1. Undersøg dit område
Hvis det er muligt, så sørg for at tilbringe tid i naturen hver eneste dag. Det kan være noget så simpelt som at gå ture i beplantede områder, rode lidt rundt i din egen baghave eller spise frokost på en bænk i en park.
Det handler dybest set bare om at udnytte mulighederne i det område, du bor eller arbejder i, og få øje på adgangen til stier, plæner, parker og vandhuller.
Gør det gerne til et ritual at gøre det samme hver dag. Gå den samme tur på det samme tidspunkt. Automatpilot og gentagelser danner vaner.
2. Hold fri i det grønne
Når tiden tillader det, kan du forsøge at fordybe dig endnu mere i naturen ved at snuppe en lang tur på cyklen, tage en vandretur eller hoppe i en kano eller en kajak.
Du kunne også slå teltet op i haven eller låne et sommerhus med fri adgang til strand og vand?

3. Brug dine sanser
Lad din krop melde ind med, hvor meget natur du skal have for at føle dig fuldt opladet. Prøv at være åben over for dine sansninger i kroppen, og respektér, hvad din krop fortæller dig. Selv en lille dosis natur er bedre end ingenting.
Og har du ikke mulighed for at komme udendørs hver eneste dag, kan du jo ty til naturfotos eller videoer af naturen, som har vist sig at have en positiv effekt på dit sind.
4. Dig med hund?
Supplér eventuelt med en hund ... Eller høns? Fordi de små og store dyr kræver, at du får lettet den tunge ende og får en naturlig gang i det fri.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 10.