opstår, bliver mindre aktive, når du mediterer, mens de dele, der styrer optimisme, selvtillid og lykke, bliver mere aktive. Meditation er derfor et fantastisk instrument til på en nem og håndterbar måde at skabe livskvalitet:
“Meditation giver dig robusthed og fokus i hverdagen. Du bliver gladere og kan overskue langt flere ting,” siger Henning Daverne. Hvis vi omvendt ikke giver os tid til at føle efter, hvordan vi har det, får de impulsive følelser lov til at styre vores humør.
Godt for helbredet
Det er ikke kun din psyke, der får glæde af det, hvis du begynder at meditere.
“Når du mediterer, bliver hjernen først og fremmest mere afslappet, men fysisk vil du også kunne spore en mindre anspændthed. På den måde kommer du til at hvile mere i dig selv. Når du kan mærke dine følelser, vil du også forstå, hvor de kommer fra, og når du når hertil, vil meditation øge dit selvværd og din selvtillid,” siger Heidi Frier.
Sådan holder du gang i din træning
Vores tanker har så stor indflydelse på vores fysiske tilstand, at meditation i høj grad kan spores på kroppen. Det skyldes blandt andet, at stress påvirker os fysisk, og denne stress kan du bekæmpe med meditation.
“Hvis du for eksempel ikke kan falde i søvn, fordi din økonomi halter, kan det øge stressbelastningen. Sådan en stressbelastning kan blive meget skadelig for helbredet, men den kan tages i opløbet med meditation,” siger Henning Daverne.
Stress kan medvirke til blandt andet forhøjet blodtryk, diabetes, forhøjet puls og et forhøjet niveau af blodsukker. Meditation kan derfor minimere risikoen for stressbetingede sygdomme som hjertekarsygdomme, hjerneblødninger og blodpropper.
Okay, men hvor lang tid skal du så bruge på projektet? Er det nødvendigt at bruge timer, som du egentlig ikke har tilovers og sidde der og blive stresset over alt det, du ikke når, mens du ‘stresser af’? Nej! Nye undersøgelser af hjer- nen viser nemlig, at 12 minutters meditation om dagen i bare to måneder kan optimere din hjernekapacitet med op til 20 procent. Og det gælder også for folk, der aldrig har mediteret før. Så hvad venter du egentlig på?
Har du fået mod på at meditere? Så kan du prøve disse to øvelser og opleve, hvor nemt det er og mærke forskellen! Se her, hvordan du laver øvelserne.