Annamette Fuhrmann (45) er mor til Kasper på 12 og Jeppe på 9 år. Hun er skribent, blogger og freelancejournalist for Magasinet Liv.
Selvfølelse er en sjov størrelse, når du er i overgangsalderen. Nogle dage er toppen af poppen. Andre dage er røven af fjerde division.
Lige nu er jeg inde i en periode, hvor jeg efter fem måneders pause igen fik menstruation og nu har en fornemmelse af, at jeg er på vej mod en pause igen. En pause, der betyder hedeture i stedet for at menstruere.
Jeg kan mærke, at min krop har dage med vilde pms-symptomer, men de går i sig selv igen efter et par dage. Som om min krop prøver at genoplive menstruation, men ikke kan. Og det er jo i virkeligheden også det, der sker.
Jeg er træt og bliver hurtigt fysisk udmattet, og dagene har det med at flyde sammen. Jeg bliver spontant ked af det, for så at blive opstemt og herligt tilfreds timen efter. Jeg græder lettere. Også over de nuttede videoer af kæledyr.
Jeg har med andre ord transformeret mig til at være hende tanten i familien, der altid er lidt grådlabil, klonet med 50 procent Maude fra Matador, hvor jeg simpelthen lige er nødt til at gå op og lægge mig, når livet presser sig på.
Uoverkommeligt!
Jeg er skilt og bor med mine børn i en syv-syv-ordning, og det rimer på rutiner. Og rutiner er gode. Især i en overgangsalder. Men det er ikke altid, at mine rutiner passer ind i en syv-syv-ordning, og det kan godt gøre mig træt.
Lige for tiden sover jeg let og vågner klokken cirka tre hver nat og kan derefter ikke finde ro eller falde i søvn igen. Jeg falder så ofte i søvn igen klokken fem, hvorefter mit vækkeur ringer klokken seks. Jeg står op og er hurtigt frisk til morgenræset og er derefter super effektiv til klokken 11. Hvor jeg er ved at falde død om af træthed.
Nogle dage kan jeg sove en times tid. Og derefter er jeg frisk til klokken 20, hvor jeg så igen er ved at falde død om af træthed. Det passer fint med børnenes sengetider, men fordi tingene nogle dage går i sneglefart, så er jeg ofte bagud med hverdagens opgaver, og det betyder så, at mit hjem kommer til at ligne en krigszone med nullermænd.
Og når først mine børn snorker sødt under dynen, så føler jeg mig, og ligner sikkert også, Gollum fra Ringenes Herre. Og at tæmme den vask, jeg satte over om morgenen, er komplet uoverkommeligt.
Hvordan føler man sig så? Lidt som en lortemor og lidt som en lorteperson. Andre er måske mere ligeglade, men jeg bliver flov over, at jeg i så ringe grad overkommer de praktiske ting. Eller livet i almindelighed.
Jeg er ikke deprimeret. Alle dage er ikke ens og uden energi, men når de er, så rammer hormonerne som en hammer, og det er virkelig en balance, som jeg stadig ikke mestrer. Jeg er 45 år, men det er 200 år i overgangsalderår. Sådan føles det i hvert fald.
Så hvad gør man så? Når man godt ved, at det her er et livsvilkår i en ukendt mængde år. Hvad gør man så med selvfølelsen?
Jeg er begyndt at finde mig selv på ny. Finde den udgave af den kvinde, som jeg nu skal leve med. Hun skal blandt andet være bedre til at lytte til sin krop. Holde sine rutiner og sin træning. Være lidt mere blid mod sig selv og ikke gokke sig selv for meget i nødden. Hun skal huske at slappe af og holde pauser. Især mentale pauser.
Redaktionen anbefaler også: Mænd går også i overgangsalderen: Her er tegnene

Pjæk!
Min selvfølelse er anderledes, end den var for nogle år siden. Der skal noget andet til. For når du er i overgangsalderen, så skrider selvfølelsen.
Det er enormt svært at mærke, hvad der er hvad. Er jeg vred, ked af det, sur, deprimeret eller bare træt? Er jeg glad, lykkelig, selvsikker eller tilfreds? Selvfølelse er at kunne mærke sig selv og at reagere på den selvfølelse.
