1: I får kvalitetstid sammen
Par-tid er ofte det første, der ryger, til fordel for børn og job og alle andre.
Ved at træne sammen får I nogle faste afbræk hver uge, som kun handler om jer, og hvor I ikke bliver forstyrret af hverdagens trummerum.
2: I forpligter hinanden
Det er altid mere forpligtende at lave træningsaftaler med andre.
Og når det er din udkårne, der står og venter med løbeskoene på, bliver aftalen liiige det ekstra bindende. Det er sværere at komme med dårlige undskyldninger til den, der kender dig bedst, og som du måske bor sammen med. Well ...
3: I yder mere – måske endda meget mere!
Det er aldrig sjovt at tabe ansigt – heller ikke eller da slet ikke til sin partner. Derfor er det også incitament til at give den en tand mere, når vi er fysisk aktive med vores partner.
Vi vil jo gerne gøre os umage og (også) vise os fra vores sejeste side, når vi er sammen med den, vi holder af.
Oplagte partneraktiviteter
Løb:
I kommer ud sammen, I kan tilpasse jer hinandens tempo og måske endda få sludret lidt.
Ketsjersport:
Et slag tennis, badminton eller paddle bringer både konkurrencelyst og samspil ind i forholdet.
Dans:
Forbrænd en hulens masse kalorier, samtidig med at du kommer helt tæt på din partner.
4: I styrker jeres forhold
Det er ikke kun præstationerne, der bliver bedre, når I trækker i træningstøjet sammen. Jeres parforhold får også et boost.
I ser nye sider af hinanden, støtter hinanden og oplever stolthed ved at gøre jer umage foran hinanden.
Et amerikansk studie fra 2021 viser for eksempel, at vi er mere tilfredse med vores romantiske forhold på dage, hvor vi træner sammen med vores partner.
5: Det bliver kun sjovere
Hvis I kan komme over jeres forfængelighed ved at svede og pruste sammen (det gør I jo nok alligevel), kan træning også blive langt sjovere, når I gør det sammen.
I kan udfordre hinanden, grine og klappe hinanden på skulderen – og måske gå ud bagefter eller før og få den der drink eller middag, som I har lovet hinanden i 100 år?
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i december 2022.