Portræt af Ulla Hinge Thomsen
Ulla Hinge Thomsen har skrevet bogen Sårbar.


© Jakob Helbig

Tjek dig selv: Hvor sårbar er du?

Hvad gør dig sårbar, og hvorfor skal du kende dine sårbare sider? Få 12 gode råd fra forfatteren til bogen Sårbar.

11. marts 2022 af Karen Greve

4 situationer, der kan føles sårbare

1. Når du prøver noget nyt

“‘At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik’, sagde filosoffen Søren Kierkegaard, og det er ikke særligt rart, for så kan man jo falde. At afsøge territorier, vi ikke har været på før, indebærer en risiko for, at vi ikke kan finde ud af det nye, vi har vovet os ud i, eller at vi bliver til grin i andres øjne. Det gælder, uanset om det nye er noget stort som at skifte karriere eller partner, eller det ‘bare’ er at give sig i kast med en ny opgave eller at få en ny ven. Uden vores bagkatalog af erfaringer er vi mere udsatte og sårbare,” forklarer selv sårbar og forfatter til bogen Sårbar - find friheden i det uperfekte, Ulla Hinge Thomsen.

2. Når du ønsker dig noget brændende

“At ønske sig noget er også at miste fodfæstet, for det betyder, at du indrømmer over for dig selv og andre, at der er noget, du virklig gerne vil have. En ny partner, et nyt job, en lille hund. Ønsker er sårbare, fordi de eksponerer vores inderste drømme og længsler, og hvem vi i virkeligheden er – og hvad nu, hvis den, du i virkeligheden er, ikke er god nok? Eller hvis ønsket ikke går i opfyldelse?”

3. Når du opnår noget stort

“At tage sin succes på sig er noget, mange af os kæmper lige så meget med eller måske mere med end at indrømme vores fiaskoer. ‘Misery loves company’, siger man, så det kan være lettere at dele det svære end det gode. Både fordi du er bange for at miste det hele igen, og fordi du udsætter dig for andres kritiske blik, når du står frem som en, der har klaret dig godt.”

4. Når noget, du troede på, ikke bliver

“Vi oplever alle at bruge tid og kræfter på noget, der ender med ikke at blive det, vi forventede. Et ægteskab, der ikke holdt, en karriere, der ikke tog fart, et venskab, der løb ud i sandet. Det er alt sammen smertelige erfaringer i sig selv, og samtidig er de sårbare, for hvem er du, når du ikke er den kone, kollega eller veninde, du troede?”

4 trin til at turde være sårbar

1. Find ud af, hvad der gør dig sårbar

“For nogle er det mest sårbart at være i meget tætte relationer, for andre handler sårbarheden mere om at stå frem ude i verden. Et godt trick til at mærke sårbarheden er at lægge mærke til, hvornår du bliver vred, irriteret, fordømmende eller ligegyldig. Ofte ligger der en sårbarhed under disse følelser," siger selv sårbar og forfatter til bogen Sårbar - find friheden i det uperfekte, Ulla Hinge Thomsen.

2. Øv dig i at mærke sårbarheden

“Når du ved, hvad der gør dig sårbar, så prøv at blive i de situa­tioner lidt længere, end det egentlig er rart. Ofte bedøver vi svære følelser med motion, mad eller sex, eller vi bortforklarer, benægter eller bekæmper dem. Hvis vi i stedet trækker vejret igennem de svære følelser, bliver vi bedre til at rumme det ubehag, som sår­barhed også indeholder.”

3. Vælg dine fortrolige med omhu

“Sårbarheden er bedst i selskab med nogle, du kan stole på. Tillid er ikke noget, vi bare har eller får, men noget, vi skal arbejde for at opnå. En ven, der konsekvent i sine handlinger viser, at du kan stole på hende, er en ven, du med fordel kan vise din sårbarhed over for.”

4. Del din sårbarhed

“Viser du, hvad der er sårbart for dig, bliver du ikke blot selv lettet, du gør også den anden tilpas. Ofte bliver vi glade, når andre viser os det, vi ikke selv tør vise dem. Så kan vi mærke, at der er plads til at trække vejret og være, som vi er, og det gør os tryg­ge,” opfordrer Ulla Hinge Thomsen.

4 fordele ved at stå ved dine sårbare sider

1. Du bliver mere tilpas med dig selv

“Hvis du accepterer, at du indeholder både sikkerheder og sårbarheder, bliver det meget nemmere at fylde din plads ud og være tilpas med den, du er,” siger selv sårbar og forfatter til bogen Sårbar - find friheden i det uperfekte, Ulla Hinge Thomsen.

2. Du får fornyet energi

“Når du ikke skal bruge en masse energi på at holde en facade oppe, er der kræfter tilovers til at bruge på de ting, der gør dig glad helt ind i hjertet. Også selv om det føles sårbart.”

3. Du får mere mod

“I erkendelsen af at ting kan mislykkes, eller du selv kan fejle, ligger friheden til at prøve alt muligt nyt. For hvorfor ikke – det kan jo højest gå galt?”

4. Du får bedre relationer

“Du kommer tættere på andre, når du tør dele det, der er sårbart, lærer dem bedre at kende og får mere interessante samtaler. Og relationer er faktisk den ene ting i livet, der betyder allermest for vores sundhed og velbefindende,” slutter Ulla Hinge Thomsen.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 13. januar 2022.

Ulla Hinge Thomsen

  • er cand.mag., jour­nalist og forfatter til blandt andet Sårbar – find friheden i det uperfekte. 
  • står også bag podcasten Sårbar og stærk, hvor hun blandt andet interviewer Ritt Bjerregaard om sårbarhed.

Du vil (garanteret) også kunne lide