Moden kvinde i hvidt tøj
Du kan give din krop og dine gener en håndsrækning med naturlige tilskud.© Getty Images

7 naturlige tilskud, der giver en håndsrækning til din krop i overgangsalderen

Din krop er vant til store mængder østrogen, så selvfølgelig forstyrrer det, når kroppen producerer mindre. Du kan give din krop og dine gener en håndsrækning med disse naturlige tilskud.

11. januar 2021 af Gitte Høj

Kroppens hormonproduktion sætter bremsen i, når du kommer i overgangsalderen, og det skal jo kunne mærkes, ikke? Men der er også en masse, du kan gøre for at lindre generne. Og meget af det er helt naturligt. Husk, at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Men en vifte af muligheder, som du kan plukke fra – som listen over 7 nyttige naturlige stoffer her.

1. Rødkløver – planteøstrogenernes dronning

Rødkløver er et potent planteøstrogen. Det indeholder østrogenlignende stoffer, kaldet isoflavoner. Planteøstrogener inddeles i isoflavoner, lignaner og coumestaner. Hørfrø indeholder for eksempel lignaner, som på samme måde kan indvirke gunstigt på dine overgangsaldergener.

Planteøstrogen afhjælper dine overgangsaldergener ved at efterligne det rigtige østrogen og erstatter det, som du ikke længere har så meget tilbage af. Der er forsket i rødkløver og dens indvirkning på de gener, mange oplever i overgangsalderen, og man har i flere patientforsøg set, hvordan rødkløver har en positiv effekt på hedeture og humørsvingninger.

Senest har man ydermere i patientforsøg fundet, at det fermenterede rødkløverekstrakt, som Herrens Mark laver, også kan bremse en afkalkning af knoglerne. Hvilket er ret gode nyheder, da det er noget, der tager fart i forbindelse med overgangsalderen.

Hvad gør jeg?

Du kan drikke rødkløver som te, og du kan bruge de tørrede blade i varme retter. Du kan også vælge at tage det som et tilskud.

Rødkløver overgangsalder
Rødkløver indeholder østrogenlignende stoffer og kan derfor lindre overgangsalderens gener. © Getty Images

2. Mælkesyrebakterier – hjælper planteøstrogener

Mælkesyrebakterier øger optagelsen af planteøstrogen i kroppen, hvilket er utroligt smart, når du nu arbejder på at dæmpe dine symptomer. Mælkesyrebakterier gavner i det hele taget tarmfunktionen. Derfor skal du tilføre mælkesyrebakterier regelmæssigt og især i din overgangsalder. På dette tidspunkt ændrer fordøjelsen sig nemlig ofte, og det kan medføre, at optagelsen af stoffer bliver nedsat.

Hvad gør jeg?

Du sørger for at spise surmælksprodukter, skyr eller fermenterede råvarer som surkål, kimchi, drueagurker, kombucha eller vandkefir. Alternativt snupper du et fermenteret kosttilskud eller et mælkesyrebakterietilskud. 

Kombucha er godt for overgangsalderens gener
Kombucha er fermenteret te, der laves på en særlig Kombucha-svamp. © Getty Images

3. Magnesium – understøtter østrogen

Dette mineral øger østrogens aktivitet og dermed også hormonets virkning. Men magnesium har også mange andre opgaver og deltager i et hav af kemiske processer i kroppen. Kroppens celler bruger magnesium til dannelse af enzymer, og magnesium beskytter cellerne mod for tidlig aldring. 

Magnesium virker afslappende for både muskler og nervesystem og styrker – sammen med kalk og D-vitamin – knoglerne. Desuden sikrer magnesium udnyttelsen af B-vitaminerne.

Hvad gør jeg?

Du sørger for at have et lager af forskellige frø, kerner, mandler og nødder, som alle er spækket med magnesium. Alternativt kan du tage det som et selvstændigt tilskud eller som en del af et kosttilskud.

Nødder og frø som giver magnesium der virker lindrende på overgangsalderens gener
Magnesium understøtter og øger østrogens aktivitet. Få mineralet i nødder, kerner, frø og mandler.© Getty Images

4. B-vitaminer – styrker det mentale 

B-vitaminer er vandopløselige, hvilket vil sige, at de ikke lagres i kroppen, og du derfor skal have dem dagligt. Dermed er der heller ingen risiko for, at du får for stor en dosis. B2 er vigtigt for hud og hår, mens B3 og B5 er afgørende for hjerne og nervesystem, og B6 bidrager til at regulere hormonaktiviteten, reducere træthed og understøtte nervesystemet og stofskiftet.

