Hvornår dropper jeg præventionen?
Kære Brevkasse.
Jeg er meget i tvivl om, hvornår jeg kan stoppe med at bruge prævention. Hvor langt inde i overgangsalderen skal jeg være for at kunne droppe den helt? Jeg har ikke haft menstruation de seneste to år, kæmper med hedeture og kan på flere måder mærke, at overgangsalderen buldrer derudad. Kan jeg få taget en blodprøve, der viser, om jeg uden problemer kan smide præventionen? Jeg vil jo nødig tage chancer.
Hilsen Lisa
Kære Lisa
Det kan godt være lidt svært at finde ud, hvornår du uden problemer kan droppe præventionen, men der er nogle retningslinjer, du kan gå efter.
Når du ikke har haft blødninger i to år, har du ikke længere ægløsninger, og derfor er der ingen grund til at bruge prævention. Blodprøven vil vise det samme, men den er unødvendig i dit tilfælde. Den bruges primært, når man i tvivl om, hvorvidt blødningsophør skyldes menopause. Jeg vil dog lige tilføje, at hvis du er under 45 år, vil jeg foreslå dig at tage en snak med din læge, for så er du gået meget tidligt i overgangsalder, og det kan for eksempel have en indvirkning på dine knogler.
Menopausen er tidspunktet for sidste menstruation, men den kan ikke fastsættes, før der er gået et år, hvor du ikke har blødt. Først på dette tidspunkt er du ude over overgangsalderen og dermed med sikkerhed ikke fertil længere. Denne periode kaldes postmenopause og for at blive i disse termer, er du altså på dette tidspunkt postmenopausal.
Læs også: Tre enkle leveregler der kan minimere dine gener
Din mulighed for at blive gravid er lav
Det er dog sådan, at selv hvis du stadig havde blødninger, ville dine muligheder for at blive gravid være begrænsede. For det første er fertiliteten nedsat alene på grund af alder. For det andet bliver dine ægløsninger mere og mere uregelmæssige, når du nærmer dig overgangsalderen. De kan endda helt udeblive i periode. Dette betyder samlet set, at din mulighed for at blive gravid er lav. Denne periode – præmenopausen – kan vare måneder til et par år.
Overgangsalderen er en diffus tid
Selve overgangsalderen er en diffus betegnelse for den periode, hvor du går fra at have en regelmæssig menstruation og dermed (i hvert fald i princippet) at være frugtbar til at være stoppet helt med blødninger og ikke længere frugtbar. Din cyklus styres af en gruppe overordnede hormoner, der påvirker den cykliske produktion af kønshormoner. Når du er fertil eller frugtbar, er denne cyklus temmelig regelmæssig, hvor du har en ægløsning og en efterfølgende menstruation, med mindre du bliver gravid.
Vil du vide mere om emnet? Læs om hormoner for begyndere her
I øvrigt kan hedeture optræde i præmenopausen, men den er dog hyppigst og kraftigst, når du ikke længere får din menstruation og er postmenopausal, fordi niveauet af kønshormonet østrogen falder så kraftigt.
Med venlig hilsen Pia Koefoed
Spørg om sundhed!
Har du et spørgsmål om sundhed? Vi har panelet, der kan svare: Pia Koefoed, praktiserende læge, Lotte Paarup, fysioterapeut, forfatter og foredragsholder samt Gitte Wenneberg, klinisk diætist.
Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.
Bragt første gang i Magasinet Liv nr. 59.