Du behøver ikke tilmelde dig latterkurser eller se lårklaskende sjove komedier for at booste dit humør. Bare fyld indkøbskurven op med lækker og glad mad.
1. GRØNNE BØNNER
Studier viser, at folk med depressioner typisk mangler magnesium. Grønne grøntsager - især bønner - booster dig med dette mineral, så du forbliver happy-happy!
2. CHOKOLADE
Chokolade får hjernen til at frigive de kemiske stoffer dopamin og opioider, der gør dig glad og oven i købet virker seksuelt stimulerende. Mums!
3. GULERØDDER
Træt og trist? Så mangler du måske et skud biotin. Det er et vitamin, som blandt andet findes i gulerødder. Gnask løs af den orange grøntsag, og hiv humøret i vejret.
4. GRAPEFRUGT
Folinsyre er afgørende for ilttilførslen til hjernen - og lige præcis folinsyre er der masser af i grapefrugter. Hurra! Prøv at grille dem halve i ovnen med lidt honning på.
5. PERSILLE
Skyd genvej til en bedre koncentration med denne krydderurt. Brug den generøst i madlavningen, og du får masser af vigtige aminosyrer, der også gør dig modstandsdygtig over for angst og stress. Persille-power!
6. FISK
Hvad end du sætter gaflen i makrel, tun, torsk eller helleflynder, så glæder du dig selv. Fisk indeholder nemlig mange sunde olier. Undersøgelser viser, at mennesker, der spiser fisk, sjældnere bliver depri.
7. SESAMFRØ
Det lille lyse frø, der smager godt i bagværk, kan hjælpe dig med at holde humøret højt. Hemmeligheden er amonisyren threonine, der modvirker depression. Det bugner sesamfrø af. Sesam, sesam, luk dig op!
8. VALNØDDER
Nødder er generelt et hit til at få smilet frem på dine læber. Især valnødder. De er proppet med nærende omega-3-fedtsyrer, som får dine hjerneceller til at fungere optimalt. No wonder, at denne nød ligner en lillebitte hjerne.
9. MAJS
Friske majs, som du koger eller griller, giver dig energi, forbedrer dit humør og skærper din opmærksomhed. De indeholder tonsvis af B1-vitamin. Smart - og virkelig yummy!
10. LAKRIDS
Det sorte stykke slik er faktisk lidt af en helt. Stoffet glycyrrhizin, der findes i lakridsrod, hjælper
nemlig kroppen med at bekæmpe alt fra stress og tristhed til mavesår. Farvel, vitaminpille - hej, Piratos!
11. BLOMKÅL
Det ser lidt tosset ud, sådan et knoldet blomkål! Men det er nu ikke så dumt endda. Kålen indeholder nemlig masser af C-vitamin, som fremmer produktionen af stoffet dopamin. Det får os til at føle os happy.
12. APPELSINER
Stop dine humørsvingninger med appelsiner. Den orange frugt gemmer på stoffet inositol, som regulerer dit serotonin-niveau. Er du low on serotonin, føler du dig nede og deprimeret. Så pil, pres, og brug løs af appelsiner i maden.
13. BASILIKUM
Den velduftende krydderurt hævdes at modvirke tristhed. I de gamle nonneklostre var basilikum et no-go i maden, fordi man mente, at det ligefrem gav nonnerne lystfølelse. Hot!
Tip! Spis dig lykkelig.
En glad fordøjelse gør dig glad i låget, så tænk ikke bare på, hvad du spiser, men også på, hvordan du spiser.
Spis mest midt på dagen: Her arbejder din fordøjelse bedst, og du undgår fysisk ubehag, som i sidste ende kan stå i vejen for din lykke.
Giv maden opmærksomhed: Spis siddende, og drop radio, tv og andre ting, der forstyrrer måltidet. Du stresser fordøjelsen og dermed også dit sind.
Undgå kolde drikke: Vand er godt at drikke til maden, men snup det ikke iskoldt fra køleren. Kulden hæmmer din fordøjelse.
Tyg maden grundigt: Mad, der ikke er findelt, før det kommer ned i mavsen, kan give forstoppelse, og det er altså på ingen måde lykkefremkaldende.
Stop, når du er let mæt: Spis langsomt, og stop med at spise, når du føler dig mæt, men stadig let tilpas. Så undgår du den humørdræbende æde-mavepine.
Kilder: Spis dig lykkelig af nicolay Marcus Zederlinn, Spis dig glad af Marianne Fjordgård, Men's Health, Spring/Summer 2009
Bragt første gang i Woman nr. 145