Annamette Fuhrmann (45) er mor til Kasper på 12 og Jeppe på 9 år. Hun er skribent, blogger og freelancejournalist for Magasinet Liv.
Dette er min sidste klumme om min overgangsalder i vores Magasinet Liv. Og fra det hele startede i maj 2018, hvor jeg kørte hjem fra lægen med beskeden om, at jeg var gået i overgangsalderen, og til i dag, kan jeg tørt konstatere, at det nok er et af de vildeste år, jeg har prøvet at være i!
Jeg har aldrig før så tydeligt mærket et behov for at nulstille. Som i: Totalt nulstille alt, hvad jeg havde gang i.
Pms i 14 dage!
Problemet med mig er, at jeg har en ret stærk vilje. Jeg er også enormt stædig. Jeg mødte dog min overmand. Overgangsalderen.
Jeg prøvede at kæmpe imod den i et godt stykke tid, men den var for stærk til, at jeg kunne gøre andet end at overgive mig.
Hvilket jeg så gjorde, og hvorefter jeg så troede, at jeg ville få en åbenbaring. En fornemmelse i maven, for hvad var det nu, jeg skulle gøre nu, hvor jeg sad med hedeture i den ene hånd og tanken om at begynde på hormoner i den anden. What to do?
Som altid, når min krop prøver at fortælle mig noget, tror jeg, at jeg kan tænke mig fra det. Derfor købte jeg et 21-dages kursus fra en amerikansk gurutype, og det satte jeg i gang. Og det var også superfedt. Min hjerne elskede de øvelser, vi skulle lave, og jeg har aldrig skrevet så meget dagbog.
Men i min iver for at finde mit nye jeg, glemte jeg min krop imens. Den hang ligesom bare og dinglede under mit hoved og prøvede at følge med alle de nye tanker, jeg gjorde mig.
Problemet er bare, at overgangsalder er enormt fysisk. Din krop ændrer sig. Dit humør ændrer sig. Du sveder. Du bliver træt. Du bliver modløs. Du bliver også glad og kan finde energi som en anden og vis kanin. Men du ved aldrig helt, hvornår hvilket humør fylder, hvis du ikke selv tager styring på det.
Jeg tror, det tog mig rundt regnet syv måneder, før jeg fattede, at intet af det, jeg plejede at gøre, virkede længere. Der skulle noget helt andet til, og jeg var ved at gå agurk over, at jeg ikke vidste hvad.
Jeg kunne opleve pms-perioder, der varede helt op til 14 dage, men jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, om det var min overgangsalder, eller om det var min pms. Min menstruation kom jo igen efter syv måneders intense hedeture dag og nat, men jo ikke, som den plejede.
Nu var det styrtblødning, og som ved et trylleslag forsvandt den igen, og der kunne gå op til tre måneder, før den kom igen. Og jeg har ingen idé om, hvornår det stopper helt.
Redaktionen anbefaler også: Overgangsalderklumme: En rutsjetur af hormoner

Ctrl-Alt-Delete
Mit vendepunkt kom i januar i år. Jeg havde måttet sige min lejlighed op for at flytte et andet sted hen, men 10 dage før jeg skulle flytte ind, gik det i vasken. Her stod jeg. På et lager i Horsens og fik beskeden.
Jeg fik en hedetur med det samme. En række livsbegivenheder havde de foregående to år givet mig temmelig mange udfordringer, og det her toppede det hele. Jeg er nemlig selvstændig, og at stå med to børn, uden bolig og uden fast indtægt, det var lige spændende nok.
Her var det så, jeg mødte det hemmelige hormon: Ctrl-Alt-Delete-hormonet. Kender du det ikke, så lad mig fortælle dig, hvad det går ud på.
Det går ud på, at du skal nulstille dit system. Ikke kun din krop, men også dine rutiner. For med overgangsalderen kommer et helt nyt sæt hormoner, og dem skal du lære at kende og have sat i system.
Det værste, jeg gjorde, var nemlig at overhøre det. Så. Jo før jo bedre. Kan du godt begynde at øve dig på. Skal du ændre dine sovetider? Skal du ændre din kost? Skal du ændre din træning? Skal du ændre din hverdag? Hvordan kan du indrette dig, så du tilgodeser den overgang, din krop er midt i?
Gør, hvad din krop beder dig om. Det kan tage noget tid at finde ud af, så gør dig selv den tjeneste at begynde allerede i dag. Ikke fordi du skal bruge din overgangsalder som en undskyldning eller en sovepude, men brug den effektivt!
