Sara Skaarup (46)
- er sexolog med praksis i København, foredragsholder, forfatter og journalist. Saraskaarup.dk
- er gift med Kasper, som er professionel historiefortæller, og som hun har Alfred på 16 og Storm på 11 år med.

Jeg har nærmest opgivet at være feminin
Jeg er en singlekvinde på 55 år, som føler mig usikker i forhold til at være feminin. Hvad vil det overhovedet sige?
Jeg har hele mit liv klaret mig selv og har godt tjek på mit liv. Jeg kan godt lide sex og mænd, men jeg er i alle mine tidligere forhold endt med at være den, der både har bestemt og betalt mest.
Hjemmefra har jeg lært, at en god kvinde er smuk, har styr på sine ting og kan klare sig selv. Og jo ældre jeg bliver, jo sværere synes jeg, det er at spille på mit udseende, og jeg aner faktisk ikke, hvad det ellers vil sige at være sådan en kvinde, som mænd tiltrækkes af. Medmindre jeg tilbyder kontrol og en tjekket tilværelse.
Har du et forslag til mig?
Kærlig hilsen
Bella
Sara svarer
Kære Bella
Det lyder, som om du er blevet så god til at klare dig alene, at der ikke er så meget plads til en mand i dit liv. Altså til en mand, som gerne vil bestemme sin del og være noget for dig.
Kvinder, der er selvstændige, har nogle gange mistet kontakten til at være sårbar og tilliden til, at det er okay at læne sig op ad andre. Hvis det resonerer med dig, kan du begynde at øve dig i at vise mere af dig selv, det ikke-kontrollerede, ligesom du kan øve dig i at bede om hjælp.
At være kvinde – eller at være feminin – kan i øvrigt betyde så mange ting. “At have styr på sine ting” og ‘klare sig selv” er værdier, du har med hjemmefra, og de egenskaber er gavnlige i mange sammenhænge. Men at leve et liv med dette som målestok for succes gør også, at der er ting, du så ikke kan være. For eksempel utjekket, eksperimenterende, drømmende og afhængig af andre.
Hvis man ALTID skal kunne klare sig selv og have kontrol med alt, kan man hurtigt blive både alene og meget træt.
Det er på tide, at du ser på, hvilken form for kvindelighed du længes efter at folde ud. Se dig om i din omgangskreds, se på kendte mennesker. Hvilke kvinder beundrer du? Hvilke kvaliteter – ud over dem, du allerede har – besidder de? Er de humoristiske, blide, temperamentsfulde eller noget helt andet? Du skal ikke ændre dig selv. Du skal blot give dig selv lov til at undersøge hidtil ubesøgte hjørner af dig selv.
De bedste hilsner
Sara
Billedet er indkøbt til artiklen og forestiller således ikke Bella, som har skrevet til brevkassen.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. januar 2021.