Jeg har haft på fornemmelsen, at overgangsalderen var over mig, fordi mine ellers regelmæssige, men også alt for lange og hyppige menstruationer er stoppet for et lille år siden. Jeg har også mærket temperaturen stige lidt, men hvad er hvad? Jeg tog mig i at berolige yngre veninder med, at blev det ikke værre, så skulle det nok gå.
Men jeg gad da godt vide, om det er den berygtede overgang, der er under opsejling, og om mine kvindelige hormoner er under afvikling. Mit indtryk er, at det normalt først er noget, du finder ud af på bagkant. Jeg vil gerne være på forkant. Det gav mening at vende mig mod en anden end min praktiserende læge. Jeg fik anbefalet naturlig hormonterapi hos NHT-vejleder Anne Balslev af en af mine veninder.
Hvad er NHT?
- Naturlig hormonterapi er vejledning i naturlige, bioidentiske hormoner med det formål at skabe balance i dine hormoner, som er meget mere end bare østrogen. Hvert program skræddersys til den enkelte klient.
- Prøv det, hvis du har en mistanke om, at du har hormonelle ubalancer. Det har du måske, hvis du kan genkende nogle af følgende symptomer: Udpræget træthed, hovedpine, migræne, søvnbesvær, uforklarlig vægtøgning, hukommelsesproblemer, manglende koncentrationsevne, angst, uro, depression, hyppige infektioner, lav libido, tørre slimhinder, hedeture, autoimmune sygdomme eller knogleskørhed.
Forberedelse
Jeg får tilsendt et testsæt, hvor jeg skal lave tre spyttest en morgen, inden jeg gør noget som helst andet. Den føles ret afgørende, fordi det kommer til at være ret afslørende. Udskyder det i håb om en dag, hvor alt bare føles godt fra morgenstunden, den kommer ikke helt, for hvem har det godt før tandbørstning og kaffe. Får sendt testen afsted.
Før vi skal mødes, og jeg vil få uddybet testresultaterne, skal jeg udfylde et spørgeskema om alt fra stress, humør, tissetrang og søvn til slimhinder og vægt. Jeg forsøger at slå hjernen fra og bare svare fra maven.
Jeg tager Chlorella-tabletter, som skal udrense kroppen, og det er jeg ikke i tvivl om, at de gør.
Jeg skal også lave en candida-test, det har jeg egentlig altid gerne villet gøre, og det er overraskende nemt og kræver ikke mere end et glas vand, som har stået natten over. Testen bekræfter det, jeg godt vidste kva min sukkertrang: At jeg har en større candida end normalen.
Jeg skal også tage min morgentemperatur tre dage i streg.
Konsultationen
Min NHT-vejleder Anne Balslev fortæller mig som udgangspunkt, at jeg er rimeligt godt kørende.
“Generelt er dine tal pæne. Din østradiol er for høj. Det er en af østrogenerne. Vi har tre: Østradiol, der er den, vi er på vagt overfor, for den kan øge celledeling, som vi ser ved cancer. Østriol, som styrer slimhinder og hud og blære, og den ligger for lavt. Og progesteron, som blandt andet spiller en væsentlig rolle i forhold til vores psykiske velbefindende og vedligeholdelse af vores kognitive evner. Progesteron udløses normalt ved ægløsning, og din ligger alt for lavt, og det giver mening, når jeg kigger på dine svar.
Testosteronniveauet er o.k. Den er den, der giver energi og drive. Din DHEA, som er den anden androgen, og som styrer immunforsvar og opbygning af muskler, ligger også rigtigt fint. Den kan ellers godt falde i overgangsalderen. Jeg er glad for at se, at dit kortisoltal, som angiver dit stressniveau, er rigtigt fint. Det betyder nemlig, at du er i stand til at lave kortisol, en evne, der ellers forsvinder for eksempel ved længerevarende stress. Dine binyrer er o.k., og det er godt, for dem tager det tid at få ovenpå, hvis de er nede.”

Jeg og min krop er altså gode til at passe på mig selv i stressede perioder, og det er noget af det, jeg tager med mig fra konsultationen. Og så er vi nået til den del, hvor Anne Balslev kommer med anbefalinger til, hvordan mit program så skal se ud.
Jeg bliver anbefalet leverurt, som skal genskabe balance mellem østradiol og østriol, hvor den ene er for høj, og den anden er for lav. Marietidsel styrker leveren og hjælper derved omdannelsen fra østradiol til østriol.
Bliver jeg ved med at tage kalk, som jeg gør nu på grund af muligt anlæg for knogleskørhed, så skal jeg tage dobbelt op på magnesium i forhold til kalk. Jeg er heldigvis gode venner med magnesium, som jeg plejer at tage før sengetid for at slappe af.
