Sofie Jørgensen (50)
- er single.
- er tolk.
Sofie Jørgensen er færdig med at indrette sig efter folk, der synes, at hun er for meget. Hun gider ikke ligge under for tabuiseringer. Heller ikke dem, der vedrører overgangsalderen.
For nylig ironiserede hun i et Facebook-opslag over, hvordan hun havde troet, at hun havde tændt for varmen i sit bilsæde og så opdaget, at varmen kom fra hende selv. Det kom der tre reaktioner på:
En “too much info”-kommentar, en ked af det-smiley og en privat besked fra en, som syntes, at hun var modig at skrive om sin overgangsalder.
“Men hvad er det lige, der er så forfærdeligt eller modigt der? Det er overgangalder, jeg skriver om! Ikke en psykisk lidelse. Overgangsalder er naturligt og noget, alle kvinder skal igennem. Vi kan opleve det forskelligt og på forskellige tidspunkter.
Men vi kan ikke undgå den. Det er det samme med menstruerende kvinder, der gemmer deres bind i ærmet, når de skal på toilettet. Hvorfor skal det også være et tabu?”
Ubelejlige gener
Selv mærkede Sofie de første tegn på overgangsalderen for tre-fire år siden. Først kom hedeturene. Ikke altid lige belejligt.
“Jeg har haft så kraftige hedeture under en tolkning, at jeg kunne mærke, sædet blev helt vådt under mig, og det lignede, at jeg havde tisset i bukserne, da jeg rejste mig.
Det er irriterende, ligesom det generer mig, at min kropslugt har ændret sig. Jeg går ikke så meget op i, hvad andre tænker, men jeg kan ikke selv vænne mig til min nye lugt.”
Overgangsalderen har også påvirket Sofies søvn. For tiden skal der ingenting til at forstyrre den.
“Min døgnrytme fucker virkelig op, og det gør min menstruation også. Det er lidt som at være 14 år igen. Jeg ved aldrig, hvornår den kommer, og om det er Bagdadversionen. Nogle gange har jeg haft den der murren i maven og tænkt: Nå, det er i dag. Og så er der gået en hel måned.
Det er også, som om jeg kan mærke mine ægløsninger mere end nogensinde. Der kan gå længe imellem, men de er blevet mere markante. Jeg har hørt, at der sker en hormonel opblussen, når det hele er ved at rinde ud, og jeg oplever, at mænd holder døre for mig.
Det er sjovt at observere, at min krop helt biologisk siger: ‘Fuck af de herrer’ og andre gange: ‘Skynd jer, det er sidste chance!’.”
Ingen børn før lukketid
Sofie har ikke fået børn og har heller ikke tænkt sig at rykke på en eventuelt forøget fertilitet, her lige før lukketid.
“Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide børn og ikke har drømt om at få børn. For det har jeg. Jeg har altid haft det godt med børn, og jeg er tæt på min brors. Men efter et kuldsejlet ægteskab i mine 20’ere og nogle dårlige oplevelser med mænd i begyndelsen af mine 30’ere, opgav jeg drømmen om at få børn. Jeg tror, jeg tænkte: Det bliver ikke godt. Det bliver ikke, som jeg vil have det.”
'Fuck dig'-attitude
Lige nu har Sofie stadig til gode at kunne lægge bind og prævention på hylden. Men hun kan glæde sig over, at varmeregningen er blevet mindre, og at hun har fået en større ‘fuck dig’-attitude.
“Det sidste er en stor befrielse, og jeg kunne godt tænke mig endnu mere af den. Jeg er stadig forfængelig og bruger makeup, og jeg kan godt ærgre mig over en bums på næsen, hvis nu jeg møder en lækker fyr.
Men jeg er ikke på samme måde pinligt berørt, hvis jeg er gået hjemmefra uden at have barberet ben. Jeg er mere ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Jeg bliver smigret, hvis jeg får komplimenter af en mand, jeg kan lide, men jeg gider ikke tage hensyn til skrøbelige egoer, som kommer med invitationer, de synes, jeg skal være taknemmelig for.”
Jeg er jo ikke den eneste!
Sofie er stadig ret blufærdig, men hun ligger ikke længere under for det og kan i modsætning til for 10 år siden finde på at bryde ind i folks samtale. Senest skete det i en sauna i en svømmehal, da hun overhørte en samtale mellem to helt unge teenagepiger, hvor den ene var ked af sin krop.
“Der brød jeg ind og fortalte hende, hvor fin hun var.”
Sofie er også begyndt at fortælle åbent om, at hun skriver. Siden hun var syv-otte år gammel, har hun skrevet, til skrivebordsskuffen. Det gør hun fortsat, men i dag tør hun sige det højt og dyrke det åbenlyst. Hun tager på skriveophold og på skrivehøjskole, og hun har læst sine tekster op for andre, selv om hun bestemt ikke er vild med det.
“Jeg vil gerne stå ved, at jeg skriver. Jeg må godt! Også selv om det ikke kandiderer til Nobels litteraturpris, og jeg ikke har tænkt mig, at nogen skal læse det. I det hele taget har jeg oplevet, at jeg har turdet stå lidt mere ved mig selv, efter at jeg er trådt ind i overgangsalderen.
Det er svært at pege på årsagen. Overgangsalderen er ikke slutningen, men en af livets store overgange. Ligesom puberteten var det. Dengang var alt forfærdeligt, fordi jeg troede, alting handlede om mig. At jeg var den eneste.
Nu tænker jeg: Herregud, jeg er ikke det første menneske, der er kommet i overgangsalderen. Og jeg er ikke det første menneske, der skriver. Det giver en større sikkerhed at kunne se sådan på det, og det er den vigtigste erfaring, overgangsalderen har bragt med sig. Indtil videre.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. november 2019.
