Hvor meget sundt fedt har DU brug for?

Planteolie, nødder, fede fisk og avocado er godt for os – men hvor meget, er FOR meget? Få svaret her

16. april 2016 af Gitte Høj

Hvor meget sundt fedt må jeg spise?

“Jeg læser tit, at det er godt med det sunde fedt, og at man bare skal spise løs af avocado, nødder og mayonnaise. Men kan det ikke også blive for meget og dermed usundt? Hvor går grænsen mellem godt og skidt forbrug af sundt fedt? Hvor meget er helt præcist sundt for mig at spise på en helt almindelig dag eller uge?

Jeg er 43 år, sund og rask, men jeg har også en lyst til at give mig hen til søde og fede sager.

Med venlig hilsen Nina"

Kære Nina,

Det er et rigtigt godt spørgsmål, for snakken om sundt fedt kan godt virke lidt ensidig, så man næsten får den oplevelse, at jo mere af det sunde fedt, man fletter ind i sin daglige kost, jo bedre er det. Og det er selvfølgelig ikke helt rigtigt.

Skal jeg så stoppe med at spise nødder? Læs mere her!

Der er lige mange kilojoule i et gram fedt, uanset om det handler om det sunde umættede eller det usunde mættede fedt. Derfor tager du lige så meget på, hvis du får for meget af det sunde fedt, som du gør, hvis du får for meget af det usunde fedt. Så jo, det kan godt blive for meget med det sunde fedt.

Omvendt hænger det også sådan sammen, at der er mange fordele ved at spise sundt fedt, fordi det ganske enkelt har gavnlige virkninger på kroppen. Det nedsætter for eksempel dit kolesteroltal og modvirker dermed åreforkalkninger og blodpropper.

En kvinde skal have 60 gram fedt om dagen, heraf 40 gram af det sunde.

Desuden er det også sådan, at det jo kommer an på højde, drøjde og aktivitetsniveau, hvor meget fedt du skal have dagligt. Men rettesnoren er, at en gennemsnitskvinde skal have omkring 60 gram fedt om dagen, og heraf skal cirka 40 gram være det sunde umættede fedt, som du får fra kilder som flydende planteolier, nødder, frø og kerner, fede fisk, avocado og oliven.

Kærlig hilsen Gitte Wenneberg

Spørg om sundhed!
Har du et spørgsmål om sundhed? Vi har panelet, der kan svare: Pia Koefoed, praktiserende læge, Lotte Paarup, fysioterapeut, forfatter og foredragsholder samt Gitte Wenneberg, klinisk diætist.
Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.

Bragt første gang i Magasinet Liv nr. 61.

Du vil (garanteret) også kunne lide