Annamette Fuhrmann overgangsalderklumme
Annamette Fuhrmann. © Anne Kring

Overgangsalderklumme: Hvor sexet jeg føler mig?

Det der med at føle sig sexet har ændret sig for Annamette Fuhrmann, siden hun kom i overgangsalderen. Eller hun har sjældent været så opmærksom på, hvad det betyder for hende

23. august 2019 af Annamette Fuhrmann

Annamette Fuhrmann (45)

  • er mor til Kasper på 11 og Jeppe på 9 år. 
  • er skribent, blogger og freelancejournalist for Magasinet Liv.

Overgangsalder er ikke sexet. Sætningen sex og overgangsalder er heller ikke helt vildt spændende. 

Det er muligt, at nogle selvhjælpstyper og yogadamer (hej, fordom) kan få noget sexet ud af at være i ét med den nye krop og finde en sexet indgangsvinkel til dalende østrogener og begyndende persienner ned ad lårene, fordi hudens elasticitet forringes, men jeg føler mig udfordret på det punkt.

Faktisk var jeg nødt til at holde ind til siden og klamre mig til rattet, den dag jeg kørte hjem fra min læge efter at have fået beskeden overgangsalder på min blodprøve.

Hvorefter jeg noterede mig, at mine hænder pludselig lignede gamle knoglede hænder med leverpletter. Og jeg så en film af mig selv for mit indre blik som den gamle dame med blå tænder, der i et desperat forsøg på at indhente den tabte ungdom havde iført sig en lidt for stram leopardbuks og bryster, som ikke længere kunne holdes oppe af en push up-bh, men måtte rulles op.

Jeg ved godt, at jeg skal klappe kaje med min klynken, for jeg er stadig forholdsvis ung og viril. Men at være midt i 40’erne og så miste det hormon, som kan sørge for, at jeg kan blive gravid, og måske også miste lysten til sex, det synes jeg altså er alvorligt nok!

Dufter jeg anderledes?

I Sex and the City-filmen nummer to er Samantha kommet i overgangsalderen, og vi følger hende nøje på hendes vej for at undgå de værste gener. Hun spiser kosttilskud morgen, middag og aften, og hun smører sig med hormoncremer. 

Desværre får hun taget alle disse ting fra sig, da hun arriverer i Dubai og skal igennem tolden. Hun går i panik. Især da hun møder en ret lækker mand, hun gerne vil i lag med, og så ikke kan føle noget “dernede”. 

Det går dog over, og hun ender naturligvis med at knalde med den lækre mand på kølerhjelmen af en bil. Hun er blevet liderlig igen. Alt er godt. Og ja, Samantha er en all time-karikatur af det gode sexliv, men jeg føler med hende, for jeg er endnu ikke stødt på noget ved denne overgangsalder, der er sexet. 

Gid der var. Eller jeg var. Gid jeg lige steg lidt i graderne, fordi jeg er kommet i overgangsalderen. Gid jeg var hende, Christopher synger om, når han synger: “Hey there, sexy lady”. Gid jeg i det mindste fik et hormon i medgift, som gav mine kinder naturlig glød hele tiden!

Der er også det ved det, at mænd kan blive ved med at producere børn, til de falder døde om. Det kan vi ikke. Vi bliver de gamle damer, der må vige for ungdommens æggestokke.

Jeg så engang en udsendelse, hvor en forsker i neurologi udtalte sig om, at vi ofte kan dufte, om vi vil have sex med en partner eller ej. Og de kvinder, der tager p-piller, har faktisk en nedsat evne til at dufte, hvilken partner de skal vælge som partner til deres kommende børn. 

Gad vide om det også forholder sig sådan med os kvinder i overgangsalderen. Eller rettere mændene omkring os?

Jeg ved godt, at man ikke kan se det på os – at vi er i overgangsalderen. Men tænk, hvis vi dufter af portvin og pudderdåse, så mændene går i en stor bue udenom? Det er jo en katastrofe. Selv om vi er færdige med projekt ‘nu skal vi lave børn’, så er vi da ikke færdige med at ville have sex!

Redaktionen anbefaler også: Test dig selv: Er du på vej i overgangsalderen?

Annamette Fuhrmann overgangsalderklumme
“Overgangsalder er ikke sexet”© Anne Kring

I mit hoved

Helena Rubinstein har engang udtalt, at der ikke findes grimme kvinder, kun dovne, og det mærker jeg helt present nu. Det der med at kunne tulle rundt i en blød buks og et par uldsokker og stadig være sexet, det skal jeg altså anstrenge mig en smule for at være.

I hvert fald hvis jeg spørger mig selv. For jeg ved jo godt, at alt det her kun er noget, der foregår i mit hoved. Jeg er jo ikke spedalsk eller skal gå rundt med et badge, der fortæller omverdenen, at jeg er kommet i overgangsalderen. 

