Moden kvinde spiser salat
Din kost har stor indflydelse på dit humør! © Getty Images

Spis dig til et vedvarende godt humør

Ikke alle 40+ dage kan kategoriseres som festdage. Du bliver til tider ramt af tungsind eller tunge tanker, som stjæler dit overskud, og det kan der være nogle helt naturlige forklaringer på. Den gode nyhed er, at du kan lindre dine blues – med mad!

15. maj 2020 af Gitte Høj

Eksperten

Sundhedsredaktør Gitte Høj brænder så meget for din sundhed, at hun er både kostvejleder, psykoterapeut og sundhedsjournalist. Så læg trygt din sundhed i hendes hænder.

Du ved, at du har en smuk regn­bue af følelser. Nogle er lyse, andre er mørke, og en del er midtimellem. Og måske har du observeret, at der sker noget med dine følelser og dit humør her nogenlunde midtvejs. At din regnbue bevæger sig på en ny måde.

Og det gør dig forvirret – at du ikke kan tage hverdagens små og store bump med bare antydningen af et lille smil. Du føler dig måske mere nedtrykt og til tider faktisk deprimeret. Og det kan der selvfølgelig være en række forskellige – og ofte helt naturlige – grunde til. En af dem kan være det fak­tum, at du står midt i livet med de hormo­nelle og eksistentielle forandringer, som det typisk indebærer. 

Din overgang spiller ind 

Du har derfor brug for at få ro på dine hor­moner så vidt som muligt. Og din hormon­balance påvirkes af en række faktorer. For eksempel understøtter et stabilt blodsukker hormonsystemet, hvilket betyder, at kom­plekse kulhydrater skaber hormonel balance og indirekte altså også et bedre humør.

En sund kost holder krop, hormoner og humør i balance. Men din tarm og tarm­flora optimerer også betingelserne for at skabe hormonel balance. 

Fra tarm til hjerne 

Og der er fuld skrue på forskningen i tarm­bakterier og flere indikationer på, at der er en stærk forbindelse mellem tarm og hjerne via blandt andet centralnervesystemet.

Tarmbakterier er blandet ind i produk­tionen af hovedparten af de hormoner, som styrer processerne i kroppen. Det gælder også de hormoner, som eksempelvis regu­lerer glæde, stress og sult. Signalerne herfra bevæger sig blandet andet via vagusnerven og op til hjernen. 

Der er fortsat mange uløste gåder, hvad angår tarmbakterier, men forskere mener, at bakterierne er med til at styre dine følelser og dermed også, hvordan du føler dig tilpas.

Derfor hænger mad og glæde sammen

Det er på den baggrund, at det kan løfte dit humør og give dig større lykkefølelse at kigge på og eventuelt justere dine kostvaner! 

Felice Jacka er chef for Food and Mood­-centret i Melbourne i Australien og en af verdens førende eksperter, når det drejer sig om sammenhængen mellem mad, humør­svingninger og psykiske sygdomme som eksempelvis depression. 

Ifølge hende peger meget forskning på området i samme ret­ning: Mad med masser af frugt og grønt mindsker risikoen for depression og angst, mens forarbejdet mad med masser af sukker øger risikoen. 

Moden kvinde er glad
En sund kost holder krop, hormoner og humør i balance.© Getty Images

Hvordan spiser du dig så glad? 

Tarmbakterierne bliver påvirket af din livs­stil, og tarmbakterierne påvirker din hjerne. Det er formentligt den helt overordnede årsag til, at du med de rette råvarer på tal­lerkenen kan løfte dit humør og din energi og også afhjælpe angst, depression og nedtrykthed.

Rent videnskabeligt er der ifølge Felice Jacka størst belæg for, at det er middelhavs­kosten og den nordiske kost med meget fisk og med udgangspunkt i friske, lokale råvarer, der løfter. 

Næringsstoffer, som spreder godt humør

C-vitamin

Fordi: Vitaminet spiller en væsentlig rolle i din krops evne til at fremstille blandt andet dopamin og serotonin, som begge påvirker dit humør positivt. 

Find det: I peberfrugter, citrusfrugter og bær. 

B-vitaminer

Fordi: Disse vitaminer kan også være med til at øge dannelsen af velværehormonet serotonin. 

Find det: I høj grad i kornprodukter og i mindre grad i grøntsager, frugt og fisk.

Omega-3

Fordi: Din hjerne består af fedt og har derfor brug for sundt fedt for at kunne fungere – og for at kunne se på den lyse side. Giver dig en vis beskyttelse mod nedtrykthed. 

Find det: I fisk og skaldyr.

Zink

Fordi: Man ved, at mangel på zink kan føre til depression og omvendt også løfte humøret, når der fyldes på med dette mineral.

Find det: I alle former for frø, kerner, mandler og nødder. 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i marts 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide