Gitte Høj deler sin historie om overgangsalder

er gift med Peter og mor til Simon på 25 og Laura på 20 år.
er cand.mag., journalist, psykoterapeut og sundhedsredaktør på Magasinet Liv.
er aktuel med sundhedsbogen Elsk din (overgangs-)alder – din guide til et stærkere, sundere og sjovere liv.

Det er et halvt år siden, at Gitte Høj officielt gik i gang med overgangsalderen. Hun ved nu, at indholdet af hormonet østrogen i hendes krop er faldet, og som erfaren sundhedsjournalist og sundhedsredaktør på Magasinet Liv ved hun alt om, hvad det kan betyde rent fysisk for knogler og slimhinder, for huden, vægten, nattesøvnen og så videre.

Gitte Høj har skrevet om overgangsalder i årevis, hun har interviewet et hav af eksperter og kvinder lige midt i hedeturene og blødningsforstyrrelserne, og hun har givet råd videre om alle de ting, vi heldigvis selv kan gøre, så overgangen ikke føles som en undergang.

Men først da hun stod der selv, blev det for alvor tydeligt, hvor meget mere end krop, der er på spil. At overgangsalderen er en afgørende og krævende mental proces, som starter, længe inden kroppen begynder at svede og stoppe med at bløde, og som er lige så afgørende at forstå og reagere på.

Og derfor begynder hendes egen historie om overgangsalder langt tidligere end i år.

Da de første tegn viste sig

“De første tegn på forandring viste sig, da jeg var i den sidste halvdel af 40’erne. Jeg havde været til en sammenkomst i december og havde raget et maveonde til mig, som jeg ikke rigtigt kunne komme af med. Det forfulgte mig og gjorde mig halvsløj, og samtidig havde jeg meget om ørerne.

Og pludselig udviklede min småsløje tilstand sig til voldsomme hedeture, som jeg troede var feber, mens jeg var i det. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende før. Min T-shirt var lige så våd, som hvis jeg havde været en tur i poolen, den kunne vrides, og jeg havde en voldsom hjertebanken. Samtidig havde jeg en fornemmelse af at være sort på indersiden af hovedet.

Jeg har altid haft et tæt forhold til min krop, og dens reaktioner gjorde mig ikke bange. I øjeblikket tænkte jeg, at det kunne være noget stress, som sikkert ville drive over igen efter nytår, men det var voldsomt, mens det stod på, og hele julen var svær det år.

Jeg kørte i et lavere gear og sagde det, som det var til mine omgivelser: At jeg ikke var på toppen, men at jeg selvfølgelig gerne ville være med alligevel.”

Følelsesmæssig stress

“Når jeg ser den jul på afstand, kan jeg se, at der var en hel masse ting på spil for mig. For eksempel meddelte min mor netop det år, at hun ville holde jul alene. Det stressede mig, at hun meldte sådan ud.

Jeg har altid været glad for julen. For nissehuer og vaniljekranse og fællesskab. Intellektuelt forstod jeg godt min mors reaktion: Hun ville hoppe højtiden over det år. Men følelsesmæssigt kunne jeg ikke være i det.

På samme tid var det et tidspunkt, hvor mine børn for alvor var ved at blive store. Min søn var fyldt 20 år, og min datter var 16 år og i gang med at løsrive sig og gå sine egne veje. En helt naturlig proces og som det skal være, men et tab for mig.

Jeg tror, at begge mine nærmeste kvinders nej tak til mig det år satte en følelsesmæssig stress i gang, som påvirkede hormonerne i min krop.”

Hvor er jeg henne i livet?

Efter nytår forsvandt hedeturene igen af sig selv. Gitte mærkede måske nogle andre små kropslige forandringer. Her set på afstand er erindringen lidt flimret, men det var nok her, hendes led begyndte at virke stivere, men den store forandring foregik mest i hendes hoved og tanker.

“Lige på det tidspunkt begynder jeg at tænke mere eksistentielt over, hvor jeg er henne i livet, når nu jeg endegyldigt er færdig med at bruge det meste af min tid på børn.

Jeg ved, at jeg står et nyt sted. Jeg begynder at se mig om efter forbilleder. Jeg vil ikke tilbage i den tristesse, jeg oplevede omkring jul, og som min krop reagerede så stærkt på.

I stedet går jeg på jagt efter en slags kvindelig Ole Henriksen, en, der elsker og favner livet og vil have det bedste ud af det.

Som sundhedsredaktør har jeg beskæftiget mig med aldersforskning, og jeg ved, at det ikke er en naturlov at blive rundrygget og gå langsomt, fordi vi bliver ældre. Det står ikke skrevet noget sted, at vi skal sætte tempoet ned.

Indtil nu har alderen været noget, jeg har beskæftiget mig med i teorien, men lige pludselig bliver det hele mere nærværende eller presserende for mig.

