Eksperten
Lotte Hvas er læge, forsker og forfatter til bogen Overgangsalderen, bedre end sit rygte.
Er det overgangsalderen, vi skal takke, hvis vi oplever fornyet power på et tidspunkt, hvor det på nogle måder også kan føles, som om kroppen ellers lukker lidt ned?
“Ja, og nej,” lyder læge Lotte Hvas’ korte svar. “Nej, fordi det ikke er overgangsalderen i den stramt medicinske betydning, der giver styrke.
Det er altså ikke, fordi æggestokkene holder op med at producere østrogen, at mange kvinder midt i livet bliver bedre til at sige fra, melder sig ud af flinkeskolen, skifter spor eller er på toppen af deres karriere, for hverken hedeture eller nogle af de andre fysiske symptomer på overgangsalderen giver i sig selv større styrke.
Og ja, fordi det for mange kvinder er en befrielse at kunne vinke farvel til bind og tamponer, prævention, PMS og den hovedpine, de måske har døjet med i forbindelse med deres menstruationer.
Og et rungende ja, fordi overgangsalderen også eksistentielt er en af livets store overgange og har flere træk til fælles med alle de andre overgange: Pubertet, fødsel, amning, graviditet, ægteskab, sygdom og tab,” lyder Lotte Hvas’ lange svar.
Plusser ved overgangsalderen, du kan glæde dig over
Nye muligheder
“Som alle andre livsovergange har overgangsalderen en eksistentiel dimension. Den rummer både sorg, smerte og nye muligheder og kan være en periode, hvor du er ekstra sårbar. Men dine kompetencer og din livserfaring er større end nogensinde, og du har muligheden for at komme styrket ud på den anden side,” siger Lotte Hvas.
Kvinders fordel
“Som kvinde er du vant til at monitorere din krop til der, hvor du er i din cyklus og, hvis du har født børn, i forhold til graviditet, fødsel og amning. Mænd lever mere lineært og kører typisk på til pensionsalderen, hvor mange bliver slået ud og risikerer at havne på sofaen.
Vi kvinder kan standse op undervejs og gøre status, for eksempel når vi kommer til overgangsalderen. Det er en stor fordel.”
Bedstemorteorien
“Mennesket er, bortset fra nogle hvaler, den eneste dyreart, hvor hunnen går i overgangsalderen, og det er på en måde genialt. Vi er ikke egnet til at få børn så længe, som vi har lyst til at dyrke sex, og vi ville få misdannede børn eller dø selv, hvis ikke vi gik i overgangsalderen.
En teori om, hvorfor mennesker har udviklet denne evne, er, at det helt tilbage i jægersamlertiden gik bedre i familier, der havde en bedstemor, som kunne skaffe føde eller passe børn for de yngre mødre.
I dag er en bedstemor sjældent afgørende for en families overlevelse, men hun gør stadig en forskel, og der er så mange andre vigtige roller i samfundet, som kvinder med og uden børnebørn kan påtage sig, når de ikke længere kan føde børn.”

Husk at sætte pris på...
Du lever stadig!
“Du har rynker og måske hedeture, og dine æg er ikke, hvad de har været. Men det betyder ikke, at du er kedelig og aseksuel og bare kan sætte dig hen i et hjørne og dø. Tværtimod!
Mange kvinder i midtlivet har det bedre end nogensinde, og du behøver ikke leve op til forfaldsmyten. Hvis du prøver på det, får du svært ved at føle dig hjemme i overgangsalderen.”
Du er ikke enten eller, men både og
“Husk på, at du som kvinde i overgangsalderen ikke kun er en kvinde i overgangsalderen. Du er også mor, søster, tante, bedstemor, hustru, kæreste, veninde, nabo, kollega, arbejdende, professionel.
Det er ikke sort-hvidt. Og hvis du er en af dem, der har det dårligt, har du det højst sandsynligt ikke kun dårligt.”
Du er 2.0-versionen af dig selv
“Kram-faktorerne, altså rådene om Kost, Rygning, Alkohol og Motion, gælder stadig, når du er i overgangsalderen. Men vær også opmærksom på Kram 2-faktorerne: Kompetence, Ressourcer, Anerkendelse og Mestring, som er mindst lige så vigtige. Hvordan tager du livet på dig, på godt og ondt?”
Det er kun en overgang
“Det, du føler, føler du. Har du det godt, så nyd det. Har du problemer, så søg hjælp. Overgangsalderen, med alt, der følger med af godt og skidt, er ikke nødvendigvis noget, der skal fikses.
Det tab af kontrol over kroppen, du måske oplever, kan godt tage tid at lære at håndtere. Måske kan du ikke yde 150 procent hele tiden, men husk, at det kun er en overgang.”

Din overgangsalder – helt fysisk
Hvornår?
“Når de uregelmæssige blødninger begynder, er du i perimenopausen. Når du ikke har haft en blødning i et år, er du indtrådt i menopausen. Det er den medicinske definition.
Overgangsalderen er betegnelsen for de år, der går fra den første uregelmæssige menstruation, til hedeturene er ved at være overstået. Det kan handle om få måneder til mange år, men er typisk omkring to til fem år.
De fleste går i overgangsalderen, når de er mellem 45 år og 55 år, mens nogle er sidst i 30’erne og andre tæt på 60 år.”
Hvordan?
“Kvinder oplever overgangsalderen meget forskelligt. Nogle mærker meget lidt, nogle stort set ingenting. Nogle har symptomer i årevis, andre i ganske få måneder.
Generelt kan man sige, at overgangsalderen begynder med uregelmæssige menstruationer. Senere følger hede-svedeturene – hvis de kommer – som typisk tager til i styrke og godt kan fortsætte nogle år efter sidste blødning.
Slimhindeproblemerne kommer til sidst – hvis de kommer. For nogle først omkring 60-års alderen, altså længe efter den sidste blødning.”
Hvad ændrer sig især, når du er i overgangsalderen?
Du får skøre slimhinder
“Mange forbinder ikke selv slimhindeproblemerne med overgangsalderen og gør ikke noget ved dem, og det er synd, for det kan ramme sexlivet og give tilbagevendende blærebetændelser.
Skøre slimhinder er ret nemme at gøre noget ved med lokal behandling med eller uden hormoner.”
Dit humør svinger
“Humørsvingninger kan man have hele livet, og nogle mere end andre. Nogle er meget følsomme over for hormonsvingninger, mens andre oplever, at humøret stabiliseres, når menstruationerne forsvinder. Søvnproblemer opleves især af dem, der er plaget af hede-svede-ture.”
Dit sexliv skal måske genopfindes
“For nogle kan sexlysten dale i en periode, mens andre kan opleve en seksuel opstemthed. Mange nyder at være blevet mere fortrolige med sig selv – og deres partner – og har lettere ved at give udtryk for, hvad de vil og ikke vil. Andre glædes over friheden for at slippe for prævention.”

Det hjælper
“Langt de fleste kvinder har det rigtigt godt i deres overgangsalder, men oplever du nedsat livskvalitet, især på grund af hede-svede-ture, så kan hormoner være en god idé.
Fermenterede soja- og rødkløverprodukter har også en dokumenteret god effekt,” siger Lotte Hvas.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. november 2019.