Hvad gør jeg?

Du er rigtigt godt dækket ind med sunde råvarer fra planteriget, fisk og mejeriprodukter. Omvendt kan du altid supplere med et B-vitaminkompleks eller et andet kosttilskud, hvor B-vitaminer indgår.

5. Salvie – skruer ned for varmen

Salvie menes at virke mod overgangsalderens hede- og svedeture ved at sænke produktionen af de signalstoffer i hjernen og kroppen, som får blodkarrene til at udvide sig og dig til at føle dig hot. Det er de samme stoffer, som bliver aktive, når du føler dig nervøs. Stofferne bliver frigjort i store mængder under din overgangsalder. Samtidig forbedrer salvie både hukommelse og koncentration og afhjælper din træthed.

Hvad gør jeg?

Salvie kan bruges i mange varme retter, men salvie kan også drikkes som te. Alternativt kan du tage det som et selvstændigt tilskud eller som en del af et kosttilskud.

Salvie middel mod overgangsalderens gener
Salvie menes at virke mod svede- og hedeture i overgangsalderen. © Getty Images

6. Humle – dæmper hedeturene

Humle har vist sig at have en gunstig indvirkning på både antallet af hedeture og selve intensiteten af hedeturene. Planten ser også ud til at virke på andre af generne ved overgangsalderen. For eksempel tørre slimhinder, inkontinens og svingende søvn og humør.

Hvad gør jeg?

Humle findes typisk som kosttilskud i kombination med et andet aktiv stof. For eksempel baldrian, som på samme måde kan virke beroligende.

Tip!

Bor øger effekten af østrogen

Sporstoffet bor – findes i jord og planter – har vist sig at kunne sørge for, at du får mere ud af det østrogen, du stadig producerer. Svesker og nødder har en høj koncentration af bor.

7. Biotin – booster hud og hår

Biotin er et vitaminlignende stof, som til en vis grad dannes i kroppen. Det er tarmbakterierne, der er i stand til det, men er tarmfloraen udfordret, kan det være svært at blive dækket. Biotin er vigtigt for dine slimhinder, din hud, dit hår og dine negle. Som jo også kan forandre sig i din overgangsalder. Desuden er biotin vigtigt for dit nervesystem og muligheder for at få mere energi.

Hvad gør jeg?

Spiser du ofte æg, vil du være dækket, idet biotin er i æggeblommen. Også mælk, hvedekim og fuldkornsprodukter indeholder biotin. Alternativt kan du tage det som et selvstændigt tilskud eller tanke op som en del af et kosttilskud.

Æg
Biotin er vigtigt for dine slimhinder, hud, hår og negle. Du får det fra æggeblommer.© Getty Images

Gode steder at starte din tilskudsjagt

Kosttilskud til overgangsalderen
Skal du på jagt efter tilskud? Disse produkter er et godt sted at starte.© New Nordic | Drogens Vital | Chello Forte | Femarelle | Herrens Mark | Longo Vital

  • New Nordics Meno Joy indeholder blandt andet B6-vitamin, humle, rødkløver og magnesium. Anbefalet daglig dosis er 2 tabletter sammen med et måltid. 269 kr. for 60 tabletter.
  • Drogens Vital Overgangsalder indeholder blandt andet rødkløverekstrakt, humleekstrakt og B6-vitamin. Anbefalet daglig dosis er 2 tabletter. 200 kr. for 75 tabletter.
  • Chello Forte indeholder blandt andet B6-vitamin, rødkløverekstrakt og salvie, og det anbefales, at du tager 2 tabletter dagligt de første 2 uger. Derefter 1 tablet dagligt. 280 kr. for 120 tabletter.
  • Femarelles Recharge indeholder blandt andet B6-vitamin og hørfrøekstrakt. Anbefalet daglig dosis er 2 kapsler. 289 kr. for 56 kaspler.
  • Herrens Marks Regomeo forener ganske genialt rødkløverekstrakt, mælkesyrebakterier og det fermenterede i en patenteret potent cocktail, som du kan tage et shot af to gange dagligt, gerne sammen med måltider. Indeholder også salvie og citronmelisse. 365 kr. for 2 liter.
  • Longo Vital Overgangsalder indeholder blandt andet rødkløver, B6-vitamin og biotin. Anbefalet daglig dosis er 1-2 tabletter. 200 kr. for 75 tabletter.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. september 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide