Kan jeg spise mig til smukt hår?
Jeg har læst det mange gange mange steder, men er det virkelig rigtigt, at jeg kan spise mig til et smukkere hår? Jeg er 45 år gammel, er stadig (primært) brunette, men har fået tendens til porøst hår - sådan løst og tørt at se på.
Kærlig hilsen Sidse
Kære Sidse
Ved at spise en ganske almindelig sund kost, hvor du er dækket ind med mikronæringsstoffer (vitaminer og mineraler) og makronæringsstoffer (kulhydrat, protein og fedt), sikrer du din krop optimale betingelser, og at der er overskud til at holde håret sundt.
Vækst til hår hud og negle
Riboflavin er B2-vitamin, og det har betydning for vækst af hår og negle. Det finder du i mejeriprodukter, fuldkornsprodukter, kød, bladgrønt, bælgfrugter og fisk.
Herudover findes der masser af natur-præparater, der skulle modvirke decideret hårtab, men jeg kan ikke selv anbefale et særligt produkt, da jeg ikke kender dokumentationen for effekten.
Medicin?
Du skal også være opmærksom på dit medicinindtag, da visse præparater påvirker hår og hårtab. Tal eventuelt med din læge, om der kan være en sammenhæng, hvis du tager medicin.
Så mit råd lyder: Spis godt med frugt og grøntsager, fuldkorn, fisk og andre sunde fedtstoffer, så gør du det bedste for din krop og dermed for at se sund og smuk ud. Og så skal du måske tage til frisøren og nyde at blive nusset i håret. Lyder vel egentlig okay?
Kærlig hilsen Gitte Wenneberg, Klinisk diætist
Spørgsmålet fra Sidse 'om man kan spise sig til sund hår', er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 12.