Eksperten
Sundhedsredaktør Gitte Høj brænder så meget for din sundhed, at hun er både kostvejleder, psykoterapeut og sundhedsjournalist. Så læg trygt din sundhed i hendes hænder.
Du ved det ganske sikkert: Det, du fodrer din voksne krop med, har indflydelse på din selvfølelse og dit humør. Ligesom nogle madvaner dræner din mentale power, findes der andre, som booster den. Og så findes der de råvarer, som helt enkelt gør dig glad. Og listen over de råvarer får du her.
1. Olivenolie
Denne olie er undersøgt på kryds og tværs, og forskere er ikke i tvivl om, at den mindsker risikoen for depression og gør dig både sund og glad!
Olivenolie indeholder mange stoffer med både antiinflammatorisk og antioxidativ virkning. Det gælder også stoffet oleocanthal, som du konkret kan identificere som det, der stikker lidt i ganen, når du nyder en god olivenolie. Det menes at dæmpe smerter.
2. Mørk chokolade
Den fine godbid giver dig et bundt af solide antioxidanter og medvirker desuden til mere serotonin og dopamin, som jo regulerer din glæde og tilfredsstillelse. Så ja, der er vitterligt noget om snakken, når du næsten kan mærke, at du bliver høj af at spise et stykke chokolade eller at drikke en kop varm chokolade.
Læg dertil, at chokoladen også arbejder imod stresshormonet kortisol. (Mørk chokolade ad libitum anbefales dog ikke. Dertil bliver det på et tidspunkt for fedt og for sødt for systemet).
3. Rødbeder
Den røde grøntsag indeholder nitrat (ligesom rucola, spinat, bladbede) og er den mest undersøgte nitratkilde, som har vist sig at kunne virke opkvikkende på flere måder.
Rødbedesaft giver en bedre iltforsyning i hjernen og menes at forbedre beslutningsfunktionen, sænke stress og på den måde være med til at dæmpe potentiel angst. Beskytter desuden tarmslimhinden og modvirker inflammation.

4. Te og kaffe
Ja tak til kaffe, fordi kaffens koffein stimulerer signalstoffet dopamin, som regulerer lystfølelse og eufori. Derfor føler du dig lykkelig og tilfreds, når hjernen udskiller dopamin.
Te har også en positiv indvirkning på din følelse af glæde. Det har eksempelvis vist sig, at te-drikkere i almindelighed har en markant lavere risiko for at blive ramt af depression, mens kamillete i særdeleshed menes at have en effekt på angst og depression.
5. Græskarkerner
Et lille lykkefrø! Fordi græskarkerner er fyldt med tryptofan, er de en super kilde til det afslappende mineral magnesium og til zink, som muligvis kan føre til nedtrykthed, hvis du er i underskud.
Så lav dig en pande med ristede, letsaltede græskarkerner, og nyd dem som snack, crunch i salat eller drys på madder.

6. Østers
Østers er ikke blot en fin spise, som skal skylles ned med champagne, men også en kraftfuld antidepressiv mundfuld. Der skal ikke så mange østers til, før du får et massivt skud af B12, zink, selen og D-vitamin, som alle brager ind og løfter humøret på forskellig vis.
Dertil kommer, at østers også bidrager til at modvirke inflammation i din hjerne og til at skabe balance i dine glæde-stoffer serotonin og dopamin. Så nu er spørgsmålet bare, om du kan lide østers?
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. marts 2020.