Hvordan får jeg mine blodkar til at holde op med at sprænges?
Jeg har fået et par karsprænginger på mine ben, og det huer mig slet ikke! Den ene sidder på min venstre læg og er ikke synderligt stor, mens den anden sidder på det nederste af mit venstre lår og forgrener sig noget mere.
Hvad kan jeg gøre for at stoppe udviklingen af dem og sikre mig, at jeg ikke får flere? Og hvordan kan jeg få dem, jeg har, fjernet?
Kærlig hilsen Susanne
Sundhedsbrevkassens svar
Det er ret almindeligt at få små karsprængninger både på benene og især i ansigtet. De kommer som regel med alderen. Hvorfor ved vi ikke. Det kan rimeligvis være en genetisk disposition. Men vi ved, at de ikke er farlige, og at det er ikke tegn på dårligt blodomløb eller blodpropper. Men ja, de kan være kosmetisk generende.
Karsprængninger kan ikke forebygges ud over at være varsom med solbadning. Motion eller andet kredsløbsgavnende har ingen indvirkning på dem.
Men de kan fjernes med indsprøjtninger eller med laserbehandling.
Sådan virker behandlingen
Laserbehandling fjerner det øverste lag af huden, hvorefter den gendannes uden karsprængninger. Den form for behandling bruges især, hvis det drejer sig om de helt små kar. Ofte vil det være nødvendigt med mellem to til fem laserbehandlinger med nogle ugers mellemrum.
Indsprøjtninger – eller sklerosering som det retteligt hedder – anvendes især, hvis karrene er lidt større. Her sprøjtes en vævsirritrerende væske ind i karsprængningerne, så blodkarret klapper sammen og nedbrydes. På grund af nålen er det svært at anvende på de helt små kar.
Hvis du vil have dine karsprængninger behandlet, skal du forhøre dig på nogle af de store kosmetiske klinikker. Der er også stor forskel på prisniveauet og på, hvor dygtige og erfarne behandlerne er, så det kan godt betale sig at gøre et grundigt forarbejde, inden du kaster dig ud i det. Jeg har desværre ikke belæg for anbefalinger, da jeg ikke kender området godt nok, så du må selv i gang.
God arbejdslyst!
Med venlig hilsen Pia Koefoed

Fra venstre mod højre: Belinda Labrosse, psykolog og specalist i psykoterapi. Gitte Wenneberg, klinisk diætist og Anette Tønnes Pedersen, gynækolog og overlæge på Rigshospitalet
Har du et spørgsmål om sundhed?
Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.
Spørgsmålet fra Susanne er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 55.