Kære sundhedspanel
Jeg har spist havregryn med mælk og sukker hver eneste morgen, lige så længe jeg kan huske. Nu erfarer jeg, at det faktisk er usundt og både feder og udfordrer min blodsukkerbalance. Det forstår jeg simpelthen ikke. Hvordan hænger det sammen? Og hvad kan jeg erstatte mine havregryn med?
Hilsen Helle
Kære Helle
Det kan jeg da godt forstå, at du er forvirret over, men jeg kan berolige dig med, at det heller ikke forholder sig på den måde.
Det er rigtigt, at der findes kritiske røster, når det handler om havregryn. Kritikken går på, at havregryn indeholder for mange kulhydrater og for mange kalorier, men det er dog hverken min eller Sundhedsstyrelsens overbevisning.
Havregryn har mange gode egenskaber, og her vil jeg især fremhæve, at havregryn er et fuldkorn, hvilket betyder, at hele kornet er bevaret. Du får alt det gode fra kornet, når du spiser havregryn. Især er skaldelen god, for her sidder nemlig masser af vitaminer, mineraler og kostfibre.
Psst ... Opskrifter med havregryn til morgenbordet? Se her!
Mindsker risikoen for hjertekarsygdomme
Havregryn indeholder kostfibre af den type, der kaldes opløselige, og de har mange fordele. De nedsætter blandt andet mavesækkens tømningshastighed, hvilket vil sige, at havregryn giver en langvarig mæthed og dermed et stabilt blodsukker. Kostfibrene holder fordøjelsen i gang og forebygger forstoppelse. Og de sænker blodets indhold af fedt, hvilket giver mindre risiko for hjertekarsygdomme.
Derfor er mit råd til dig, at du sagtens kan fortsætte med at spise havregryn om morgenen – og nu med bevidstheden om, at det også er rigtigt sundt for dig.
Kærlig hilsen Gitte Wenneberg
Magasinet Liv's faste sundhedspanel

Fra venstre mod højre: Belinda Labrosse, psykolog og specalist i psykoterapi. Gitte Wenneberg, klinisk diætist og Anette Tønnes Pedersen, gynækolog og overlæge på Rigshospitalet
Har du et spørgsmål om sundhed? Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.
Spørgsmålet fra Helle 'om havregryn er sundt', er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 62.