Tegner og dramatiker Nikoline Werdelin (57)
Da jeg fyldte 40:
“Da jeg fyldte 40 år, fejrede jeg det i et sommerhus med mine hunde, nogle få venner og de børn, jeg var tæt på. På en måde fejrede jeg, at jeg var kommet over en depression.
Jeg tror, at den var udløst dels af et par sammen brudte parforhold. Dels af erkendelsen af, at jeg ikke ville få egne børn. Og dels af, at jeg havde arbejdet meget, men trods utallige priser, ros og anerkendelse var i tvivl om, om det var der, lykken lå. Jeg ville ikke være så afhængig af det succesparameter, som jeg på en måde havde fået foræret.
I mine 40’ere var det nyt for mig at kunne sætte grænser og være rankt til stede i verden. At slå de indre dobbeltdøre op for de børn, jeg kendte, og lukke dem helt ind. At hvile i kroppen og elske den for at være så funktionel. Og at føle mig så flot og stærk.
Mine 40’ere var frugtbare, voldsomme og ret vidunderlige år! Det skulle faktisk blive de allermest produktive år. Og de år, hvor jeg flyttede til Berlin, holdt op med al selvmedicinering som alkohol, cigaretter og sovepiller, tog en analytisk rejse, gjorde mig fri af en svær bagage og mødte – måske også derfor – Ib, min store kærlighed, som jeg er gift med i dag.”
Og 50:
“På min 50-års fødselsdag sad jeg på en bjergtop i Italien med min mand, Ib, og et vennepar. Det var ikke nogen idyl, men der var en anden ro, et andet perspektiv og en følelse af at komme over på ‘den anden side’.
50’erne har vist sig at være roligere med en dybere og mere intens glæde. Og sommetider også melankolske. Nu oplever jeg vores forgængelighed og klodens sårbarhed. Især klima, flugt og krig er flyttet ind i min bevidsthed som en undertone, jeg altid hører.
Hvor jeg i 40’erne styrede mere direkte mod livsglæde og at være ‘mig’, så handler det nu mere om parforholdet, hverdag, natur og glæden ved den store patchwork-familie, som jeg har fået med Ib. Nu skal jeg pludselig hele tiden til børnefødselsdage!
Det er nyt for mig at mærke kroppen knirke og knage. Jeg har aldrig været i bedre form, men jeg arbejder også med den. Fodindlæg, høreapparater, rygøvelser, tennis og kajak. Min krop er blevet en ven, som bærer mig, mere end en udstillingsgenstand, og jeg er taknemmelig hver dag, den er rask.
Jeg er forundret over, hvor sandt det er, at du bliver usynlig i 50’erne. Og dybt betaget af, at overgangsalderen er lige så forandrende som puberteten. Det er bare at flyde med og overgive dig til, at du bliver en anden. Jeg kan se det hos alle på min alder: Du kan sagtens forblive stærk og flot, men der er også noget, du skal slippe, hvis det skal være værdigt.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 3.
