Kvinde på elcykel
Med en tophastighed på mellem 25 og 45 kilometer i timen er elcyklen oplagt til lange ture.© Getty Images

Derfor kan elcyklen få dig til at cykle mere

Elcyklister får stort set samme mængde motion som almindelige cyklister, viser nyt studie.

22. februar 2021 af Jeanette Linder

Selv om kroppen bruger 15-25 procent mindre energi på at træde i pedalerne på en elcykel end på en almindelig cykel, så henter elcyklister stort set lige så mange point på motionskontoen.

Det viser et nyt studie med 10.000 deltagere fra syv europæiske byer. Her fandt man blandt andet, at elcyklister generelt cykler længere – både i fritiden og til daglig – end almindelige cyklister. 

I gennemsnit tilbagelægger elcyklister cirka 8 kilometer hver dag, hvor almindelige cyklister kun tager en tur på cirka 5,3 kilometer hver dag.

Så er du typen, der lader cyklen stå i dårligt vejr eller tager bilen, når destinationen er mere end et par kilometer væk, kan elcyklen faktisk få dig til at cykle mere – og på den måde give lige så meget motion på den lange bane.

Elcyklen erstatter

Elcyklister har i en dansk undersøgelse fortalt, hvilke transportmidler de plejede at bruge. 64 % har skiftet en normal cykel ud med en elcykel. Men som det store EU-studie viser, betyder det ikke nødvendigvis mindre motion.

Top 3 transportmidler elcyklen har erstattet:

  • Almindelig cykel: 64 %
  • Bil: 49 %
  • Bus: 48 % 

Kilder: Physical Activity through Sustainable TransportHaustein og Møller

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. december 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide