Hjælp! Jeg er i 40'erne og min mor opfører sig som en teenager

Måske genkender du Susannes frustration over sin selvoptagede mor. Læs psykologens gode råd her

10. juni 2016 af Belinda Labrosse og Rikke Hellerup Madsen

Spørgsmål til sundhedsbrevkassen

Gennem de senere år har forholdet til min mor ændret sig markant og er blevet lidt af en belastning. Jeg oplever, at hun bliver mere og mere selvoptaget og egoistisk. Samtidig er hendes behov for min hjælp vokset, fordi hun har fået sværere ved at klare sig selv. Det trækker så utroligt meget energi ud af mig, og jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg kan tackle det uden at blive irriteret og vred. Jeg føler nærmest, at der er landet endnu en teenager i familien.

Med venlig hilsen Susanne

Kære Susanne

Det er altid en udfordring, når rollerne i familien forandrer sig. I dit tilfælde er mor- og datter-rollerne byttet om.

Hvis din mor fik dig som ung, kan det handle om, at hun ikke fik gennemlevet sine opgør som teenager fuldt ud og derfor nu udlever et forsinket teenageoprør. Hvis din mor er meget gammel, kan det handle om en begyndende demens, som kan få en person til at ændre karakter og regrediere til tidligere faser i livet. Uden selv at være bevidst om det. Er din mor ikke så gammel, kan det i sjældne tilfælde være tegn på Alzheimers, hvor den sygdomsramte ligeledes ændrer personlighed.

Din mors nye rolle

Det er dog mere sandsynligt, at din mor har trang til, her sent i livet, at markere sine behov. I takt med at hun er blevet mere hjælpeløs, har hun brug for, at du ser hende med andre øjne end tidligere. Når hun så mærker, at du fastholder hende i en rolle, hun ikke længere kan opfylde, protesterer hun på en måde, som du ikke er vant til.

Hvad kan du gøre? 

Du kan blidt konfrontere hende med de forandringer, du bemærker. Eventuelt benytte girafsprog, som handler om at tale ud fra dine følelser. Så undgår du, at det ender med et skænderi. Lad være med at optrappe konflikten ved at sige, at I bare ikke er enige om alt.

Før eller siden må vi alle sande, at vi mister den forælder, vi kender.
Vi må lære, at sådan er livets gang, og huske det gode, vi har fået.

I nogle tilfælde må vi acceptere, at vi bliver vores forældres forældre. Så må vi give lidt tilbage af det, vi fik. Det hjælper at tænke på, at vi skal kunne leve med os selv og det, vi gør. Også den dag de ikke er her længere.

Med venlig hilsen Belinda Labrosse

Magasinet Liv's faste sundhedspanel

Fra venstre mod højre: Belinda Labrosse, psykolog og specalist i psykoterapi. Gitte Wenneberg, klinisk diætist og Anette Tønnes Pedersen, gynækolog og overlæge på Rigshospitalet

Har du et spørgsmål om sundhed? Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.

Spørgsmålet fra Susanne, er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 65. 

Seneste

Måske er du interesseret i...