Billedet herover er ikke af Hanne, men er indkøbt til artiklen.
“Jeg har følt mig meget ensom og forkert. De psykiske gener ved overgangsalderen er enormt tabubelagte, og jeg har manglet både forståelse og accept fra omverdenen. Så jeg har nok trukket mig og i stedet brugt kræfterne på dem, der kan rumme det og tager fat i mig.”
Det seneste år har Hanne haft nok at bruge sine kræfter på. Hun har været helt nede at ligge og ude at vende, men har det bedre i dag, fordi hun har fundet den måde, hun kan tøjle sine hormoner på.
“Først og fremmest lever jeg enormt stringent. Jeg har nærmest skemalagt min søvn og kost, og jeg tager kun nødigt ud om aftenen. I det hele taget er jeg ikke særligt selskabelig. Jeg får let for meget på programmet, og det stresser mig.”
Hanne spiser glutenfrit, mælkefrit og næsten sukkerfrit og kan ikke længere tåle alkohol. Hun mediterer og går lange ture og jævnligt til psykolog. Det lyder virkelig drastisk, og det er det også. Men også bydende nødvendigt.
Læs om symptomer på overgangsalderen.
Kunne intet overskue
Det hele begyndte sidste sommer op til Hannes datters bryllup, som ellers var en glad tid.
“Jeg fik nogle nedsmeltninger, hvor jeg blev enormt ked af det. Hvorfor vidste jeg ikke. Min lyst til at være sammen med andre forsvandt bare.”
Så kom smerterne. Først i tænderne og kæben og siden flyttede de rundt i kroppen og føltes meget diffuse. Da Hanne så også pludselig fik angstsymptomer med hjertebanken, uro og varme i den ene side af kroppen, blev hun bange.
“Det skræmte mig helt enormt. Jeg havde en blodprop for 12 år siden, så jeg fik straks en MR-scanning, men der var ikke noget at se.”
Hun mistede appetitten og tabte sig. Og selv hun om faktisk mistænkte overgangsalderen for at være den skyldige, blev den frikendt af både læge og gynækolog, som ikke kunne give et tydeligt svar.
“Det blev en lang vinter, hvor min mand lavede det hele. Jeg kunne intet overskue og havde ikke engang lyst og energi til børn og børnebørn. Til gengæld var jeg meget fokuseret på at gå en tur hver eneste dag, og det reddede en del for mig at komme ud og få noget frisk luft.”
Hver gang hun blev ramt af de diffuse smerter, den uforklarlige tristhed eller kraftige menstruationer, blev hun angst og handlingslammet. Fik tankemylder, mens hjertet hamrede derudad, og hun skiftevis frøs og svedte.
“Det eneste, der hjalp, var meditationsprogrammer i ørerne. De kunne give mig lidt ro.”
Har set mønsteret
Endelig var der klar besked: En ny blodprøve hos lægen viste en begyndende overgangsalder, og det forsøgte Hanne at finde ny ro i. Hun havde stadig sin menstruation og fik opsat en hormonspiral, som kunne give hende det progesteron, hun manglede. Hun må nemlig ikke få østrogen på grund af en let øget risiko for en ny blodprop.
Men ak, det gik ikke med spiralen – Hanne fik det fysisk dårligere af den, så den blev taget ud igen. Tilbage er roen, regelmæssigheden, gåturene og meditationsprogrammerne.
“De lydbånd med meditation har reddet mig. Når jeg skal slappe af, hvis der er optræk til noget dårligt, eller hvis jeg vågner om natten, får jeg beroliget mig selv med et lille program.”
Med tiden har Hanne gennemskuet, at der faktisk er et mønster for, hvornår hun er mest dårlig, og hvornår hun har det bedst.
“Både dengang og i dag menstruerer jeg regelmæssigt og har kraftig pms op til min menstruation. På femte-sjettedagen begynder så en psykisk nedtur.”
Hun ved nu, at det først rigtigt bliver bedre, når hun er igennem overgangsalderen. Og alene den erkendelse gør det nemmere for hende at klare, at bølgerne går højt, og at hun indimellem: Er ved at blive sindssyg!
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 70.
