Annamette Fuhrmann (44)
- er mor til Kasper på 11 og Jeppe på 9 år.
- er skribent, blogger og freelancejournalist for Magasinet Liv.
Stress og overgangsalder, går de hånd i hånd? Det er svært at vide, fordi stress er så kompleks, og fordi du faktisk ikke ved, hvornår du træder ind i den begyndende fase af din overgangsalder.
Det er svært at vide, hvilke symptomer der hører til hvilken livsfase, og det er svært at navigere i, fordi nogle kvinder faktisk kan komme i tidlig overgangsalder netop på grund af stress. Det bilder jeg mig ind var det, som skete for mig.
Meget lang og kedelig historie kort så flyttede jeg tilbage til min hjemby for fem år siden, fordi jeg havde fået et job, som jeg meget gerne ville have. Det betød et farvel til København efter 20 år i byen.
Dernæst gik der to år med at jonglere et arbejdsliv med fuldt knald på, et pendlerliv med en times transport hver vej og en hverdag med to mindre børn. Så kom et huskøb med dertilhørende ombygning, og så kom en fyring på grund af nedskæringer. Og så kom en skilsmisse. Det ville være synd at sige, at der var overskud på den mentale konto efter den omgang.
Men det, jeg bemærkede, da jeg var flyttet fra mine børns far, var en stress, som jeg ikke havde mærket stress før. Den føltes pludselig mere dyb, mere forvirrende, mere pms-agtig, hvor følelserne gik meget op og tilsvarende meget ned.
Jeg har aldrig været typen, der blev depressiv og flyttede ind på en plade Marabou. Jeg har mere været den, der blev forvirret og mistede overblik, og hvis jeg skulle dulme mig med madvarer, var det med fedt og salt. Ikke sukker.
Jeg har heller aldrig kæmpet med overvægt eller yo yo-vægt, og de gange jeg har haft mervægt efter mine fødsler, har jeg kunnet smide det ved at træne mere og spise og drikke sundere.
Hvorfor virker det ikke!
Men det her var anderledes. Min krop tog på. Og tog på. Og tog på. Og ingen træning kunne få bugt med det ekstra lag sul. Jeg var træt og havde brug for enormt meget hvile, men fordi jeg havde været igennem alt det skrammel det foregående år, så havde jeg svært ved at vide, hvad jeg skulle gøre for at hjælpe mig selv.
Fordi. Alt det, jeg plejede at gøre, virkede ikke. Mere træning. Virkede ikke. Mere søvn. Virkede heller ikke rigtigt. Flere grøntsager. Virkede heller ikke. Bevægelse. Virkede heller ikke.
På et tidspunkt, og cirka et halvt år før jeg var hos min læge og fik taget den blodprøve, som kunne konstatere, at jeg var i overgangsalderen, blev jeg desperat. Mine pms-symptomer kunne nemt strække sig over to uger, og det i sig selv var meget stressende, fordi det eneste, der for alvor virkede, var massage, yoga, afspænding, kolde og varme bade og vand i store mængder.
Altså yogaretreats, spaophold og get away-ferier til Bali. En Spis, bed, elsk-livsstil, hvor du er 200 procent egoistisk og kun har dig selv og din egen selvudvikling at tage dig af. Ikke madpakker, forældreintra og børneopdragelse.
Det var enormt stressende at vide, hvad der virkede, men ikke at kunne finde eller opnå balancen. Det har været det værste ved den her overgangsalder indtil videre. At skulle revurdere alting.
Jeg har haft meget svært ved at omstille mig til nye rutiner og en ny slags krop og et nyt slags liv, og jeg aner ikke, hvordan de næste år kommer til at forløbe. Jeg har ikke noget Nem-ID til en anden hverdag i et andet liv, hvor stress og overgangsalder kun sker for min nabo.
Og det er godt sådan. For det er ikke synd for mig. Det her sker for alle kvinder. Jeg var bare så heldig at blive skilt og fyret og komme i overgangsalderen på én gang.
Redaktionen anbefaler også: Mænd går også i overgangsalderen: Her er tegnene
Okay, jeg lytter
Heldig? Læste du rigtigt? Ja, det gjorde du. For det var mit held, at så vilde livsændringer skete på én gang, for det var i virkeligheden det, der fik mig til at lytte. Så kraftigt skulle jeg råbes op for at skifte kurs.
