Jeg er så træt af hedeture!
“Jeg er en kvinde på 48, som er kommet i overgangsalderen. Det vil sige, varmen eksploderer i min krop, så jeg ikke bare bliver lidt fugtig på overlæben, nej, jeg kampsveder, så det drypper. Lidt efter kan jeg fryse så meget, at jeg ryster.
En nat lavede jeg et eksperiment. Hver gang jeg vågnede, enten fordi jeg svedte eller frøs, lagde jeg en ting fra natbordet på gulvet bare for at se, hvor mange gange jeg vågnede i løbet af natten. Da vækkeuret ringede, lå der otte ting på gulvet! Og det var bare en helt almindelig nat.
Går til loop tre gange om ugen, går raske ture på cirka fem kilo-meter et par gange om ugen, prøver at komme til aquafitness en gang om ugen og ror kajak, når vejret er til det. Derudover har jeg et job, hvor jeg går og står meget. Så jeg synes ikke, jeg magter mere motion. Jeg tager en Melbrosa og to Menoflora hver dag, jeg er eksryger, og min mor og min faster har haft brystkræft."
Karin
Hej Karin
“Der er ikke noget at sige til, hvis du er træt af hedeturene! Omkring 85 procent af alle kvinder oplever hedeture, og de varer ofte mange måneder, men nogle gange desværre også op til år. Heldigvis sjældent mange år.
Hedeturene skal kun behandles, hvis de virkelig påvirker livskvaliteten. Mange kvinder forsøger at dæmpe symptomerne med motion, med rygestop og med forskellige naturpræparater med hormonlignende effekt. Det kan hjælpe, hvis man er plaget i mild grad, men er oftest ikke nok, når man har så mange hedeture som du.
Den mest effektive behandling er hormonbehandling i op til et par år. Det er stadig meget omdiskuteret, i hvilken grad det giver bivirkninger, herunder øget risiko for brystkræft og blodpropper. Det seneste danske studie tyder ikke på, at det er så risikabelt, som man tidligere troede. Det vil dog altid være en afvejning hos den enkelte kvinde."
Læs også om tre enkle leveregler, der kan minimere dine gener ved overgangsalderen.
"Den aktuelle udfordring for dig er, at din mor og din faster har haft brystkræft. Hvis man har brystkræft i familien, vil man normalt fraråde hormonbehandling. Din mor og din faster er dog ikke i medicinsk forstand i familie med hinanden, så deres sygdom er opstået uafhængigt af hinanden. Og hvis de begge har fået det i en sen alder, er det ikke sikkert, at det øger din risiko i forhold til baggrundsbefolkningen – det vil sige kvinder i samme alder, men uden sygdom i familien – fordi det så rimeligvis ikke er genetisk betinget brystkræft.
Det skal du have din egen læge eller måske en gynækolog med ind over og diskutere, hvis du selv har tænkt på hormonbehandling.
Enkelte kvinder har gavn af stoffet cata-pressan. Det indeholder ikke hormoner og har tidligere været brugt til forebyggelse af migræne. Virkningen er ikke imponerende, men det kan du forsøge. Husk, at du skal have det i maks. dosis og i op til fire uger, før du kan sige sikkert, om det har en virkning. Tal også med din egen praktiserende læge om det."
Med venlig hilsen Pia Koefoed