Jeg har i lang tid haft en forsinket reaktion på mine følelser. Som om de skal igennem en maskine, en slags samlebånd, inden de popper ud i virkeligheden. Først der kan jeg kigge på dem, smage på dem og se, hvad de er for nogle størrelser.
I det hele taget kan det være forbandet at føle så mange følelser hele tiden. Der er meget mærken efter i overgangsalderen, og en gang imellem bliver jeg selv ret utålmodig og har lyst til at råbe: ‘Fuck det lort! Find en anden at være hormonel på!’. Find en anden at gøre træt og udmattet.
Så til dig, der er i overgangsalderen, eller dig, der skriver noter til din kommende hormonrejse: Tag fri fra din overgangsalder. Det er mit bedste råd, som du ikke har bedt om, men som du får alligevel.
Hold en pjækkedag fra følelser, hormoner, hedeture og svedeture. Du aner ikke, hvor lang tid din overgangsalder varer, så du kan lige så godt tage styringen på din selvfølelse fra starten, og den selvfølelse har brug for en pjækkedag og nogle gange også ferier.
For heldigvis har overgangsalderen ikke et pas, så den kan ikke komme med over grænsen, hvor du sidder fornøjeligt og drikker en sjus og spiser en bøf og blæser på det hele!
Redaktionen anbefaler også: Test dig selv: Er du på vej i overgangsalderen?
Sådan føles det! Min selvfølelse
Min selvfølelse er en følelse af at kunne mærke, hvad jeg føler. Følelserne sidder i kroppen, ikke i hovedet, så lyt ikke altid til din manipulerende hjerne.
Samtidig kan din selvfølelse være svær at få øje på, når din krop transformerer, og det er okay. En teenager kan heller ikke forklare, hvorfor hendes forældre pludselig er så kedelige og dumme at høre på. Det er de bare.
Det har virket for min selvfølelse
- Blidhed: At være blid mod mig selv er en af de bedste ting, jeg har gjort for mig selv i denne periode. Kroppen er ofte på overarbejde, og du skal hjælpe den. Smør dine hænder ind. Tag et fodbad om aftenen. At være i overgangsalderen kan være meget stressende, så det er rigtigt rart at indføre nogle blide ritualer for dig selv.
- Find din kvindelighed: Uden at der skal gå spelt i den, er det alligevel fint at grave den kvindelighed frem, du kan. Dit bindevæv er under pres, dine led kan blive stive, dine slimhinder tørrer ud, og for mit vedkommende kom der også 20 kilo med i købet. Så nej, jeg kan ikke lige hoppe i mine stramme jeans, der ellers giver mig god røv og godt selvværd. Derfor må jeg finde alternativer. En rød lak kan redde meget. For mig.
Reagér på din følelse: Selv om overgangsalderen er et cirkus af følelser, så tag dig tid til at mærke det, du føler. Og sig det højt, så du adresserer det. Du behøver ikke råbe af ham, der gik ind foran dig i Føtex, men måske kan du gøre det, når du kommer ud i bilen?
Hold kæft og vær smuk: En gang imellem er det også fint nok bare at holde sin kæft, når følelserne raser. Og bare være i det. Fortæl dig selv, at du er smuk og dejlig. Din hedetur er forbipasserende. Dit raserianfald er forbipasserende.
Træk vejret: No further comments.
Velkommen til overgangsalderen!
“Jamen, du er da i overgangsalderen.” Den besked fik den 44-årige skribent og blogger Annamette Fuhrmann hos sin læge i maj måned i 2018.
Og da hun så havde sundet sig lidt og var gået godt i gang med at høste erfaringer og forklaringer, gik hun i gang med at dele dem med jer i Magasinet Liv.
Hendes klumme-række i bladet startede i november 2018 (nummer 11), og stoppede, indtil videre, i september 2019, (nummer 9).
Men selvfølgelig får og har du dem til tid og evighed her på Magasinetliv.dk! De guldkorn må og skal ikke gå til spilde. Dyk selv ned i Annamette Fuhrmannss univers, og du ved, hvad vi mener.
Læs for eksempel om, hvor (lidt) sexet Annamette føler sig i overgangsalderen, om det at få stress af sin overgangsalder og om at have en krop, der ikke hører efter.
Denne klumme er tidligere bragt i Magasinet Liv i maj 2019. Næste klumme bringes her på siden d. 28. september 2019.