Men jeg tænker meget over det hver dag. At jeg simpelthen ikke vil falde i gryden og blive en af de kedelige overgangsaldertyper, som lige pludselig elsker en Ecco-sandal med velcroremme.

Damerne i min familie var og er velholdte damer, som går med læbestift og neglelak. Sådan en vil jeg også være, når jeg bliver gammel.

Indtil videre har jeg tendens til at være den lettere dovne type. Og sådan vil jeg også gerne blive ved med at have det, men min opmærksomhed om det at føle mig sexet er skærpet en del, siden jeg kom i overgangsalderen. 

Jeg håber, at min manglende sexlyst, hvis den skulle indtræffe, går hånd i hånd med en ny interesse for stramaj og glæden ved at læse en god bog, men jeg håber simpelthen ikke, at den forsvinder, før jeg er klar til det. Og det er jeg altså ikke endnu!

Overgangsalderen har ingen rituel fejring, men måske burde vi holde en fest for at fejre, at vi stadig er kørende i vores sind og kroppe, og at vi har lige så meget ret til at være her som de unge?

For vi ved jo udmærket godt, at det på nogle punkter går ned ad bakke, men måske skulle vi også glæde os over, at mange ting også føles som en stor optur?

Nemlig at vi hviler mere i vores kroppe og derfor kan nyde sex noget mere. Om der er en delle eller to, der stikker ud, herregud, det betyder mindre.

Der kommer også mere ro i sindet med overgangsalderen, og hvem har egentlig sagt, at ro i sindet ikke er mega sexet?

“Happiness is an inside job”, lyder et citat. Sådan synes jeg også, det er med at føle sig sexet. Og særligt i overgangsalderen.

Det har virket for min følelse af sexet

  • Vær forfængelig: Med alderen kommer en større ro. Vi behøver ikke stå på en bar og spekulere over, om der nu er en mand, vi kan få børn med. Nyd, at du har den ro, og nyd at pleje dig selv. Med at være forfængelig mener jeg ikke, at du behøver at sidde i dit stiveste puds hver dag, hvis posten skulle komme med en pakke, men plej din hud, smør dig i en god olie eller creme, giv dig selv noget velvære.
  • Tag et billede: De store hormonforandringer kan påvirke din mentale tilstand en del, og din kropsform kan komme til at se lidt anderledes ud. Ligesom det er sket for mig. Kig dig selv i spejlet, og tag måske et billede af dig selv. Jeg tror, du vil opdage, at det slet ikke er så slemt, som du går og tror. Ligesom mig. Og hvis du ikke bryder dig om dit spejlbillede, så gælder den regel, at du mindst en gang om dagen skal sige til dig selv, at du elsker dig selv. Du bliver, hvad du siger.

  • Elsk (med) dig selv: Du har retten til et godt sexliv, og hvis du ikke har en partner eller en fast elsker og oplever, at der er lidt langt mellem sex, så elsk med dig selv. Orgasmer frigiver nogle gode, livgivende hormoner, og dem fortjener du. Desuden er orgasmer med til at vedligeholde muskulaturen i dit underliv.
  • Hjælp det, der kan hjælpes: Hvis ikke du har det selv, må du altså godt låne det. Synes du, dine øjne er blevet rynkede og små, kan det være, du skal investere i nogle falske øjenvipper. Måske har du ændret kropsform og skal have hjælp af en stylist for at finde en ny stil til din nye figur. Jeg synes ikke, vi skal være så bange for at få hjælp. Heller ikke til det her, hvis det kan gøre den gode forskel.
  • Acceptér det, der skal accepteres: De mest sexede mennesker er nemlig stadig dem, der hviler i sig selv.

Redaktionen anbefaler også: 8 ting, du gerne vil vide om din overgangsalder

Velkommen i overgangsalderen! 

“Jamen, du er da i overgangsalderen.” Den besked fik den 44-årige skribent og blogger Annamette Fuhrmann hos sin læge i maj måned i 2018.

Og da hun så havde sundet sig lidt og var gået godt i gang med at høste erfaringer og forklaringer, gik hun i gang med at dele dem med jer i Magasinet Liv.

Hendes klumme-række i bladet startede i november 2018 (nummer 11), og stoppede, indtil videre, i september 2019, (nummer 9).

Men selvfølgelig får og har du dem til tid og evighed her på Magasinetliv.dk! De guldkorn må og skal ikke gå til spilde. Dyk selv ned i Annamette Fuhrmannss univers, og du ved, hvad vi mener.

Læs for eksempel om Annamettes rutsjetur af hormoner eller stress af overgangsalderen

Denne klumme er tidligere bragt i Magasinet Liv i januar 2019. Næste klumme bringes her på siden d. 1. september 2019.

Du vil (garanteret) også kunne lide