Jeg troede, min overgangsalder var en depression

Sommeren 2018 var skøn, vi var på camping med familien, vejret var godt, der var ingen pligter eller bekymringer. Livet var skønt, men ikke perfekt, for lige før sommerferien var jeg blevet opsagt fra et job, som jeg var rigtigt glad for. Fritstillet igen-igen på grund af nedskæringer.

For tredje gang på to år oplevede jeg tæppet blive revet væk under mig, og det triggede tanker om: Hvorfor mig igen, er jeg ikke god nok? Jeg, som ellers er superloyal og altid prøver at please alle. Hele min identitet var bygget op omkring min store interesse og mit fag: Gastronomi på højt plan. Det var på mit arbejde, jeg fik anerkendelse, og der, mine energidepoter blev fyldt op. Restaurantbranchen var mit teaterstykke, gulvet var scenen, og jeg havde rollen som tjener og sommelier. Gæsterne klappede og roste os til skyerne, når aftenen var omme. Jeg var glad og følte, jeg lavede noget, som gav mit arbejdsliv mening.

Men det var også på arbejdet, jeg begyndte at få hedeture og hjertebanken og blive svimmel, og hvor jeg fik sværere ved at bevare overblikket og huske ting.

Jeg havde nemmest ved at forholde mig til hedeturene, de var nærmest håndgribelige og til at forklare, selv om jeg i starten jokede om, at jeg nok oplevede de første symptomer på overgangsalderen. Alle, jeg sagde det til, spurgte undrende: ‘Allerede?’.

Hedeturene blev ved at komme med jævne mellemrum både dag og nat, nu var det ikke kun mine børn, der holdt mig vågne om natten. Min menstruation kom og gik, som vinden blæser. Jeg var 44 år. Min mor syntes, det var alt for tidligt, og anbefalede mig at gå til min læge. Det gjorde jeg ikke, jeg ville ikke belaste en læge med mine hedeture.

Er jeg eller er jeg ikke?

Efter den dejlige sommerferie ramte hverdagen mig hårdt. Alle andre tog på arbejde, men jeg søgte et hav af job, for min hjerne sagde, at jeg skulle have et succesfuldt fuldtidsarbejde med god løn, men jo også have tid til mine børn, være et godt forbillede, træne og spise sundt. Men jeg var nået dertil, hvor jeg faktisk slet ikke kunne overskue at passe mødetider eller et arbejde. Jeg var bare så TRÆT!

Når resten af familien var i skole, børnehave og på arbejde, gik jeg rundt i huset og græd. Jeg havde dage med kvalme, der mindede mest om de gange, jeg har været gravid. Hvad var det, der skete med min krop? Jeg stod midt i en livskrise, uden job, med små børn og intet overskud. Sådan som jeg kender mig selv, ville det normalt ikke være nok til at knække mig. Jeg var i en branche, hvor job ofte er midlertidige, og jeg har altid været god til at se en fyring som en åbning.

Når jeg ser tillbage i dag på tre år med hedeture og udsving i mit humør og min energi, er jeg sikker på, at det var min overgangsalder, der var afgørende for, hvordan jeg havde det i de år, men lige der var jeg i den her forvirrende process, hvor jeg blev ved med at spørge mig selv: Er jeg i overgangsalderen, eller er jeg ikke?

En dag, da min mand kom hjem, fortalte jeg ham, at jeg græd rigtigt meget, og hvor svært jeg havde ved bare at tømme opvaskemaskinen, fordi jeg ikke kunne huske, hvor tingene skulle stå. Min mand sagde, at jeg var nødt til at gå til min læge. Og det gjorde jeg så. Hun konstaterede, at jeg havde fået en belastningsreaktion.

Belastende overgangsalder

Lægen tog en blodprøve med fokus på mit hormonniveau. Og jeg fik en skriftlig besked med svaret, at jeg havde en FSH på 46, hvilket tyder på overgangsalder. Er tallet højere end 50, er du i fuld overgangsalder. Mere blev der ikke fulgt op på prøven.

Hos lægen udfyldte jeg også et skema, hvor svaret angav, at jeg havde en depression. Jeg fik en henvisning til en psykolog, men kunne slet ikke overskue de tre måneders ventetid på at få en aftale. I stedet kom jeg med i et forskningsprojekt med fokus på kognitiv tankegang og adfærd. Selv om der ikke blev talt om overgangsalder, så hjalp det at få sat ord på mine følelser og negative tanker. Jeg fik nogle konkrete redskaber til at komme ovenpå. I stedet for at holde alt oppe i hovedet skulle jeg lave huskelister og skrive dagbog. Jeg skulle også være opmærksom på at lægge de negative tanker væk og tænke på noget andet. Det var virkeligt svært!

Jeg var sygemeldt i den her periode, og ud over mine samtaler i forbindelse med forsk ningsprojektet dyrkede jeg også yoga og var opmærksom på min kost. Det begyndte at gå bedre.

Jeg blev raskmeldt og kom i jobpraktik og havde forskelligt løsarbejde. Jeg var stadig svimmel og træt og havde hjertebanken og præstationsangst. Mit humør svingede, og kvalmen var der også, så jeg spekulerede fortsat på, hvad der var galt med mig.

Angsten begyndte for alvor at fylde. Jeg brød mig ikke om at tale med folk og se dem i øjnene, og jeg forsøgte at undgå alle sociale arrangementer. Var jeg nødt til at gå, brugte jeg børnene og min træthed som undskyldning, så jeg kunne komme hurtigt væk derfra. Jeg var næsten helt holdt op med at drikke vin, hvilket er lidt mærkeligt for en tidligere sommelier, men alkoholen føltes pludselig som gift for min krop. Til gengæld var min appetit stor, jeg spiste, som om jeg var uden bund, og jeg tog mere og mere på.

