Karens overgangsalder gav hende power

er gift og mor til William på 28 og Marius på 21 år.
er konsulent.

Karen Hatt Olsen er blevet fortrolig med en anden kompromisløshed, her efter overgangsalderen. En, hun ikke kendte før.

Før fyldte arbejdet det hele. Hun knoklede 24/7 og var effektiv både på jobbet og derhjemme. Alt skulle lykkes. Alt var vigtigt. De opgaver, hun fik stillet, løste hun uden at stille spørgsmål, og da hendes stilling blev nedlagt, og hun blev fyret, pointerede chefen, at det ikke var, fordi hun ikke havde gjort det godt, så han anbefalede hende at gøre karriere i et lignende job.

“Jeg kunne mærke, at det skulle jeg ikke, og det var en ny følelse. Før ville jeg have fulgt min chefs råd – uden at lytte til mig selv. Nu bremsede jeg op. Jeg var allerede gået langt over stregen i mit arbejdsliv. Hvis jeg var fortsat, ville jeg have slidt mig selv op. Det var første gang, jeg hilste på den der kompromisløshed.”

Stop med at kæmpe imod

Det er seks år siden nu. Et par måneder senere faldt hun over et stillingsopslag på et job i en kommune, der lød rart. Hun fik det, 48 år gammel og på den anden side af overgangsalderen, i hvert fald rent fysisk.

“Jeg var omkring 45, da jeg gik i overgangsalderen. I et par år havde jeg bind og tamponer med i alle tasker. Jeg vidste aldrig, hvornår og hvor kraftigt min menstruation kom. Og så var der hedeturene. De første tre var meget voldsomme og føltes som et ildebefindende eller en blodprop.

Jeg troede, jeg var blevet syg, men så løjede det af, og jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle kæmpe imod. Det hjalp.”

Ja tak til hormoner

Karen var 47 år, da hun havde sin sidste blødning. Hedeturene holdt op nogenlunde samtidig. Fysisk var hun relativt hurtigt gennem overgangsalderen, så det var først, da hun for nylig fik konstateret skøre slimhinder og forstadier til inkontinens, at hun sagde ja til hormoner.

“Jeg har ellers ikke været meget for hormoner. Jeg har tænkt, at det vel er meningen fra naturens side, at hormonniveauet skal dale, men så var jeg hos lægen med noget tissetrang, og da han sagde, at det var forstadierne til inkontinens, sagde jeg ja tak til hormonbehandling. Og den har hjulpet!”

En ny Karen

Eksistentielt har overgangsalderen været en lang proces, forbundet med sorg over tabet af frugtbarhed og af kræfter og sorg over, at børnene er blevet voksne. Hun har haft tanker om, at hun skulle have gået hjemme med sine børn, og er nået til en ny erkendelse af, at hun ældes, og livet slutter.

“Det er en proces med tab, og det har været hårdt, men jeg har ikke længere fokus på det, jeg har mistet. Nu er mit fokus på det, jeg har. Jeg har en følelse af, at jeg er landet i mig selv. Nu føler jeg mig som Karen.”

Karen, 54, og på den anden side af overgangsalderen, er mindre splittet end Karen før. Der er mere retning i hendes liv, hun er mere nede i kroppen end oppe i hovedet, hun er bedre til at prioritere og har fået det anderledes med mange ting.

“Før var det ud og erobre verden. Nu er min opmærksomhed rettet mod det nære, de små tings forunderlighed. Nu kan jeg begejstres over en blomst. Sådan var det ikke før, og det er en forandring, der bare er sket. Det er ikke noget, jeg har stræbt efter.”

Karen, 54, er også mindre udadvendt. Før var hun nærmest kronisk udadvendt, og når hun kigger tilbage, kan hun se, at hun i mange situationer har set på sig selv med andres øjne.

“Nu er det mere mig, der lever med mig, og det er godt for mit nervesystem. Jeg er ikke overspændt som før, og jeg bekymrer mig ikke om mit arbejde, som jeg gjorde før.

Jeg har ikke lyst til at have så mange følelser med på arbejde, som jeg havde en tendens til at have som yngre, og jeg moser ikke længere på for at få tingene til at lykkes. Nu tænker jeg: Det går nok, og hvis det ikke går, kan det gøres om. Min erfaring siger mig, at det plejer at gå. Hvis jeg lader det ligge lidt, sker der nok noget, så det glider igennem.”

Nye powerhandlinger

I dag er det de nære relationer, klodens tilstand og den politiske udvikling, der kan bekymre Karen. Det står mere klart for hende, at vi ikke kan tage noget eller nogen for givet, så hun er blevet bedre til at skelne mellem det midlertidige og det varige.

Samtidig passer hun på, at hendes cirkler ikke bliver for snævre, og hun ikke bliver sig selv nok.

“Jeg føler et større ansvar og en større åbenhed, og jeg er for eksempel holdt op med at snakke uden om politik, hvis jeg er sammen med mennesker, der politisk ligger langt fra mig. Tidligere orkede jeg det ikke, for hvad hvis vi blev uvenner? Nu spørger jeg nysgerrigt ind.

I mit tidligere job på Dansk Flygtningehjælp var vi enormt enige allesammen, på mit nye job er vi mere forskellige og snakker rigtigt meget holdninger over frokosten.”

Karen har stadig det job, hun fik for seks år siden, og er glad for det. Det har været godt at komme ned i tempo. Sidste år besluttede hun sig for at sætte tempoet yderligere ned og arbejder nu 30 timer om ugen. Ikke på grund af stress, men forebyggende.

“Det betragter jeg som en powerhandling, og det var aldrig sket før.”

Lige nu har hun orlov for at passe sine forældre, der venter på en plejehjemsplads. Det betragter hun også som en powerhandling.

“Tidligere ville jeg ikke have set det som noget, jeg kunne tilbyde, men nu tænker jeg, at det også er godt for mig selv.”