Slik eller tørret frugt?
Jeg er 41 og vil rigtig gerne spise sundt, men jeg har også en sød tand. Jeg har fundet ud af, at nødder, mandler og rosiner stiller lækkersulten, men hvor sundt er det egentlig – der er vel egentlig ret mange kalorier i? Er der noget af det sunde slik, som er bedre end andet?
Venlig hilsen
Charlotte
Kære Charlotte,
Det hurtige svar er: Ja, nødder og mandler feder. Der er lige så mange kalorier i nødder og mandler, som der er i chokolade. Der er dog det gode ved nødder og mandler, at de er fulde af sundt fedt! Det feder lige så meget som det usunde fedt, men er bedre for vores blodårer. Så nødder er sunde, men meget kalorieholdige, og skal spises i begrænset mængde, hvis du vil holde vægten.
Chokolade giver dig en bedre hukommelse
Tørret frugt som dadler, figner, abrikoser, svesker og rosiner er kaloriemæssigt på niveau med lakrids og vingummi. Tørret frugt har et kalorie- og sukkerindhold, der er fem-seks gange højere end frisk frugt.
Tidligere indgik tørret frugt og nødder i de anbefalede 300 gram frugt fra Fødevarestyrelsen. Det gør de ikke længere med den begrundelse, at det er alt for kalorieholdigt.
Med venlig hilsen
Gitte Wenneberg, klinisk diætist.
Bragt første gang i Magasinet Liv nr. 6.

Spørg om sundhed!
Har du et spørgsmål om sundhed? Vi har panelet, der kan svare: Pia Koefoed, praktiserende læge, Lotte Paarup, fysioterapeut, forfatter og foredragsholder samt Gitte Wenneberg, klinisk diætist. Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.