Du støvsuger heftigt. Du spurter for at nå bussen. Du tager trappen op med tunge indkøbsposer. Der er mange hverdagsaktiviteter, der tvinger pulsen op, og sniger du et par stykker af dem ind i løbet af dagen, er du godt i gang med at følge den nye træningsform HIIPA.
Det er et stort forskerhold, som har lanceret begrebet efter at have gransket viden på området. HIIPA står for High Intensity Incidental Physical Activity, som kan oversættes til tilfældig fysisk aktivitet med høj intensitet. Begrebet bygger på principperne fra HIIT-træning (Høj Intensitet Interval Træning), som går ud på at træne for fuld gas i korte intervaller.
Med HIIPA bringes træningen blot ind i hverdagen i form af mange små pulskrævende dagligdagsaktiviteter. Sørger du for at dyrke det systematisk hen over ugen, kan du ifølge forskerne opnå betydelige gevinster for din sundhed.
Sådan dyrker du HIIPA
HIIPA går ud på at få høj puls i korte intervaller i løbet af dagen. Helt ned til 20-30 sekunder ad gangen. Gå efter 3-5 korte HIIPA-sessioner på i alt 5-10 minutter om dagen de fleste dage i ugen.
Sådan kan din dag for eksempel se ud:
- 2 minutter: Gå i højt tempo til bilen eller bussen.
- 1 minut: Løb op ad trappen på jobbet.
- 2 minutter: Gå i højt tempo til bilen eller bussen.
- 1 minut: Slæb tunge indkøbsposer ind i køkkenet.
- 4 minutter: Støvsug for fuld kraft, eller slå græsset.
Kilde: University of Sydney
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. januar 2021.