10 sunde råvarer fra Middelhavet
Hvidløg
Sænker dit blodtryk
Hvidløg indeholder stoffet allicin, der sænker dit blodtryk. Allicin har tilmed en blodfortyndende og blodprop-opløsende effekt.
Fuldkorn
Guld værd for fordøjelsen
Mange tænker på læssevis af hvid pasta, når man siger middelhavskost. Men faktisk spiste folk fra Kreta, som meget af den tidlige forskning om middelhavskost er baseret på, rigtig meget fuldkornsbrød. Fuldkorn er rige på kostfibre, folat, magnesium og kalium. Den kombination forebygger diabetes, kræft og hjerte-kar-sygdomme, samtidig med at din fordøjelse kører som smurt.
Olivenolie
Forebygger kræft
Olivenolie består af 77 procent enkeltumættede fedtsyrer. Et dansk forskerhold har fundet frem til, at et forholdsvis højt indtag af denne middelhavseliksir giver færre kræfttilfælde, fordi olivenolien er med til at reparere skader på vores dna.
Nødder
Sænker risikoen for diabetes
Skift taskeslikket ud med nødder og mandler, og sænk din risiko for diabetes! Nødder holder blodsukkeret stabilt og sænker både dit blodtryk og mængden af fedt i blodet og om livet. Nødder er ganske vist kalorierige, men fedtet optages relativt dårligt i din krop og er hovedsageligt af den sunde umættede slags. Nødder er desuden rige på protein, vitaminer og mineraler.
Citrus
Du optager mere jern
Frugter - og især citrusfrugter – er rige på C-vitaminer, der holder din hud sund og hjælper dig med at optage jern fra kosten. Citrusfrugter er også en god kilde til kostfiberen pektin. For hvert gram pektin, vi spiser, sænkes vores LDL-kolesterol (det farlige kolesterol) med 0,06 mmol/liter.
Bælgfrugter
Sænker dit kolesterol
Bønner og linser bugner af kostfibre, som sænker dit kolesteroltal og holder blodsukkeret stabilt. Samtidig er bælgfrugter rige på mættende proteiner, der gør det lettere for dig at holde vægten eller ligefrem smide et par kilo.

Vin
Sundt for dit hjerte
Vin indeholder aktive stoffer som resveratrol og flavonoider, som man i mange år har troet var årsagen til, at vin er sundt i små mængder. Nu viser nyere forskning imidlertid, at vi reelt kun optager ganske lidt af vinens flavonoider, så årsagen skal nok snarere findes i vinens indhold af alkohol. Man ved nemlig, at et lavt til moderat indtag af alkohol er forbundet med en 38 procent reduceret risiko for demens, og at en smule alkohol er sundt for hjertet. Årsagen er, at et moderat indtag af alkohol øger mængden af det gode kolesterol og sænker virkningen af det dårlige kolesterol.
Krydderurter
Du bruger mindre salt
Friske krydderurter har langt flere vitaminer, mineraler og antioxidanter end de tørrede af slagsen. Flittig brug af det grønne drys som smagsgiver kan mindske behovet for at vende saltbøssen eller flødekartonen på hovedet. Det vil især dit blodtryk takke dig for. Mange af middelhavslandenes krydderurter som estragon, oregano, basilikum og timian virker tilmed slimløsende, giver frisk ånde og stimulerer samtidig din fordøjelse.
Fisk og skaldyr
Holder din hjerne skarp
Bag fiskens skællede ydre og skaldyrenes hårde skal gemmer der sig en skattekiste af livsvigtige næringsstoffer. Fisk og skaldyr er rige på selen og jod, og så er især de fede fisk en væsentlig kilde til omega-3-fedtsyrer og D-vitamin. Omega-3-fedtsyrerne EPA og DHA er væsentlige for hjernens funktion. D-vitamin er vigtigt for dit humør, dine knogler, dit immunforsvar og dit værn mod livsstilssygdomme og kræft. Magre fisk og skaldyr er perfekt som slankekost, idet du får gode mættende proteiner for få kalorier.
Grøntsager
Redder dit hjerte
Sydeuropæerne skovler grøntsager indenbords, og det er formentlig derfor, at deres kost for alvor gør en forskel for helbredet. Undersøgelser viser, at for hver 100 gram grønt du spiser dagligt, sænker du din risiko for at få hjerte-kar-sygdomme med op til 11 procent. De saftige solmodne tomater indeholder fx antioxidanten lycopen, der får det gode kolesterol til at stige, og som holder dine blodkar intakte.