Da mine hedeture tog til, og da jeg fik min læges ord for, at det var overgangsalder, startede jeg med at lytte. Jeg sørgede for at hvile mig, og jeg indså, at jeg var nødt til at tillægge mig nogle nye rutiner, og jeg indså, at jeg skulle have hjælp fra andre.
Jeg var nødt til at lære min krop at kende på ny, og den stress, der rumsterede, var jeg nødt til at bruge som et pejlemærke for, hvad jeg kunne overkomme.
Men før du kan det, er du nødt til at finde ud af, hvad den stress, du har boende i din krop, er for en størrelse. Min stress har manifesteret sig i et ekstra lag fedt. Og det har jeg haft meget svært ved at acceptere.
Jeg bryder mig ikke om, at alle andre kan se den ubalance, jeg har i min krop, og har jeg ikke bare væltet mig i kager og chips og rødvin? Nej, det har jeg ikke. Men jeg har heller ikke spist hensigtsmæssigt, og jeg stoppede i en lang periode med at bevæge mig, fordi jeg var så ukristeligt træt. Så jeg har spist for små måltider med for lidt næring, og min forbrænding er gået i stå.
Jeg kan slet ikke drikke alkohol, uden at min krop binder væske, og sukker gør mig deprimeret og får min krop til at binde endnu mere væske. Alt det ved jeg nu, og jeg er stoppet med at tage på.
Jeg har indset, at min overgangsalder kun lige er begyndt, og jeg aner ikke, hvornår den er slut. Derfor er det pinedød nødvendigt at lytte til det, min krop har brug for.
Det kan godt være, at min krop ikke ligefrem er mit tempel endnu. Men jeg har accepteret, at det er et hurlumhejhus med mange surprise parties. Og det er okay.
Det har virket for min stess
- Ro: Jeg har brugt mange kræfter på at forsøge at skabe ro. Har du stress i kroppen, vil du altid være klar til kamp og klar til flugt. Det er en super mekanisme, hvis du møder en sabeltiger, men dem møder du ikke mange af på vej til arbejde, og det er en skidt tilstand at rende rundt i til daglig. Så. Jeg har sat mig ned. Mange gange. Og trukket vejret ned i maven. Helt ned i maven.
- Meditation: Jeg var ikke fan af meditation før, men det er jeg nu. Jeg er ganske ny i den verden, så jeg kan ikke prale af at kunne sidde helt roligt i en hule i 365 dage. Men 30 minutter om dagen gør også underværker. Jeg ved ikke, hvordan jeg gør, men jeg sætter mig ned og trækker vejret og lukker øjnene og forsøger at nulstille mit sind.
- Dans: Jeg har fundet to danseformer, som virker på humøret. I hvert fald mit. Den ene kaldes Groove, og den er både livsbekræftende, let og giver dig sved på panden. Den anden hedder Dancing Yolates og er opfundet af en dansker. Det er en form for dansende yoga. Begge dele danser jeg hjemme i min stue.
- Mentorhjælp: Jeg går for tiden hos en mentor, og det har vist sig at være en rigtigt god hjælp for mig at have en træner på sidelinjen, som kan hjælpe mig med at rette ind og rette til og holde fokus på, at jeg går den rette vej for mig.
- At opsøge viden om overgangsalderen: Jeg er naturligt meget nysgerrig, men det virker at opsøge viden. Jeg har læst andres beretninger om overgangsalderen. Jeg har talt med min læge, jeg har talt med hormonlæger. Jeg har deltaget i to livsstilsforløb, som begge var givende, og jeg har talt med en del kvinder i mit netværk om deres erfaringer. Og jeg håber sådan, du kan bruge mine.
Velkommen til overgangsalderen!
“Jamen, du er da i overgangsalderen.” Den besked fik den 44-årige skribent og blogger Annamette Fuhrmann hos sin læge i maj måned i 2018.
Og da hun så havde sundet sig lidt og var gået godt i gang med at høste erfaringer og forklaringer, gik hun i gang med at dele dem med jer i Magasinet Liv.
Hendes klumme-række i bladet startede i november 2018 (nummer 11), og stoppede, indtil videre, i september 2019, (nummer 9).
Men selvfølgelig får og har du dem til tid og evighed her på Magasinetliv.dk! De guldkorn må og skal ikke gå til spilde. Dyk selv ned i Annamette Fuhrmannss univers, og du ved, hvad vi mener.
Læs for eksempel om Annamettes rutsjetur af hormoner.
Denne klumme er tidligere bragt i Magasinet Liv i december 2018. Næste klumme bringes her på siden d. 23. august 2019.
