Kvinde for træt til sex
© iStock

Ny undersøgelse viser, at mere søvn giver dig et bedre sexliv

“Skat, jeg er for træt”-sætningen er rent faktisk ikke en dårlig undskyldning, viser den nye undersøgelse. Søvn er nemlig virkelig vigtigt, når det gælder sexlysten (og nydelsen)

17. februar 2017 af Maria Clara Iuel

Du kender det sikkert. Klokken er blevet sengetid, og din søde mand lægger op til lidt hygge, men du orker ikke at gøre noget seriøst ved det. Du undskylder med, at du er for træt, og I ender med at lægge jer til at sove hver for sig. 

Hvis du kan nikke genkendende til scenariet, er du med garanti ikke den eneste, og nu viser en undersøgelse, at søvn rent faktisk er essentielt for, at vi kvinder har lyst til sex. 

Undersøgelsen er lavet af North America Menopause Society (NAMS) i USA, og intet mindre end 93.000 kvinder har deltaget. Kvinderne var alle i alderen mellem 50 og 79 år, så undersøgelsen har altså fokus på kvinder i overgangsalderen. 

Resultatet af undersøgelsen var tydeligt – jo bedre du sover, desto mere sexlyst har du. Undersøgelsen viser altså, at en god nattesøvn kan være med til at booste dit sexliv, og samtidig gør undersøgelsen det helt legalt at bruge undskyldningen “Jeg er for træt, skat”.

Søvnproblemer i overgangsalderen

Det interessante i undersøgelsen er blandt andet, at der er en sammenhæng mellem varigheden af søvnen og den seksuelle lyst hos kvinder i overgangsalderen. Hvis du sover mindre end 7-8 timer om natten, har du mindre lyst til sex, så det er jo bare endnu en god grund til at passe dine sengetider.

Ifølge forskerne lider mange kvinder i overgangsalderen af søvnløshed, men der findes heldigvis effektive behandlingsmuligheder, som kan afhjælpe søvnforstyrrelserne – og dermed også give dig sexlysten tilbage. En af løsningerne er hormonterapi, som kan være med til at give dig en bedre søvn (og du kan i øvrigt blive klogere på hormon-junglen lige her) 

Søvn kan øge nydelsen 

Vi har altså slået fast, at dårlig søvn betyder, at sexlysten bliver mindre, men rent faktisk bliver nydelsen også ringere. Undersøgelsen viser dog, at selvom kvinders nydelse af det seksuelle samvær var nedsat, når de ikke fik nok søvn, så havde de ikke mindre sex af den årsag. 

Men hvis du gerne vil have både mere lyst til sex og mere nydelse, er det altså vigtigt, at du tager din nattesøvn seriøst – og husk: Sex er både dejligt OG sundt!

Du vil (garanteret) også kunne lide