Læs også

Nødder i glasbøtter

Feder nødder?

Jeg har jernmangel – dur det der glas rødvin?

Nej, det er en skrøne, at rødvin hjælper mod jernmangel. Diætisten guider dig til, hvad du skal spise. Læs med her.

17. december 2015 af Redaktionen

Kære brevkasse,
Jeg tror, jeg mangler jern. Jeg synes tit, jeg er træt, og flere har nævnt, at de synes, jeg ser bleg ud. Det gør jeg også. Jeg har det ikke dårligt, men føler mig bare lidt sløv, og så var det, jeg kom i tanke om: Er det sundt, ligefrem fornuftigt, at drikke det der glas rødvin hver dag? Eller er det en skrøne, og er der noget bedre, jeg kan gøre?

Venlig hilsen
Solvej

Kære Solvej
Nej. At rødvin hjælper på jernmangel er en skrøne. Det kunne ellers være rart, hvis et dagligt glas rødvin kunne gøre dig mindre træt, men det er der ikke fysiologisk belæg for. Om det rent psykologisk kan opfriske lidt at have udsigt til et glas rødvin hver dag, lader jeg være op til den enkelte.

Symptomerne på jernmangel er træthed, bleghed, hjertebanken og svimmelhed, og du beskriver jo, at du føler dig træt, bleg og sløv. Så det kunne være tegn på, at du lider af jernmangel. Men det behøver ikke være det. For at være sikker skal du få din læge til at tage en blodprøve og få målt din blodprocent. Ud fra det finder I ud af, om du eventuelt skal have et jerntilskud.

Ligger blodprocenten blot i den lave ende inden for normalområdet, kan du spise dig ud af jernmangel. Og det er altså ikke rødvin, der kan afhjælpe jernmanglen.

I et glas rødvin er der knap 1,2 mg jern, og anbefalet daglig dosis for en kvinde er 15 mg. Det betyder, at du skulle drikke mere end halvanden flaske for at nå anbefalet daglig dosis! Desuden er der stoffer i vinen, der hæmmer jernoptagelsen. Så det er ikke nogen god idé – desværre.

Det er det til gengæld at spise mad-varer, som alle har et højt indhold af jern. Se hvilke i boksen lige herunder.

Kærlig hilsen
Gitte Wenneberg, klinisk diætist

Madvarer med højt indhold af jern

  • Kød og fisk. Især oksekød og makrel i tomat.
  • Indmad som lever og hjerte. Leverpostej er en god kilde til jern.
  • Brød, gryn og kartofler. Især fuldkornsbrød og morgenmadsprodukter med fuldkorn.
  • Spinat, grønkål, broccoli og grønne bønner.
  • Tørret frugt, mandler og nødder.

Spørg om sundhed!
Har du et spørgsmål om sundhed? Vi har panelet, der kan svare: Pia Koefoed, praktiserende læge, Lotte Paarup, fysioterapeut, forfatter og foredragsholder samt Gitte Wenneberg, klinisk diætist. Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.

Du vil (garanteret) også kunne lide