Alle mine tanker om ikke at gå i stå får mig til at rykke på en drøm, jeg har haft i årevis. Jeg begynder på en uddannelse til psykoterapeut. Det er noget, jeg har gået rundt om længe, men nu sker det, og i det forløb får jeg en helt anden bevidsthed, end jeg tidligere har haft, om, hvad det kan betyde at gå i overgangsalderen.

Jeg støder på historier om ensomhed, om tabuer, om at føle sig mindre værd, ryge ud af en sammenhæng, føle sig usynlig. Og det får mig til at tænke på min mor.”

Vi danske kvinder er i gennemsnit 52 år, når vi går i overgangsalder. Tidspunktet er arveligt betinget, men symptomerne kan variere og behøver ikke at ligne dem, din mor har haft.
Din krop går i overgangsalder, fordi dine æggestokke holder op med at producere æg, og det får produktionen af østrogen og progesteron i din krop til at falde.
2 ud af 10 kvinder har ingen symptomer på overgangsalder.
6 ud af 10 kvinder får moderate gener.
2 ud af 10 kvinder har voldsomme gener, som er svære at leve med.
De mest almindelige gener er hedeture, tørre slimhinder, ledsmerter og humørsvingninger.

Mig og min mor

“Min mor kom i overgangsalder, da hun var i begyndelsen af 40’erne. Jeg var flyttet hjemmefra, men jeg kan huske, at hun beskrev en uro og en hjertebanken, som hun ikke kunne forstå. Hun fik ondt i lænden og hofterne og havde hedeture. Og så holdt hun simpelthen op med at gøre ting, som hun ellers altid var gået op i, for eksempel at holde sammen på mig og mine to søskende.

Jeg oplevede det hele på afstand, men jeg havde en tydelig følelse af, at noget ændrede sig. Det var, som om hun ikke kunne overkomme det mere, og hun havde det simpelthen ikke godt.

Jeg var ung, og i den alder tænker man jo mest på, hvad man selv har brug for, men i dag kan jeg se, at hun har været ensom det sted i livet, hvor hendes kuld var flyttet, og at hun ikke havde nogen at dele sine bekymringer med.

Jeg tror, hun følte, at hendes værdi faldt. Dengang var det ikke fedt at blive 50 år som kvinde. Jeg tror, det var svært at finde en ny identitet og en ny retning. Min mor har altid haft en rem af angst, og da hun samtidig kom i overgangsalder og ikke vidste, hvad hun skulle stille op med den uro, som de faldende hormoner medførte, så begyndte hun desværre at dulme sin angst og uro med alkohol.

Lige så stille fik hun lidt for tit en lille en, der gjorde, at hun fik det en smule bedre, og det blev hun afhængig af. Hendes misbrug stod på i 10 år, og det betød, at hun mistede sit arbejde.”

Forståelse

“Det har været rædselsfuldt. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Det går ikke upåvirket hen over et familieliv at have 10 år med misbrug. Men i dag ser jeg min mors handlinger i et nyt lys. Mine egne tanker i optakten til min overgangsalder gav mig pludselig en forståelse af min mor.

Jeg har nemmere ved at se, at det at føle sig fremmedgjort over for sig selv kan føre til nogle dårlige valg. Det kunne jeg ikke se, dengang det stod på.

Min mor har stået i noget, der gjorde hende bange og utilpas, og har spejdet efter, hvordan hun skulle komme ud. Det forstår jeg i dag. Jeg forstår, hvad vi kan havne i som kvinder, når kroppen kører rundt med os. Hvad mange tidligere generationer af kvinder har måttet håndtere. Min mor er jo ikke den eneste i verdenshistorien, der har grebet til selvmedicinering.”

Stå sammen, kvinder

“Hele min mors historie fik mig til at tænke, at vi kvinder er nødt til at stå sammen. Vi skal række ud og hjælpe hinanden. Det gør mig ondt, at nogle er ensomme omkring de her forandringer. Det behøver vi ikke at være.

Vi er cirka og rundt regnet 400.000 danske kvinder i overgangsalder i øjeblikket. Det er altså rigtigt mange!

Det er svært at sige, hvorfor det stadig er et tabu, men det oplever jeg, at det er. Jeg har talt med mange kvinder, som synes, at det er svært at snakke om, men i det øjeblik nogle tør sige det højt, bliver rigtigt mange så lettede.”

Læs ogsåLad lægen forklare dig, hvorfor overgangsalderen på en måde er genial

Spark røv!

“Da jeg gik i gang med en ny uddannelse midt i 40’erne, var det en stor udviklingsproces. Jeg fik hevet alt op af alle skuffer. Jeg blev så optaget af, hvordan overgange og forandringer i livet kan skubbe os i en ny retning, at jeg efter uddannelsen fik ideen og senere begyndte at skrive en bog om overgangsalder sammen med en kollega. Jeg ville gerne være med til at vise en positiv vej, som jeg selv havde manglet.

