En dag er overgangsalderen overstået. Det er jo for pokker en overgang!
En dag er overgangsalderen overstået. Det er jo for pokker en overgang!© Getty Images

3 afgørende svar om overgangsalder

Overgangsalderen varer ikke evigt. Få svar på, hvad der sker med dig og din krop før, under og efter fra speciallæge og ekspert i overgangsalder Lotte Hvas

24. august 2022 af Gitte Høj

1. Hvordan ved jeg, at jeg er kommet i overgangsalder?

“Overgangsalderen opleves meget forskelligt fra kvinde til kvinde, men her vil jeg koncentrere mig om det mest almindelige.

Det typiske er, at du sidst i 40’erne eller i begyndelsen af 50’erne begynder at få uregelmæssige menstruationer. De kan eksempelvis hoppe en måned eller to over, de kan komme hyppigere og være kraftigere, eller de kan holde helt op fra den ene dag til den anden.

Samtidig, og det gælder især i årene efter, vil hedeturene begynde at dukke op. De føles som en varme, der spreder sig i den øverste del af kroppen og varer i nogle få minutter. Nogle gange sveder du samtidig. Men intensiteten af hede-svedeturene er meget forskellig fra kvinde til kvinde. Hvis du er sidst i 40’erne eller først i 50’erne og kan genkende symptomerne, så er det ret sikkert, at du er i overgangsalderen. I så fald er det ikke nød- vendigt med andre undersøgelser, for din krop er faktisk den bedste til at stille ‘diagnosen’.

Nogle kvinder kommer dog i overgangsalderen længe før. For eksempel allerede først i 40’erne. Det giver de samme symptomer, men her vil man ofte supplere med en blodprøve.

Hvis du har hormonspiral eller har fået fjernet livmoderen, vil du af samme grund ikke få uregelmæssige menstruationer, men hedeturene kommer stadigvæk og fortæller dig, at du er i overgangsalderen. Hvis du til gengæld spiser p-piller, vil du ikke få symptomer på overgangsalderen, før du holder op med pillerne. Det samme gælder selvfølgelig p-plaster og p-ring,” forklarer læge, forsker og forfatter af Bogen om overgangsalderen, Lotte Hvas. 

Lotte Hvas er læge og ekspert i overgangsalder
Lotte Hvas er læge og ekspert i overgangsalder


© Privatfoto

Speciallæge Lotte Hvas

  • Lotte Hvas er speciallæge i almen medicin, forsker og forfatter.
  • Hun har senest og lige udgivet Bogen om overgangsalderen. Læs mere på Lottehvas.dk. Og tjek Facebook for @overgangsalderen og Instagram for @ kvindekroppenshistorier. 

2. Hvor længe varer en overgangsalder typisk?

“Fra den første uregelmæssige menstruation og frem til, at hedeturene er klinget af, vil der typisk gå 3-5 år. Men også her varierer det meget. Nogle kvinder oplever nærmest kun, at menstruationen holder op, og det var så det. Andre kan være generet af hyppige hedeture i både 5 og 10 år,” siger Lotte Hvas.

3. Hvordan ved jeg, at jeg er igennem min overgangsalder?

“Menopause er betegnelsen for den sidste menstruation. Men man ved først et år efter, at det rent faktisk var den sidste. Når det år er gået, kan du godt regne med, at menstruationerne er stoppet. Overgangsalderen er til gengæld årene omkring den sidste menstruation. Det er det, der også kaldes ‘perimenopause’ eller ‘klimakteriet’. 

Overgangsalderen handler således ikke kun om den sidste menstruation, men om årene før og efter, og har ikke nogen fast grænse. Selv om du ikke har menstruation, kan du fortsat godt have en del symptomer – især hedeture – og det er først, når de er klinget af, at du kan sige, at du er igennem overgangsalderen.

Hedeturene kan fortsat komme ved sjældne lejligheder, også efter at du selv oplever, at du er ‘igennem’ – jeg bruger derfor ordet klinge af. Det er typisk 1-2 år, at hedeturene rigtigt topper og er meget generende. 

I årene efter den sidste menstruation kan der også komme et problem med sårbare slimhinder i og rundt om skeden – altså efter at overgangsalderen egentlig er overstået. Mange kvinder fortsætter med lokalbehandling af dette langt op i årene,” siger Lotte Hvas. 

Få styr på begreberne

  • OVERGANGSALDER Dækker over årene før og efter din sidste menstruation. Det er nu, at æggestokkene ophører med at pro­ducere østrogen og progesteron.
  • FØR MENOPAUSE Når du nærmer dig din menopause, kan du opleve uregelmæssige men­ struationer, blødningsforstyrrelser samt hedeture for eksempel i for­ bindelse med din menstruation.
  • MENOPAUSE Er fra det tidspunkt, hvor du har din sidste menstruation. Det sker for de fleste kvinder mellem 47 og 55 år. WHO fastslår, at det først kan fast­ lægges 12 måneder efter din sidste menstruation – at det var der, det skete.
  • POSTMENOPAUSE Dækker perioden efter din meno­ pause, hvor du fortsat kan have hede­ ture og svedtendens. Hver femte kvinde har fortsat symptomer 5 år efter menopause i denne postmeno­ pause. I denne periode indstiller din krop sig på de nye niveauer af kønshormoner. 

Kilde: Sundhed.dk, Bogen om overgangsalderen 

Du vil (garanteret) også kunne lide