Få det bedste ud af dine nye hormoner. Få det bedste ud af den overgangsrite, du er i. Hold en fest, og overgiv dig. Lettere sagt end gjort, I know, men du kan alligevel ikke gøre andet.
Jeg vil sige dig tak, hvis du har læst med i mine klummer, og jeg vil give dig et velmenende dunk i ryggen, hvis du som mig er i din overgangsalder.
Damer i overgangsalderen fortjener røde løbere, hvorend de går. Så på med de store solbriller og derudad. Du er sej, og din krop er sej. Held og lykke på din rejse.
Vi ses!
Så hvis jeg må opsummere: Det har indtil videre virket i min overgangsalder
- Kend din kost: Jeg skal virkelig være disciplineret hvad angår min kost. Drikker jeg alkohol, binder jeg væske med det samme. Spiser jeg sukker, får jeg en hedetur og binder væske. Så jeg er nødt til at holde min kost så ren og sund som muligt, og jeg har endnu til gode at synes, at det er træls. Det er faktisk ret befriende at vide, at hvis jeg synder, så kender jeg konsekvensen. Derfor har jeg stjålet en sætning fra en veninde: “Er det her kalorierne værd?”. På den måde kan du nyde dine sweet-treats, som jeg ikke vil undvære. Men nu er de et tilvalg. Ikke en tilfældighed.
- Hop, spræl, dans!: Min overgangsalderkrop kunne ikke det, den plejer at kunne, så derfor har jeg skullet eksperimentere udi, hvilken form for træning der nu virker. Prøv ikke at lægge dig fast på noget på forhånd. Hvis du kan lide at danse, så dans. Gå ture. Træn med kettlebells, eller træn med en elastik, mens du alligevel sidder på din flade. Få lagt et træningsprogram, som passer til dig og dit humør, og lyt, lyt, lyt til din krop. Motion skal være sjovt, og din motivation skal ikke være at tabe dig, den skal være at investere i din alderdom. Du har brug for muskler til at holde på dit skelet, og jo mere du holder din krop ved lige, jo større chancer er der for, at du nyder at være i den.
- Måske kosttilskud: Der er et hav af produkter, du kan tage, men de kan ikke stå alene. Der er ikke en enkelt pille, der gør hele arbejdet. Det er en kombination af kost, træning og kosttilskud. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg kan godt anbefale flere produkter, men det vil jeg lade andre om, for det, der virker for mig, virker måske ikke for dig, så her skal du altså selv søge viden og eksperimentere. Jeg har i lang tid været glad for ekstra B-vitamin og magnesium, og jeg tager også andet, men jeg er stadig selv i en eksperimenterende fase.
- Grin dig til accept: Gu’ gider du da røv acceptere at svede som en gris, opføre dig som en sulten sabeltiger eller føle dig mere pms-ramt, end verden kan rumme! Men det er altså bare sådan, det er. En hurtig vej til accept er, at du griner lidt af det hele. Og synes du ikke, der er meget at grine af, så find det. Gå på YouTube, og søg på alle de videoer, du kan, der kan få dig til at grine. Dine hormoner vil danse breakdance af glæde, hvis du får frigivet noget serotonin.
- Selvplejet er velplejet: Jeg siger ikke, at vi allesammen skal ligne en, der skal til fest, men en velplejet hud, et velplejet hår og tøj, der klæder dig, kan gøre en verden til forskel. Jeg opgraderer med tilkøbt sommerkulør – altså spraytan – neglelak og mine elskede dyre og flotte læsebriller. Det virker for mig, når alder og overgangsalder kan finde på at tynge til den negative side.
Velkommen til overgangsalderen!
“Jamen, du er da i overgangsalderen.” Den besked fik den 44-årige skribent og blogger Annamette Fuhrmann hos sin læge i maj måned i 2018.
Og da hun så havde sundet sig lidt og var gået godt i gang med at høste erfaringer og forklaringer, gik hun i gang med at dele dem med jer i Magasinet Liv.
Hendes klumme-række i bladet startede i november 2018 (nummer 11), og stoppede, indtil videre, i september 2019, (nummer 9).
Men selvfølgelig får og har du dem til tid og evighed her på Magasinetliv.dk! De guldkorn må og skal ikke gå til spilde. Dyk selv ned i Annamette Fuhrmannss univers, og du ved, hvad vi mener.
Læs for eksempel om Annamettes stress af sin overgangsalder, alle hedeturene, om at tage sin overgangsalder med på arbejde og om alle Maude-dagene.
Denne klumme er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. august 2019 og er, indtil videre, den sidste klumme i rækken.