Inderst inde føler jeg faktisk, at det er min tur til at sparke røv nu. Jeg har haft mange år, hvor jeg har været på deltid, har flekset og arbejdet hjemmefra, for at vores familieliv kunne gå op, så tidspunktet nu passer til, at jeg lige hopper lidt frem.

Jeg føler ikke, at jeg har toppet endnu. Jeg kan mærke en drivkraft, en følelse af at lukke døren til dele af mit gamle liv og åbne til noget andet. Den historie om overgangsalderen mangler vi rigtigt meget – at meget kan ske, hvis vi får fat i styrepinden igen.

Hvis du har haft børn og har holdt dem i hånden, så får du efter det noget tid. Vi kan alle sammen godt få det svært med den periode. Det er et spørgsmål om at sige, at der er så meget andet, du kan nu. Det handler om at favne det sted, du er. Tage imod det sted, du er, og favne din alder lige der.”

Lyt og reager

At have kræfter nok til at sparke røv kræver et udgangspunkt, hvor man ikke er for træt og trist. Det er ikke så nemt i en varm sky af hedeture og en sværm af dårlige nætter. Vi skal give os selv de bedste betingelser for at kunne shine, og her er Gitte hjulpet af sin årelange erfaring med kost og motion. Og af sin evne til at lytte til sin krop og handle efter dens reaktioner.

“Jeg har hele tiden reageret på de forandringer, jeg mærker i kroppen. For eksempel har mine smagsløg ændret sig, jeg er ikke så glad for kød mere. Jeg vælger det ikke, hvis jeg kan få noget andet.

Det er noget med, hvordan jeg får det i kroppen bagefter. Hvordan min krop kvitterer ved et nej tak til koteletter. Det kan jeg tydeligt mærke. Den store portion havregryn, jeg tidligere spiste hver morgen, den dur heller ikke længere.

Jeg spiser meget lidt tidligt på dagen. Og helt generelt har jeg altid haft en sød tand, og jeg har endnu mere lyst nu. Men at spise dessert og kage giver mig hedeture, og det samme gælder alkohol.

Hvis jeg vil have en drink, kan jeg mærke varmen stiger. Det er svært at vænne sig til. Men det er ikke umuligt.

Jeg prioriterer motion, fordi jeg kan mærke, at det er godt for mig – også mentalt. I forhold til tidligere skal jeg arbejde mere for mindre resultater. Men for mig handler det om at bevare min energi, så jeg kan gøre det, jeg vil i det daglige. Specifikt omkring hedeture, så kan de beviseligt dæmpes med at være i god form og få pulsen op.”

Din egen indflydelse

Gitte har ikke frygtet, at hun ville komme til at begå nogle af de samme fejl som sin mor og løse problemer med alkohol. Men hun kender jo godt fornemmelsen af at kigge tilbage på sin mor som nærmeste kvindelige forbillede og spekulere på, om vi mon går i overgangsalder på samme tidspunkt som hende, får hedeture lige så længe som hende eller mister os selv og vores humør.

Det kan være skræmmende at se tilbage på en generation, hvor mange kvinder led i stilhed.

“Vi er jo altid først og fremmest os selv, men vi er ikke kun os selv. Vi er ret beset lavet af et andet genetisk miks end vores mødre. Derfor er det så rart at være bevidst om, at vi selv har en indflydelse på, hvordan vi har det mentalt og kropsligt, og hvordan vi forholder os til det. Også i overgangsalderen.

Du bliver ikke overhalet af noget, der kommer fra din mor, uden at du kan gøre noget. Det med at du får øje på din egen indflydelse er vigtigt. Hvis noget er svært, så søg hjælp, også selv om det kan være en stor ting at række ud.

Hvorfor søgte min mor ikke det – det har jeg tænkt over rigtigt, rigtigt mange gange? Mest fordi vi er i en anden tid i dag. Med meget mere hjælp og viden at få. Og mindre skam over at have brug for hjælp.”

Lyt, del og stå sammen

“Jeg har det sådan, at jeg er optaget af at passe godt på mig selv. Det fylder meget. Hele baduljen. Mentalt og fysisk. Jeg forsøger at passe godt på mig selv. Hvis jeg har brug for at sove til middag lørdag, så gør jeg det. For jeg mærker, at min krop kvitterer positivt.

Omvendt så spiste jeg nuggets i bilen i går, og så fik jeg det dårligt bagefter. Heldigvis bliver vores kropsbevidsthed typisk skærpet med alderen, og vi bliver bedre til at tage hensyn til os selv.

Det handler om vores livserfaring og har ikke noget med hormoner at gøre. Jeg har respekt for, at noget har forandret sig, og jeg er opmærksom på, hvad jeg bruger min tid på.