Det har vi testet
Kollagenpulver. Dem er der ved at være flere af på markedet, så selvfølgelig skal sådan et undersøges nærmere.
Kollagen er et protein bygget op af aminosyrer som andre proteiner. Det findes naturligt overalt i kroppen og udgør tæt på en tredjedel af alle dine proteiner i særligt huden, sener, brusk, knogler og tænder.
Det bliver nedbrudt med alderen, samtidig med at kroppen også begynder at danne mindre af det. Det kommer typisk til udtryk ved slidgigt og tør og rynket hud.
Kollagen kan rigtigt mange ting, hvis det altså virker for dig. Selv om der stadig er brug for mere forskning på området, har man fokus på forskellige sammenhænge. Det gælder hud, hår og negle – men også mere skjulte steder som led, muskler, kredsløb og knogler.
Kroppen optager nemmest og hurtigst hydrolyseret kollagen. Det vil sige brudt ned til mindre dele. Når du tager et kollagentilskud, kan du ikke på forhånd vide, om det virker – eller hvor det eventuelt virker henne. Kroppen bestemmer selv, hvor den sender aminosyrerne hen. Man ved, at kollagen generelt aktiveres til at forynge vævene og reparere eventuelle skader.
Så længe har vi testet:
20 uger.
Og produktet hedder:
Hydrolyseret kollagenpulver Puori CP 1 i en smagsneutral variant til 249 kr. for 300 gram
Da jeg gik i gang
“Jeg snupper 10 gram kollagen i et halvt glas juice hver morgen. En måleske følger med, og en ske er lig med 10 gram. Pulveret kan opløses i både koldt og varmt vand, smager af ingenting og er et ukompliceret tilskud.
Tidspunkt for indtagelse er ligegyldigt. Det afgørende er at få en rutine, det skal nemlig indtages dagligt for at få den bedste effekt.
Jeg havde nok forventet eller håbet på, at jeg med det blotte øje hurtigt ville kunne se forandringer i huden, men sådan gik det ikke. Faktisk gik der 2-3 måneder, før jeg kunne registrere noget som helst. Herefter skete der til gengæld noget! Mine sener og led begyndte nemlig at respondere positivt på pulveret.
Før testen ville jeg typisk mærke ømhed og stivhed, når jeg hoppede ud af sengen, og skulle vitterligt varme kroppen op, før den var klar til en aktiv dag. Nu mærker jeg en væsentligt mindre ømhed og stivhed i kroppen,” siger Gitte Høj.

Da jeg afsluttede forløbet
“Jeg er knap så stivbenet på morgenkvisten. Har mindre ondt og mærker næsten ingen af de smertejag, som jeg indimellem har døjet med. Jeg kan simpelthen mærke det på min bevægelsesfrihed. Jeg mærker dog ikke umiddelbart nogen forskel i leddene efter min træning. Her er jeg som altid lidt øm dagen efter.
Som en lille ekstra gevinst har jeg ikke oplevet tør hud på mine ben i en længere periode. Jeg har stort set aldrig kæmpet med tør hud, men jeg plejer at reagere på overgangen fra en årstid til en anden. Det har jeg ikke gjort denne gang – fra sommer til efterår. Så på dette område har tilskuddet påvirket fugtindholdet i min hud.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 12. november 2020.