Annamette Fuhrmann overgangsalderklumme
Annamette Fuhrmann. © Anne Kring

Overgangsalderklumme: Undskyld, hvem har stillet en radiator under min bluse?

Hedeture. For mange er de startsignalet på overgangsalderen. Det var de også for Annamette Fuhrmann. Og så stoppede de. Hun lærte dem dog ret godt at kende inden

1. september 2019 af Annamette Fuhrmann

Annamette Fuhrmann (45)

  • er mor til Kasper på 12 og Jeppe på 9 år. 
  • er skribent, blogger og freelancejournalist for Magasinet Liv.

Første gang jeg fik en hedestigning, blev jeg overrumplet. Jeg fik det utroligt varmt en nat, mens jeg lå og sov og vågnede ved, at det føltes, som om nogen havde placeret en radiator inde under min hud og skruet op til temperatur ørkenvarme.

Jeg havde trænet en del den foregående måned og troede bare, det var min krops måde at fortælle mig på, at nu var der gang i den gamle damptromle. At min krop var vågnet efter lang tids dvale, og min forbrænding endelig var begyndt at sætte i gang. For alvor.

Der gik en uges tid, så fik jeg det igen varmt om natten, og samme uge begyndte jeg at få hedestigninger i løbet af dagen. På daværende tidspunkt anede jeg ikke, at jeg var kommet i overgangsalderen, og jeg havde naivt nok slet ikke regnet det som en mulig forklaring, fordi jeg endnu ikke var begyndt at svede, men kun fik det varmt.

Men hedestigningerne tog til, og så skal jeg ellers love for, at min krop gik agurk. Den første uge med kampsved, syntes jeg, var lidt morsom. Se, hvordan kroppen virkelig levede sit eget liv og bare tog over.

Måske morede jeg mig, fordi jeg stadig ikke havde i tankerne, at jeg kunne være kommet i overgangsalderen.

Jeg nåede at more mig over mine tiltagende hedeture i et par uger, så aftog det underholdende element, og jeg blev faktisk lidt bekymret. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var galt. Min mor nævnte, om jeg mon var kommet i overgangsalderen, og det besvarede jeg med en høj latter. Som om.

Hvornår, hvor mange?

Efter tre uger var jeg dog ved at være mør til en Google-søgning på ‘overgangsalder’, og ja. Alt passede. Til gengæld havde jeg stadig så stor en blokering på det, at der gik to måneder, hvor jeg svedte og svedte og svedte, men ikke fik taget den blodprøve hos min læge, som kunne give mig et resultat.

I de to måneder sov jeg næsten ikke. Mine hedeture startede for alvor ved 01-tiden, og så rullede de ellers nonstop ind over min krop hver halve time, til klokken blev 05. Det var virkelig ikke særligt fedt. 

Min søvn blev konstant afbrudt. Hver gang jeg blev vækket af en hedetur og var gennemblødt, skiftede jeg sengetøj og lagde mig til at sove igen, men efter nogle uger gav jeg op. 

Det virkede omsonst at kæmpe imod noget, kroppen var 100 procent herre over. Så når hedeturene begyndte, stod jeg op og lavede en kande te og satte mig i stuen.

Nogle nætter sad jeg bare og sad og småslumrede lidt imens. Andre nætter lavede jeg mig en kop kaffe, fordi jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne læse eller arbejde eller se en film.


Jeg ved udmærket godt, at det er skruen uden ende at begynde at drikke kaffe midt om natten, men jeg orkede ærligt talt heller ikke at sidde som en zombie hver nat og ikke få noget ud af det andet end at glo ud ad vinduet.

Mine hedeture gjorde mig ked af det, for det var ret umuligt at opretholde energien i løbet af dagen. Jeg var træt, anede ikke, hvornår den næste hedetur kom og hvor mange, og derfor begyndte jeg at stresse over at skulle slappe af og sove på kommando.

Som ugerne gik, begyndte jeg for alvor at overveje, hvordan i alverden jeg skulle få en hverdag til at hænge ordentligt sammen, når de hedeture åbenbart skulle bestemme det hele?

Det var nemlig ikke kun om natten. Også om dagen begyndte de at tage til. Mange gange. Og med den sommer, vi havde i 2018 aka den varmeste sommer i 100 år, kan du nok regne ud, at mit mellemnavn var Svend Sved!

Redaktionen anbefaler også: Disse to faktorer afgør, om du går tidligt i overgangsalderen.

Annamette Fuhrmann overgangsalderklumme
Hedeture kickstartede Annamettes overgangsalder. Selvom der gik et stykke tid, før hun for alvor ville indse det. © Anne Kring

Nu kender jeg jer!

Jeg havde konstant en vifte på mig, som kunne hives op af tasken for at vifte som en sindssyg for at få bare noget af sveden til at fordampe. Jeg filmede en hedetur en dag for at se, hvor lang tid den varede. Det kan være handy viden, når du skal ind til et møde eller til en middag.

