Kan du nøjes med et enkelt måltid et enkelt døgn, kan du leve længere. Så simpelt viser det sig faktisk at være. Og ikke så svært, som det lyder!
Der er efterhånden en del forskning, der peger på en sammenhæng mellem, hvor meget du spiser, dit stofskifte og din aldring. Senest er dansk-amerikansk forskning kommet med et bud på, hvorfor dine celler lever længere, hvis du spiser mindre...
For det viser sig, at jo ældre du bliver, jo dårligere bliver cellerne til at opretholde kroppens funktioner, fordi det kniber for cellerne at sætte deres proteiner rigtigt sammen.
Men hvis du spiser mindre, påvirkes cellerne positivt, sådan at de bevarer evnen til at opbygge deres proteiner på den rigtige måde.
Hvad gør jeg helt konkret?
Der findes ikke en bestemt eller rigtig formel for, hvordan du skal faste. Men der findes en nem måde at afprøve det på.
Vælg en fast ugedag, hvor du spiser mindre end de øvrige dage. For eksempel onsdag.
Denne dag spiser du kun et enkelt måltid og gerne først ud på formiddagen, hvis du kan holde dig så længe.
REGEL #1
Måltidet kan bestå af en stor portion fjerkræ eller kød, 2-3 æg, en god portion fisk eller måske skyr, hvis du bedst kan lide at få dine proteiner herfra. Samt sundt fedt i form af en avocado eller en håndfuld nødder eller et par teskefulde olier. Derudover må du spise alle de grøntsager, der skal til, for at du føler dig mæt.
REGEL #2
Herefter må du i løbet af dagen drikke al den kaffe, te, vand og danskvand, du har lyst til.
REGEL #3
Først et lille døgn efter skal du indtage dit næste måltid. Så hvis du har fastedag, spiser du måske klokken 11 og først igen næste dag klokken 9.
Kilde: Nature.com
Artiklen er første gang bragt i Magasinet Liv nr. 74