Psykolog Marlene Weeke er specialist i klinisk psykologi. Hun har mange års erfaring med terapi, coaching og traumebehandling. Her guider hun os til, hvordan vi tager hånd om vores stress.
Kæmper du med stress?
Måske opdager du, at du er blevet stressfølsom og nemt bliver overstimuleret og drænet af at være sammen med flere mennesker. Måske er du blevet overfølsom over for høje lyde, eller måske kan du ikke længere klare at have så mange punkter på programmet, som du kunne tidligere.
Her handler det om at lære at tænke i tempo og mængde.
Gør for eksempel sådan her:
- Tak ja til en fødselsdag, men hold resten af weekenden fri.
- Tag hensyn til dig selv.
- Træk dig ved at gå en tur og få ro i kroppen. For eksempel ved at bruge teknikker fra mindfulness, hvor du trækker vejret dybt og laver en kropsscanning, hvor du flytter din opmærksomhed rundt i kroppen.
Mindfulness virker
Træn dit nærvær, din vejrtrækning og dine kropsfornemmelser med mindfulness, som er virkningsfuldt ved angst, stress og depression.
Når du har det svært, går kroppen i alarmberedskab og laver en lås lige midt i brystkassen. Det gør den, fordi den prøver at gøre dig klar til overfladisk vejrtrækning. Kroppen ved godt, at hvis du skal løbe væk fra det farlige, så ilter du musklerne bedst ved overfladisk vejrtrækning. Trækker du vejret dybt, kan du åbne låsen igen. Det gør underværker.
En kropsscanning hjælper dig med at få et samarbejde med din krop, så du ikke oplever den som fjende nummer et.
Mindfulness kræver træning i starten, så vær tålmodig.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 70.