Kvinder på træningsbolde med ryggen til
Med alderen er det godt, at du tilpasser din træning efter din rygs styrke og smidighed.© Getty Images

Stærk ryg | Det her skal du vide som 40+

Træningsinstruktør Vibeke Lugg forklarer, hvad vi skal vi som 40+ kvinder skal gøre for at bevare en stærk og smidig ryg så længe som muligt.

8. september 2023 af Gitte Høj

Hvad sker der med vores ryg med alderen?

“Din ryg er udsat for belastninger gennem hele dit liv. Du står, du går, du løber og sidder med ryggen, som bærer dig. De fleste af os får ondt i ryggen på et eller andet tidspunkt, og det kan der være mange årsager til. Noget af det handler om aldersforandringer. For med alderen bliver stødpuderne mellem ryghvirvlerne slidte, og det kan føles som smerte i ryggen. Du kan opleve slitage flere steder i ryggen, og det er normale forandring er, som du må tilpasse dig. De fleste af os får en eller anden form for slitage i korsryggen, hvor belastningen ofte er størst. Det er typisk små prolapser, som er udposninger mellem ryghvirvlerne. Det er noget, som de fleste af os får, og nogle oplever smerter på grund af dette,” forklarer træningsinstruktør Vibeke Lugg.

Hvordan ser det ud for 40+ kvinder?

“Det kan du mærke ved, at din ryg bliver mindre bevægelig. Det bliver vanskeligt at bukke og bøje eller vride din krop. Mange vil opleve ubehag i ryg, hofte eller ben i løbet af dagen. Især, hvis du har et job, hvor du enten går eller står meget. Sidder du meget ned på jobbet, vil du typisk få ondt i skuldre, mellem dine skulderblade eller i nakken. Det kan også føles smertefuldt at jogge eller at hoppe under træning, og du kan føle dig øm i hele ryggen specielt om morgenen og om aftenen. Foruden aldersforandringer kan overvægt være årsag til ryg smerter, fordi belastningen på både ryg og ben bliver større. Derfor vil det ofte også blive bedre ved en vægtreduktion.”

Hvad skal jeg acceptere?

“Du er nødt til at acceptere, at din krop har brug for en anden form for bevægelse – på grund af aldersforandringer – og du må tilpasse din træning efter din krop. Det vil sige ændre din træning til mere rolige træningsformer som for eksempel pilates eller yoga eller nogle raske gåture og gerne med trapper eller anden stigning. Hvis det er muligt for dig at fortsætte din træning som hidtil, gør du selvfølgelig bare det. Eksempelvis er styrketræning jo godt og ekstra vigtigt, i takt med at vi bliver ældre,” siger Vibeke Lugg.

Hvad kan jeg påvirke?

“Vær nysgerrig over for forandringer i din krop, og forsøg at udfordre dig selv ved at overveje, hvordan du bedst kan tilpasse dig nu, som situationen er, i stedet for at se det som et problem. Du behøver ikke at acceptere, at din livskvalitet bliver dårligere, eller at du oplever nedsat styrke i arme og ben, selv om det er ryggen, der er problemet. Tag til lægen, hvis du får akutte smerter eller smerter, som ikke går over. Der er mange ting, der kan behandles med den rigtige behandling, hvad enten det er øvelser, medicin eller operation. Du skal ikke på den måde have ondt, selv om du bliver ældre.”

Hvad skal jeg være opmærksom på?

“Det bedste du kan gøre for dig selv er at forebygge og være på forkant. Hold dig stærk og mobil! Hvis du er overvægtig, vil din ryg reagere positivt på et vægttab. Både yoga og pilates kan følge dig gennem hele livet. Det afgørende er dog, at du lytter til din krop og finder din trænings form. Nogle gange rækker det med en lille session, andre gange har du måske brug for at udfordre din styrke. Det er kun dig, som kender din krop. Vær din egen bedste ven. Husk, at får du strålende smerter i dine ben, skal du altid søge hjælp,” siger Vibeke Lugg. 

Du vil (garanteret) også kunne lide