Fra den startede, til jeg stoppede med at svede, gik der cirka to minutter. Derefter kunne jeg så skifte tøj og tørre håret igen.

Med hedeture er der no easy way. Det med at åbne et vindue hjælper heller ikke, for du sveder alligevel. Indtil den stopper, og du kan begynde at reparere skaderne.

Efter nogle måneder vidste jeg nogenlunde, hvor lang tid mine hedeture varede, og hvor meget jeg svedte. Jeg lærte, hvad der kunne fremkalde en hedetur, og hvilken mad og hvilke drikke der gjorde det værre.

Hvis jeg skulle skynde mig og bevægede mig en anelse hurtigere, end jeg plejede, så kom de. Hvis jeg drak kaffe og alkohol, blev det værre. Det samme med sukker. Også blot lidt sukker.

Jeg lærte efterhånden min krops signaler at kende og kunne mærke, hvornår der var en hedetur på vej. Derfor lærte jeg også at være i rigtigt god tid med alt. Hvilket er lidt af en prøvelse for sådan en som mig, der i den grad er tidsoptimist. Det går bare ikke.

Tid. Rolighed. Og en prøvelse i at holde kroppen i zen, det blev mine lærepenge brugt til i den periode, hvor jeg svedte igennem.

Mine hedeture stoppede på mystisk vis fra den ene dag til den anden. Jeg vågnede en morgen og havde ikke svedt. Overhovedet.

Der kom et par hedeture i løbet af dagen, men ikke noget vildt og voldsomt. Og væk var de. Som dug fra solen. Men jeg er parat til en ny omgang, hvis de kommer igen. Denne gang med et arsenal af erfaringer.

Sådan føles det: Mine hedeture

Det er ikke ens, hvordan en hedetur føles. Jeg har ladet mig fortælle, at nogle bare får det varmt og så fordamper det, mens andre oplever det som jeg: At du kampsveder!

Jeg kunne svede på benene og på armene. Der var så at sige ikke noget sted på kroppen, hvor sveden ikke kom ud, og derfor er det en god idé at have ekstra tøj med og investere i ekstra sengetøj. For det skal skiftes. Ofte.

Det har virket for mine hedeture

  • Go with the flow: Når først en hedetur er startet, stopper den først, når den er færdig. Dit hår bliver vådt, dit tøj bliver vådt, og din makeup løber af. Ikke som hvis du stod i styrtregn, men nok til at du måske skal skifte bluse og lægge din makeup på ny. Hvis du som jeg har fint hår, så er det bare rigtigt handy med en hårtørrer.

  • Tag en lur: Hvis du som jeg bliver ramt af natlige hedeture, så bliver din søvn afbrudt mange gange. Tag en lur i løbet af dagen. Hvis ikke du kan nappe 15 minutter på dit arbejde, så gå ud, og få lidt frisk luft, og luk øjnene i et par minutter. Og tag så eventuelt luren, når du kommer hjem.
  • Sig det, som det er: Du kan aldrig vide, hvornår der kommer en hedetur. Jeg har oplevet at sidde til et møde med tre mænd, hvor den pludselig kom rullende. Jeg tog min vifte og bad dem åbne et vindue og sagde det, som det var. At jeg var i overgangsalderen og fik hedeture. Nej, det er ikke en særligt fed situation, men sådan er det at være kvinde. Længere er den ikke. Til gengæld bliver vi ikke skaldede. Hurra for det.
  • Medbring en vifte: Jeg havde min vifte med mig overalt. Hvis jeg var heldig, kunne jeg komme min hedetur en smule i forkøbet og vifte den væk. På en god dag. Ellers kunne den tage toppen af hedeturen.

Velkommen til overgangsalderen! 

“Jamen, du er da i overgangsalderen.” Den besked fik den 44-årige skribent og blogger Annamette Fuhrmann hos sin læge i maj måned i 2018.

Og da hun så havde sundet sig lidt og var gået godt i gang med at høste erfaringer og forklaringer, gik hun i gang med at dele dem med jer i Magasinet Liv.

Hendes klumme-række i bladet startede i november 2018 (nummer 11), og stoppede, indtil videre, i september 2019, (nummer 9).

Men selvfølgelig får og har du dem til tid og evighed her på Magasinetliv.dk! De guldkorn må og skal ikke gå til spilde. Dyk selv ned i Annamette Fuhrmannss univers, og du ved, hvad vi mener.

Læs for eksempel om hendes rutsjetur af hormoner, om det at have stress i overgangsalderen og om det at føle sig meget lidt sexet, mens overgangsalderen står på

Denne klumme er tidligere bragt i Magasinet Liv i februar 2019. Næste klumme bringes her på siden d. 4. september 2019.

Du vil (garanteret) også kunne lide