Kvinde kigger på mobiltelefonen
Lader du (også) ofte telefonen afbryde det, du ellers er i gang med?© Getty Images

Undgå at lade dig distrahere af telefonen – og find din flowzone

Vi kan kun koncentrere os i tre minutter ad gangen. Det viser undersøgelser. Hvis du gerne vil stoppe den udvikling, så start med tre tips til at finde din flowzone.

22. august 2023 af Tone Solberg

Hvor mange gange om dagen tjekker du din telefon? Du er ikke alene, hvis du har en fornemmelse af, at telefonen oftere og oftere er med til at bryde din koncentration. 

Et eksperiment udført på amerikanske collegestuderende viser, at de skiftede arbejdsopgave hvert 65. sekund, når de læste. Meget bedre står det ikke til med os, der er nogle år ældre. En undersøgelse af kontorarbejdere i Californien viser, at de holdt fokus på en arbejdsopgave i 3 minutter, før de blev distraheret af pling’et fra en mail eller push-varslet fra en netavis. Eller syntes, at de måtte tjekke, om der var sket noget nyt på Facebook, Instagram, Twitter, siden sidst de loggede sig ind.

Multitasking er en myte

Den amerikanske professor Earl Miller er en af verdens fremmeste forskere indenfor neurovidenskab, og han mener, at hjernen kun kan producere en eller to tanker ad gangen. Dette skyldes hjernens grundlæggende struktur, som aldrig kommer til at forandre sig. Det er en myte, at vi kan tænke på tre, fem eller 10 ting på én gang.

Som eksempel fremhæver Earl Miller, at hvis du tjekker dine sms’er ofte, mens du forsøger at arbejde, taber du ikke blot de små tidsafbræk, når du ser på sms’erne. Du taber også den tid, det tager at genvinde koncentrationen efterfølgende. Hver gang du skifter opgave, reduceres kapaciteten. Og når du gør mere end én ting ad gangen, er det også nemmere at lave fejl.

En flow-zone af fordybelse

Det modsatte af hele tiden at lade sig distrahere er at befinde sig i en ‘flow-zone’. Teorien om flow-zonen blev udviklet af den ungarsk-amerikanske socialpsykolog Mihaly Csikszentmihalyi. Flow-zonen er betegnelsen for en tilstand, hvor personen er fuldstændigt fordybet i sin egen aktivitet. Det er et sammenhængende flow fra et øjeblik til det næste, hvor handling følger handling. Og er altså ikke en permanent tilstand, men måske noget at stræbe efter.

3 trin til at komme i flow

For at arbejde med din koncentrationsevne kan du øve dig i tre overordnede kernepunkter.

1. Hvad er dit mål?

Det første, du skal gøre, er at vælge et klart og defineret mål og sætte de andre mål til side, mens du gør det. Flow kan kun opstå, når du praktiserer monotasking. 

2. Hvad er meningen?

Gør noget, som giver mening for dig, og som har betydning for dig. Når du prøver at tvinge dig selv til at gøre noget, som mangler mening for dig, vil opmærksomheden ofte smutte

3. Hvor svært/let er det?

Det hjælper at gøre noget, som er på kanten af, hvad du kan klare, men som ikke er uden for rækkevidde. Hvis målet er for enkelt, vil du automatisk gå på auto-pilot. Er det for vanskeligt, vil du begynde at føle dig ude af balance.

Sådan tricker Facebooks algoritme dig

  • Facebooks algoritme bestemmer i hvilken rækkefølge, du ser opslag i dit feed, og du kan både møde en algoritme, der gør dig glad og ked af det. 
  • Algoritmen varierer men har et fast nøgleprincip: Den viser ting, der får dig til at fortsætte med at være på skærmen. Jo mere, du ser, jo flere penge tjener Facebook.

Kilde: Bogen Stolen focus af Johann Hari, der er en britisk-schweizisk journalist, der har interesseret sig for, hvorfor vores koncentrationsevne er i frit fald. 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juli, 2023.

Du vil (garanteret) også kunne lide