Kvinde og mand sover i seng
© iStock

Skal du også op og tisse mange gange om natten? Her er et bud på årsagen

Vil du gerne forbedre din nattesøvn og undgå de irriterende ture til toilettet midt om natten, så bør du læse med her

22. april 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Har du også problemer med at få en ordentlig nattesøvn? Vi ved jo, hvor vigtig søvn er – blandt andet for et godt sexliv og en sund og slank krop.

Måske har du prøvet at ændre disse otte små ting i din hverdag, for at du kan sove bedre, men har du også dét problem, at du skal op og tisse mange gange i løbet af natten? 

Salt er nøgleordet 

Nu viser en ny undersøgelse, at der sandsynligvis er en forklaring på, hvorfor du skal tisse så mange gange om natten.

Japanske forskere har nemlig fundet ud af, at et stort indtag af salt kan være årsagen til de natlige tisseture.

Forskerne undersøgte 321 personer, der havde søvnproblemer og indtog meget salt gennem deres kost. 223 af forsøgspersonerne fik at vide, at de skulle drosle ned på deres forbrug af salt, og resultatet var slående – antallet af forsøgspersonernes toiletbesøg blev reduceret betydeligt.

Samtidig fik 98 forsøgspersoner at vide, at de skulle spise mere salt end normalt, og disse personer oplevede at skulle tisse meget mere i den fire måneder lange forsøgsperiode. 

Hvad gør salt? 

Vi har alle brug for salt, men vi har tendens til at overgøre vores brug af det hvide guld i vores kost. 

Problemet med salt er blandt andet, at det skal opløses for at kunne forlade vores kroppe. Det sker igennem væske, og når vi får meget væske indenbords, skal det også ud igen, og det betyder mange ture til toilettet. 

Et andet problem er, at vi har tendens til at blive mere tørstige, når vi spiser meget salt, og det betyder igen mere væske og flere tisseture. 

Så hvis du er irriteret over, at du skal op om natten for at gå på toilettet, kan du jo prøve at se på din kost og måske skære en smule ned for det salte.

Du vil (garanteret) også kunne lide