for meget aftensmad
© iStock

"Jeg spiser for meget aftensmad"

Tine spørger diætisten, hvordan hun kommer af med vanen at spise aftensmad i for store portioner. Læs diætistens svar her.

23. januar 2017 af Redaktionen

For meget aftensmad

Jeg er vild med varm aftensmad og kommer nemt til at spise alt for meget mad, som jeg nok ikke har brug for. Men jeg føler mig skrupsulten, selv om jeg har et stillesiddende arbejde og spiser en god frokost klokken 13 og et mindre mellemmåltid om eftermiddagen. Jeg kan mærke, at kiloene kommer snigende og mistænker selv den store mængde aftensmad for at være problemet. Men hvad gør jeg?

Tine 

Kære Tine

Jeg tror, at du har helt ret. Dine ekstra kilo kan sagtens hænge sammen med en stor mængde aftensmad. Faktisk tror jeg, at der er mange kvinder, der spiser for meget til netop dette måltid. Det er heldigvis muligt at lære sig selv at spise mindre aftensmad – og her får du mine bedste råd: 

1. Tænk i et Y, når du øser din mad op på tallerkenen. Kød eller fisk ligger i den lille del af Y’et, ris, pasta eller kartofler på den ene side og grøntsager på den anden side af tallerkenen. 

2. Øs op i køkkenet, og lad gryder og pander blive i køkkenet.

3. Indstil dig på, at den første portion skal mætte dig. Spis derfor langsomt, og nyd maden. Mange nyder slet ikke den første portion, men har mere fokus på, at de skal have en portion mere. 

4. Når du er færdig: Vent 20 minutter, inden du eventuelt tager en ny portion. Det er nemlig så lang tid, det tager, før hjernen har registreret, om du er mæt og tilfreds

5. Er du stadig sulten efter de 20 minutter, gør du det samme igen: Øs op på tallerkenen i køkkenet efter Y-modellen. Sørg for, at denne portion er mindre end den første. 

Det kan lyde ulideligt at skulle vente 20 minutter hver aften med eventuelt at spise anden portion aftensmad, men det er faktisk en rigtigt god erfaring at få: Hvor meget mad skal jeg egentlig have for at føle mig mæt? Aftensmaden er genial til denne øvelse, fordi du har tid til det modsat morgenmad og frokosten på jobbet.

Når der er gået et par uger, bliver du formentlig ikke irriteret over det længere og nyder i stedet, at du bliver mæt af én portion og er fri for følelsen af at have overspist.

Kærlig hilsen Gitte Wenneberg 

Artiklen var første gang bragt i Magasinet Liv nummer 67.

sundshedseksperterne i Magasinet Liv
© Magasinet Liv

Magasinet Liv's faste sundhedspanel

Har du et spørgsmål om sundhed? Her har vi panelet, der kan svare. Fra venstre mod højre: Belinda Labrosse, psykolog og specalist i psykoterapi. Gitte Wenneberg, klinisk diætist og Anette Tønnes Pedersen, gynækolog og overlæge på Rigshospitalet.

Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.

Du vil (garanteret) også kunne lide