Kristine Høegh er single og har ingen børn. Hun arbejder som selvstændig redaktør, kommunikationsrådgiver og tekstforfatter.
“Jeg sad helt stille og læste i en bog, da jeg mærkede de første dryp. Mine nakkehår begyndte simpelthen at svede – helt af sig selv.
Selvsagt var jeg ét stort spørgsmålstegn. Jeg sad jo i SAS’ skarptstrøgne, skandinavisk-indrettede businesslounge, hvor luften er lækkert klimatiseret. Der var altså ingen grund til, at jeg skulle svede som en sprinter på rekordjagt.
Men pludselig blev et mentalt neonskilt tændt. ‘OVERGANGSALDER’, stod der.”
Der var vist noget om ...
“Jeg var 41 år og havde lykkeligt glemt, at min læge nogle år forinden var begyndt at tale om blodprøver, fordi min mor gik i overgangsalder tidligt. Jeg havde mildest talt svært ved at forholde mig til hedeture, kalktilskud, inkontinens, hormonsvingninger og ikke mindst udsigten til tør sex, når jeg samtidig havde veninder, som stadig udvekslede erfaringer fra byens fertilitetsklinikker og heldigvis også blev mødre.
Men der i lufthavnen var virkeligheden svær at løbe fra. Ud over at jeg selvfølgelig ville komme til at svede endnu mere, hvis jeg forsøgte at spæne fra hedeturen, så dryppede erkendelsen bogstaveligt talt ned i min udskæring.
Jeg følte, at alle kunne se det på mig. Følte, at mit ansigt kogte krebserødt, og at der sad et termometer i min pande, der afslørede, at min krops kernetemperatur var steget til klimakteriekriseniveau 1.
Efter ‘the SAS incident’ tog hedeturene til, og de toppede i juleferien, som jeg blandt andet tilbragte sammen med min far, der frøs konstant på grund af hjerteproblemer og dårligt blodomløb. Det betød naturligvis, at der var lagt an til en blodig termostatkrig: Jeg skruede ned, han skruede op, jeg skruede ned, han skruede op. Og flere gange om dagen stod jeg ude i sneen og dampede som en nystegt and.”
Der skal være meget mere om!
“Heldigvis var den tidlige klimakterie-ankomst ikke det eneste, jeg arvede fra min mor. Jeg arvede også en kort hedetursperiode. I dag er jeg 44 år og er ved at lære at leve med alle de andre effekter af, at mit reproduktionssystem går på pension.
I begyndelsen var det en regulær fest ikke at have menstruation hver eneste måned. Slut med at tælle til tre uger. Slut med at kigge efter det bedste tilbud på bind. Slut med pms og kramper.
Glæden varede dog kun, til jeg opdagede, at jeg nu ikke længere aner, hvornår menstruationen rent faktisk dukker op (sidst var i øvrigt i Lego-butikken i Billund Lufthavn – hvad er det med mig og lufthavne?). Det har flere gange betydet, at jeg har fået menstruation lige inden min tid til brasiliansk voks. Og jeg kan godt afsløre, at der ikke findes drikkepenge nok i denne verden til at opveje sætningen: “Øhm, som du ser, har jeg tampon på. Kan du komme til, hvis du flytter snoren lidt?”...
Oveni kommer ledsmerter og hormonstyrede humørsvingninger samt et akut behov for at kunne nyse og klemme blæreåbningen sammen samtidig.
Og så er der det ikkeeksisterende stofskifte. Hukommelsestabet (jeg er eksempelvis gået glip af en ny kunde i min virksomhed, fordi jeg glemte at sende et tilbud...). Og ikke mindst den forræderiske tyngdekraft, der trækker i huden på både knæ, mave, bryster og kinder. Jeg er bange for, at jeg ender med så meget løs hud, at jeg kommer til at ligne prinsesse Diana i sin brudekjole – du ved, den med 14 meter slæb.
Så nej, jeg er ikke videre imponeret over overgangsalderen. Jeg synes, det er kampuretfærdigt, at vi skal være kørt over i så mange år, mens mændene kan fikse de fleste af deres ‘skavanker’ med en sportsvogn og et par stramme jeans.
Jeg har derfor et par forslag. Skal vi ikke aftale, at I, der har døtre, taler med dem om det her – ærligt! – så de er forberedt? Og lad os bede lægerne om at afhjælpe den periode, vi skal igennem – det har jeg i hvert fald tænkt mig. På den måde gør vi det lidt mindre undergang at være i overgang.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 79.