På listen kommer også en progesterongel, “som er genial til knogleskørhed og en humørbooster,” som Anne Balslev siger. Progesteron er også god for søvnen, særligt i selskab med melatonin-tabletter, som jeg med stigende misundelse har hørt om, at folk køber i USA. I Danmark fås de nemlig ikke i håndkøb. Mit lave østrioltal kræver østriolcreme. Progesteron, melatonin og østriol om aftenen skal sikre, at jeg får min søvn.
Anne Balslev siger, at “går du til din egen læge med overgangsaldersymptomer, vil de oftest tænke i og udskrive østradiol og aldrig progesteron. Men jeg har endnu ikke testet nogen, der har manglet østradiol”.
På listen kommer også oreganoolie, som skal få bugt med min candida, som ellers har det med at kræve kulhydrater, sukker og alkohol. Og så kommer C-vitaminer, et B-komplex og et multivitamin på listen, som en god lille rygsæk til stressede perioder, “hvor kortisolen suger vitaminerne ud af cellerne, så du er kampklar, når kroppen tror, du skal være det,” som Anne Balslev siger.
Hvordan foregår NHT?
- Med udgangspunkt i en laboratoriespyttest får du kortlagt din hormonstatus, som sammen med dine svar på et tilsendt spørgeskema danner baggrund for en personlig samtale med NHT-vejleder Anne Balslev.
- Her udarbejder hun en personlig plan til dig med råd og vejledning til, hvordan du genopretter din hormonbalance med vitaminer, mineraler og kosttilskud og naturlige bioidentiske hormoner.
- Tre måneder efter følger I op på dine resultater og erfaringer med endnu en samtale.
- Et testsæt koster 2.800 kr.
Gør det selv
Jeg får tilsendt mit program på mail med links til, hvor jeg køber produkterne. Alt kan heldigvis bestilles på nettet, og jeg lægger ordrer i både Frankrig, Sverige og Danmark.
Progesteron-gelen ankommer fra Frankrig, hvor den i modsætning til i Danmark sælges uden recept. Hver aften smører jeg en afmålt dosis af den kølige, lidt sprittede gel på steder med tynd hud. Inderarme, hals, bryst, bryster, inderlår, ansigt, håndled. Hvor det kan komme hurtigt ind i blodbanerne.
Det samme med østriolen, mens melatoninen er en tyggetablet.
De øvrige piller og kapsler tager jeg en halv time før morgenmaden. Jeg bliver som forventet, baseret på egen erfaring, lidt ondt i maven-dårlig af de mange store C-vitaminer og skruer hurtigt ned på halv dosis.
Resten kører jeg efter programmet, og der går faktisk kun nogle uger, før jeg begynder at sove markant bedre. På den måde, at jeg nu har flere timers sammenhængende søvn og først vågner tidligt om morgenen.
Jeg oplever også mine hedeture som mere tydelige og afgrænsede. Jeg er ikke længere i tvivl om, at det er det, jeg har. Og det er egentlig meget rart at få bekræftet. Også fordi de kun skyller ind over mig måske 6-8 gange på et døgn og kun af 45 sekunders varighed. Efter et par uger forsvinder de helt. Energioverskuddet er dog ikke helt indtruffet.
Har jeg brug for det, svarer Anne Balslev gerne på mails mellem første og anden konsultation. Det kan være om alt fra undringer til ikke forventede reaktioner. Jeg har faktisk ingen af delene.
Opfølgning
Da jeg sidder i Anne Balslevs stol igen, kan jeg godt mærke, det er en lidt mere nærværende og udsovet udgave af mig selv. Bare det, at jeg hver dag selv kan gøre noget for mit velbefindende, tror jeg, er en del af svaret. De fem dage om måneden, jeg holder pause med progesteron og østriol, sover jeg også mere let, så det overbeviser mig om deres effekt resten af måneden.
Anne Balslev spørger ind til nogle af de punkter, vi talte om sidst, og det går op for mig, at min tissetrang – den, der gør, at jeg ikke hopper på trampolin – er blevet mindre. Så meget, at jeg selv har tænkt over det. Det er åbenbart østriolens fortjeneste.
Anne Balslev råder mig til at være opmærksom på ikke bare at øse ud af det overskud, der forhåbentlig vil vokse, for så bliver det jo bare til et nyt underskud. Et overskud, jeg kan booste med ginseng.
Et lille tip, som heldigvis ikke er så relevant, fordi jeg sjældent oplever hovedpine: Progesterongel kan være god at smøre direkte på der, hvor hovedpinen udspringer fra.
Status
Jeg følger stadig mit program og har snart tømt de første pilledåser. Men jeg bestiller nye, for det giver god mening, det jeg er i gang med.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 23. september 2021.