Kvinde i løbetøj
© Getty Images

Træning dæmper angst – det viser forskning

Angstsymptomer ser ud til at kunne lindres markant ved hjælp af træning – både ved moderat og høj intensitet.

13. marts 2023 af Gitte Høj

Der findes efterhånden en del forskning, der viser, at motion kan dæmpe og forebygge stress og depression. Men når det gælder en anden mindst lige så udbredt psykisk sygdom, nemlig angst, er det mere sparsomt med beviserne.

Derfor har et hold forskere samlet 286 angstpatienter med en gennemsnitsalder på 39 år og i et forsøg sat dem til at motionere i en periode på 12 uger. De blev inddelt i to grupper, som trænede enten ved moderat eller ved høj intensitet, og begge dele gav gode resultater.

Blandt alle deltagere var angstsymptomerne lindret markant sammenlignet med en kontrolgruppe, som ikke trænede. Lindringen gjaldt selv for dem, hvor angstlidelsen var kronisk. 

Angstniveauet faldt

Før forsøgets start havde alle deltagere fået målt deres niveau af angst, og ud fra dette kunne forskerne konkret se deres fremskridt efter for­søget. Langt de fleste deltagere led af angst på et moderat til højt niveau før start, men endte på et lavt niveau efter træningsperioden.

Selv om alle fik positive resultater, var chancen for bedring allerstørst i gruppen med den højintense træning.

Sådan trænede de

Angstpatienterne i forsøget trænede 60 minutter 3 gange om ugen. Hvert træningspas bestod af cardio­ og styrketræning: Kort opvarmning med cirkeltræning med 12 stationer, i alt 45 minutter, herefter nedkøling og udstrækning.

Kilde: Göteborgs Universitet 

Hvordan føles angst?

  • Angst er en naturlig følelse ligesom vrede og glæde. Men for nogle løber angsten løbsk og udvikler sig til en sygdom. De fysiske symptomer på angst er typisk hjertebanken, rysten, svimmelhed, åndenød, kvalme og mavesmerter. 
  • De psykiske symptomer ved angst kan være alt fra uro og anspændthed til dødsangst og frygt for at miste forstanden. 
  • Symptomer kan være til stede hele tiden eller komme i anfald, og det kan variere meget, hvilke symptomer der opstår. 

Kilde: Psykiatrifonden

Du vil (garanteret) også kunne lide