Eksperten
Sundhedsredaktør Gitte Høj brænder så meget for din sundhed, at hun er både kostvejleder, psykoterapeut og sundhedsjournalist. Så læg trygt din sundhed i hendes hænder.
Ikke alle dage kan kategoriseres som festdage. Du bliver til tider ramt af tungsind og tunge tanker, som stjæler dit overskud. Og det skal der være plads til. Den gode nyhed er, at du kan lindre dine blues – med mad og gode vaner. Og hvordan gør du så det? Du følger disse seks trin.
1. Hold stress fra døren
Dine tarmbakterier kan ikke lide stress. De trives bedst med en fast dagsrytme og har som en del af rytmen brug for mad på nogenlunde faste tidspunkter og en god nattesøvn. Og eftersom tarmbakterierne danner mange hormoner, giver det mening at være lidt stram med din dags- og døgnrytme.
2. Ryd op og kys farvel
Skal din overskudskur virke, må du gennemgå skabe og skuffer og sige farvel til dine søde og fede venner. Det gælder alle former for produkter med skjult sukker og fedt – morgenmadsprodukter, kiks, færdigkager, dressinger, friterede produkter og lignende.
Og nej, det handler ikke om, at du har spist søde og fede sager for sidste gang. Tværtimod må du jo hellere end gerne spise mørk chokolade. Men det handler om, at du afliver din vane med at have denne type madvarer på lager og dermed inden for rækkevidde.
Tricket er, at du styrer dit indtag med hård hånd og undgår at hælde indenbords i affekt, fordi du keder dig i munden.
Vidste du for eksempel: Forskerne har fundet en sammenhæng mellem sukker og depression og påvist, at mere end 60 gram sukker om dagen øger risikoen for depression markant!

3. Gå grassat i det grønne
Spis grøntsager til alle dine måltider. Beslut dig eksempelvis for at spise tre forskellige grøntsager i tre forskellige farver hver eneste dag, for det handler nemlig om at få så stor en variation som muligt og spise i alle regnbuens farver. Supplér med friske krydderurter.
Giv dig selv en udfordring: Køb indimellem en grøntsag, som du ikke er så fortrolig med, og udvid på den måde din grønne familie. Det grønne er en gave til din tarm og mave og den vej rundt også en booster til dit humør.
4. Forudse dine mellemmåltider
Måske har du brug for mellemmåltider, måske kan du godt klare dig med tre sunde hovedmåltider. Under alle omstændigheder giver det mening, at du – før du gribes af panik – forholder dig til, hvad der giver mest glad mening at snacke.
Og her siger eksperterne, at grøntsager, frugter og usaltede nødder, mandler og kerner er de sunde glade valg.

5. Din nye BFF
Der findes mange forskellige typer af fibre (det første F i BFF), og du har som udgangspunkt brug for at mikse så mange slags som muligt. Du henter en del via grøntsager, men også fuldkorn (det andet F) og tørrede bælgfrugter (det ene B) bidrager godt.
Så ud over dine daglige grøntsager kan du med fordel spise groft brød og toppe med hummus, som jo laves på kikærter (en bælgfrugt).
6. Skarp på dine proteiner
Det er nok ikke nogen stor overraskelse for dig, at du meget gerne må gå efter den fede fisk og holde lidt igen med det røde kød fra firbenede dyr – ko, gris, lam, ged.
Din hjerne og dit humør har nemlig så godt af omega-3-fedtsyrer, og man ved, at hovedparten af havets råvarer virker positivt på sindet. Blandet andet på grund af aminosyren tryptofan, som bidrager til kroppens produktion af velværehormonet serotonin. Spis også gerne æg flere gange om ugen. Hviden gemmer på tryptofan.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. marts 2020.