Moden kvinde kigger ud ad vinduet og tænker

Læs ogsåEr du angst? Psykologen forklarer, hvilke tegn du skal holde øje med

Hormontilskud

Cirka et år og et par måneder efter mit første lægebesøg var min menstruation stoppet helt, og jeg tænkte, at uden menstruation og med hedeture måtte jeg være i overgangsalderen for alvor.

Min læge henviste mig til en gynækolog, og jeg drømte om, at det måske var nu, jeg kunne få et hormontilskud. Min mor sagde faktisk tidligt i forløbet til mig, at jeg bare skulle hoppe på hormoner, men jeg havde været meget imod dem efter at have spist p-piller i rigtigt mange år.

Jeg nævnte, at jeg blev målt til en FSH på 46 for lidt over et år siden hos min egen læge. Det reagerede hun ikke rigtigt på, men konstaterede, at jeg havde en meget lav AMH. Jeg fik ingen dybere forklaring på de forskellige udtryk. Gynækologen koncentrerede sig i stedet om at fjerne en lille knop, hun fandt, og gav mig en ny tid seks måneder senere.

Mit humør var helt i bund, og jeg var stadig meget forvirret. Jeg var sur og bitter og hadede alle mennesker. Men jeg kunne også fange mig selv i at have de tanker og tænke, at det jo slet ikke er mig. Jeg er glad og har et lyst sind.

Jeg gik rundt i min boble og prøvede at klare hverdagen så godt som muligt, uden at det hele gik for meget ud over mand og børn.

Da corona kom, og vi alle trak stikket, gjorde det mig ingenting. Tværtimod blev det en tid, hvor min mand og jeg fik tid til at tale om vores livssituation og tage den op til revision. Vi besluttede at flytte nærmere vores familie. Det betød også nyt lægehus, ny læge og at blive set på med nye øjne.

Jeg får anbefalet det receptpligtige hormonpræparat Activelle. Jeg ved ikke meget om hormoners betydning for og indvirken på kroppen, men jeg tager imod recepten uden diskussion, for jeg tænker, at det ikke kan blive værre af at tage dem. Efter noget tid begynder de at virke. Det er, som om de tager toppen af isbjerget, jeg får lidt mere energi og livsglæde, og mit humør svinger mindre.

En ny mig

I dag er jeg sikker på, at jeg er og i hvert fald siden 2018 har været i overgangsalderen, og at den så har været med til at udløse min belastningsreaktion. Heldigvis har jeg en god familie, som har hjulpet og støttet mig, men jeg føler ikke, at jeg har fået professionel hjælp til at forstå, hvordan det er at komme i overgangsalderen.

Jeg synes, det er svært at føre snakken over på overgangsalder, og jeg oplever det som et tabu, og fordi jeg af en eller anden årsag kom tidligere i overgangsalderen end gennemsnittet, så er mine venner der ikke endnu. Selv om de er nysgerrige og lytter, så er det lidt som at prøve at forklare en, der er gravid for første gang, hvordan det er at føde. Jeg har savnet at møde jævnaldrende i samme situation som mig, for jeg har følt mig meget ensom i processen. Jeg gad godt en slags mødregruppe for kvinder i overgangsalder.

Min søster, som er fem år ældre end mig, er først nu ved at være der, så vi snakker en del om det. Hun spørger mig til, hvordan jeg havde det. Det skulle jo have været omvendt.

Jeg er medlem af to Facebookgrupper: Kvindeforum for kvinder i overgangsalderen og Overgangsalder kun for kvinder. Der får jeg indblik i, hvordan andre kvinder har det. Min oplevelse er, at kvinders overgangsalder er lige så forskellig som vores fødsler.

Hvis jeg kunne spole tiden tilbage, ville jeg have passet bedre på mig selv op til min overgangsalder. Så ville jeg have taget tid til mig selv i stedet for hele tiden at være den, der først tænkte på andre. Jeg ville sørge for, at jeg fik trænet og spist sundt. Jeg ville have været bedre til at sige fra på mit arbejde i stedet for at være den her blæksprutte, som sagde ja til alt.

Men igen, nu har jeg tiden til det, men får stadig ikke trænet og spist sundt. Jeg er blevet mere ærlig og bedre til at sige fra. Og til at gå ind og sove, når jeg er træt, uden at føle, at jeg svigter familien. Er jeg til fest, går jeg hjem, når jeg ikke orker at være der mere. Jeg kender mine grænser bedre nu, end jeg gjorde før. Jeg giver mig selv lov til at være den, jeg er. Eller den, jeg er blevet.

Jeg slås stadig med følelsen af, at jeg ikke er, som jeg var før, og heller ikke bliver det igen. Jeg er en anden person på nogle punkter. Jeg har ikke det samme energiniveau. Den sociale, udadvendte værtinde, der kunne mingle med alle, hende tror jeg ikke, jeg bliver igen. Nu arbejder jeg på at acceptere den nye udgave af mig selv. Det kræver tid og plads til, at jeg udvikler mig i en ny retning.

Jeg er for eksempel begyndt at læse til pædagog. Jeg ser lysere på fremtiden og har en stor lyst til at være der for mine piger. Nogle gange får jeg tilbagefald og bliver ked af det. Hvor lang tid det kommer til at tage helt at lande i den nye udgave af mig, må tiden vise. Jeg tager en dag ad gangen.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 23. september 2021.