Atjuu… Når snottet løber, og du hoster og sprutter, drømmer du sikkert mest af alt om at sluge en mirakelkur, der får din snue til at forsvinde på et splitsekund. Den kur vender jeg tilbage til. I virkeligheden er det bedste råd, at du forebygger, så du undgår igen og igen at trimle omkuld i løbet af vinteren, fordi du bliver angrebet af infektioner.
Fra planteriget – og havet
Eksperter er over en bred kam enige om, at det er mest effektivt at ruste immunforsvaret til kulden og de mange host og nys, du unægteligt vil støde ind i. Altså forebygge. Nøglen er, at du giver dine kostvaner røntgenblikket og justerer, hvor du kan, for at styrke immunforsvaret bedst muligt.
Man ved, at C vitamin er vigtigt for at holde et stærkt immunforsvar kørende, så det kan nedkæmpe eventuelle bakterier. Det klarer du ved at holde fanen højt, når det handler om frugt og grønt og ikke skrue ned for mængden, som mange af os ellers kommer til, når vi hopper ind i vinterhalvåret.
Din krop har hårdt brug for at blive næret godt af planterigets mange vitaminer, mineraler, fibre og plantestoffer. Prøv at flette lidt grønt ind i alle dagens måltider, hvis du ved, at du næsten pr. automatik kommer til at spise lidt mindre om vinteren. Vil du være skarp på ekstra C vitamin, skal du fråse med citrusfrugter, rød peber og de bær, du kan komme i nærheden af.
Det er også en god idé at holde styr på, om du får nok fisk. Især de fede som for eksempel laks, sild og makrel. De indeholder både selen og sunde fedtstoffer, og begge dele er guf for dit immunforsvar og gør dig klar til kamp. Endelig er fisk jo rig på vitamin D, som ifølge eksperter også er et vigtigt vitamin for immunforsvaret. Igen er det de fede fisk, du skal gå efter.
Varm kur – og en lur
Sidder du lige nu og snøfter, fordi du allerede er gået ned med flaget, skal du ikke helt fortvivle. Selv om mirakelkuren endnu ikke er opfundet, kan du godt dæmpe dine symptomer, og det kan måske endda lykkes dig at afkorte din snot og snue.
Studier har vist, at det muligvis kan hjælpe dig at nyde en varm og koncentreret suppe eller drik. Det kan mildne og dæmpe de symptomer, du kæmper med, hvis du bliver skyllet igennem af noget varmt og nærende.
Det må meget gerne være en krydret en af slagsen. Du kan vælge at udnytte sæsonen for citrusfrugter og skrue helt op for blusset af C vitamin. Kombinér gerne – som i drikken på siderne her – med ingefær, der i studier har vist sig at give en vis modstand til infektioner i kroppen. Lidt af den samme effekt kan du opnå ved at mikse med chili og hvidløg, der også kan give bakterier kamp til stregen.
Varm te – og det gælder alle former – kan også med fordel blive spicet op og give dig skyts til at slå din snue ned.
Når du først har sunket et par varme og krydrede supper eller drikke, får du sikkert trang til en lur. Det er faktisk en del af kuren, at du tjekker op på, om du egentlig får sovet nok.
Undersøgelser har nemlig peget på, at hvis du sover for lidt og for dårligt, går det ud over dit immunforsvar. Det kan føre til, at immunforsvaret ikke evner at reagere tilstrækkeligt over for fremmede organismer som virus og bakterier, og derfor bliver du mere modtagelig overfor angreb.
Så er du ramt og i søvnunderskud, er det en god reminder om fremover at sove lidt mere for at tune dit immunforsvar.
3 immun-stærke vaner i din hverdag
- Spis al den frugt og grønt, du orker
- Vask ofte hænder
- Fyld lungerne med frisk luft
Glem ikke maven
A38, Cultura og lignende fodrer din mave med sunde bakterier og nedkæmper skadelige bakterier i dit fordøjelsessystem. Det stimulerer dit immunforsvar og giver dig mere modstandskraft, når vinterens infektioner angriber.
Så snup en lille skål hver dag!
Det vil du gerne ha’
C-vitamin
- rød peber, appelsiner, persille, hyben
D-vitamin
- fede fisk, torskerogn, æg
Probiotika
- A38, Cultura
Kostfibre
- løg, æbler, porrer, gulerødder, havre, brune ris, quinoa
E-vitamin
- solsikkefrø, spinat, broccoli, asparges